"For mig at se er værktøjskassen helt åben," siger klimaminister Samira Nawa (R).

"For mig at se er værktøjskassen helt åben," siger klimaminister Samira Nawa (R). - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Klima

Regeringen laver kasseeftersyn af om klimamål bliver opfyldt

Landbruget bidrager ikke nok ifølge radikal minister, som vil lave et eftersyn og er åben for flere afgifter.

Udgivet: 04/07/2026

Del artiklen:

Regeringen vil lave et kasseeftersyn af sandsynligheden for at indfri klimamålene i 2030.

Der skal skabes et nyt overblik over, hvor langt man er med de forskellige virkemidler, og hvad der konkret mangler for at kunne opfylde det næste klimamål. Det fortæller klimaminister Samira Nawa (R) til Politiken lørdag.

"Det er inspireret af det gode, gammeldags økonomiske kasseeftersyn, men herovre tæller jeg reduktioner, "siger hun til avisen.

Når en ny regering tiltræder, beder den ofte Finansministeriet lave et kasseeftersyn for at afdække, hvad statskassen indeholder for den kommende periode. Nu vil ministeren lave det på klimaområdet.

Det næste klimamål er i 2030, hvor man skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i forhold til 1990-niveauet.

Men en fremskrivning spår, at målet om at reducere udledningerne kun akkurat står til at blive opfyldt.

Klimaministeriet spår, at målet bliver indfriet med en overopfyldelse på 0,4 millioner ton CO2. Men det er en alt for snæver margin ifølge grønne organisationer, som frygter et optimistisk og usikkert grundlag.

Øgede afgifter

Efter 2030 er det næste klimamål 2035. Her har den nye regering hævet klimamålet fra 82 procent til 85 procent.

Ministeren varsler, at hun er åben for at se på, om der skal komme øgede afgifter på industrien og landbrugets udledning af drivhusgasser.

"For mig at se er værktøjskassen helt åben. Der er ikke nogen tvivl om, at vi som regering skal indfri 2030-målet. Det billede, som jeg ser, er også et landbrug, der ikke har leveret sin del," siger hun til avisen.

Hun uddyber, at landbruget skulle nå 55 procents reduktion i 2030, men ser ud til at lande et sted omkring 52-53 procent ifølge fremskrivninger.

Ministeren bliver spurgt til, om hun også vil skabe et årligt overblik og åbenhed over, hvor langt Danmark er med at sænke udledningerne i 2026, 2027, og 2028, hvortil hun svarer ja, men at hendes blik er rettet mod 2030.

RITZAU

Sidst opdateret: 10/08/2026 - 12:03

Temaer: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]