
Bøden til Silkeborg Forsyning er sat ned med 50 procent på grund af formildende omstændigheder, blandt andet begrundet med, at Silkeborg Varme A/S var blevet oplyst af en advokat om, at aftalen ikke var i strid med lovgivningen, og at Silkeborg Varme A/S dermed handlede i god tro. - Foto: Silkeborg Forsyning/PR
Varme
Forsyningsselskab indgår forlig og beklager: Bøde sat ned med 50 procent
Der er nu indgået forlig i konkurrencesagen fra 2020-2022 mellem Silkeborg Varme og Konkurrencerådet. Forsyningsselskabet skal betale et millionbeløb i bøde, som dog er sat ned med 50 procent.
Udgivet: 11/08/2026
Efter flere år er der nu indgået forlig mellem Silkeborg Varme og Konkurrencerådet.
I 2022 indledte konkurrencemyndighederne en undersøgelse af Silkeborg Varme og 48 andre el-producenter, herunder 46 kraftvarmeværker, for et muligt brud på konkurrenceloven.
Forliget er endt med en bøde på 2.850.000 kroner, som er reduceret med 50 procent på grund af formildende omstændigheder, ifølge forligsteksten.
"Silkeborg Varme har aldrig haft til hensigt at overtræde konkurrencereglerne og har samarbejdet fuldt ud med myndighederne hele vejen. Det er efterhånden en gammel sag, som vi er meget ærgerlige over, og som jeg beklager. Jeg er glad for, at vi nu kan afslutte sagen med et forlig, hvor der er taget hensyn til de formildende omstændigheder," siger administrerende direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, på forsyningsselskabets hjemmeside.
Jens Bastrup hæfter sig ved, at varmekundernes regning ikke stiger som følge af bøden, som bliver betalt med indtægterne fra el-salget fra kraftvarmeværket.
Tjente 300.000 på samarbejdet
Sagen handlede om auktioner om el-reserver koordineret af virksomheden Effekthandel ApS, som Silkeborg Varme havde et samarbejde med i perioden januar 2020 til februar 2022.
Der var ifølge Silkeborg Forsyning tale om et meget lille engagement, der blev opsagt, så snart myndighederne påpegede, at det muligvis var problematisk.
Silkeborg Varme tjente omkring 300.000 kroner på samarbejdet i perioden.
Konkurrencerådet og derefter Konkurrenceankenævnet slog efterfølgende fast, at reglerne i konkurrenceloven var overtrådt. Sagen blev på linje med en lang række andre tilsvarende sager indbragt for Sø- og Handelsretten.
Derefter har en række prøvesager ved Sø- og Handelsretten for andre kraftvarmeværker bekræftet, at konkurrenceloven blev overtrådt.
Om konkurrencesagen
Silkeborg Varme A/S får en bøde på 2.850.000 kroner for at bryde konkurrenceloven.
Bøden er sat ned med 50 procent på grund af formildende omstændigheder, blandt andet begrundet med, at Silkeborg Varme A/S var blevet oplyst af en advokat om, at aftalen ikke var i strid med lovgivningen, og at Silkeborg Varme A/S dermed handlede i god tro.
Bøden får ikke fjernvarmekundernes varmeregning til at stige.
Bøden bliver betalt med indtægterne fra el-salget fra kraftvarmeværket.
Silkeborg Varme A/S har kun haft et begrænset samarbejde med Effekthandel ApS og har tjent knap 300.000 kroner.
Kilde: Silkeborg Forsyning
Har reduceret CO2-udledning med 25 procent
Sammen med en sag med Dansk Kraftvarme Kapacitet (DKVK), hvor Silkeborg Varme tabte omkring 70 millioner kroner på en forretningsmodel, hvor ingen havde taget højde for følgerne af de ekstremt stigende energipriser i efteråret og vinteren 2021/22, har konkurrencesagen skabt uro omkring Silkeborg Forsyning.
Som forsyningsselskabet selv skriver på sin hjemmeside, har de to sager "skygget for fortællingen om det vigtige arbejde, som Silkeborg Forsyning er sat i verden for".
Heldigvis bød denne sommer også på en positiv nyhed for forsyningsselskabet, som på ét år har reduceret sin CO2-udledning med 25 procent. Bøden på næsten tre millioner kroner er altså ikke det eneste, som Silkeborg Forsyning har reduceret denne sommer. Koncernens samlede klimaaftryk sidste år var 73.807 ton CO2-ækvivalenter (CO2e). Det svarer til en samlet reduktion på 46 procent siden 2018.
Klimaregnskabet skyldes blandt andet, at man i 2025 tog en 22 megawatt varmepumpe samt en 20 megawatt biokedel til have- og parkbrændsel i brug, hvilket har reduceret behovet for naturgas i varmeproduktionen betydeligt. Samtidig har man haft en lavere produktion af el på kraftvarmeværket.
"Klimaregnskabet dokumenterer, at vores målrettede investeringer i varmeproduktionen har givet solide resultater på klimaaftrykket. En reduktion på over 25 procent er en udvikling, vi er stolte af," siger Heidi Agen, direktør for Økonomi og Forretningsservice i Silkeborg Forsyning, i en pressemeddelelse på forsyningsselskabets hjemmeside.
CO2-udledningen varierer
Det hører ifølge Silkeborg Forsyning med til billedet, at reduktionen på 25 procent CO2 i forhold til 2024 kommer af en kombination af en lavere elproduktion i 2025 og dermed et mindre forbrug af naturgas på kraftvarmeværket.
“Klimaregnskabet for 2026 vil sandsynligvis vise en midlertidig stigning i CO2e-udledningen igen set i forhold til resultatet for 2025,” skriver forsyningsselskabet på sin hjemmeside.
Det skyldes den hårde vinter og nogle tekniske udfordringer i varmeproduktionen, der betød, at der skulle produceres ekstra meget fjernvarme på gaskedlerne. De tekniske problemer er nu udbedret, og Silkeborg Forsyning forventer, at CO2e-udledningen fortsat vil falde, når de nye produktionsanlæg i fjernvarmen er i drift hen over en hel fyringssæson. “Det vil i praksis først være fra 2027,” skriver selskabet.
Sidst opdateret: 11/08/2026 - 10:59
Temaer: Varme










































