
Formand Søren Søndergaard inviterer medlemmer og samarbejdspartnere i Landbrug & Fødevarer til stormøde i Odense. - Foto: Landbrug & Fødevarer
Grøn trepart
Stormøde og lokal protest: Landbruget råber op om sprøjteforbud og gødskningslov
Landbrug & Fødevarer advarer om store konsekvenser af den kommende kvælstofregulering. Lokalt har landbruget omkring Nissum Fjord sat trepartssamarbejdet på pause.
Udgivet: 24/08/2026
"Konsekvenserne kan blive enorme for såvel erhvervet som for Danmark."
Det siger formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, i en pressemeddelelse om regeringens nye gødskningslov og igangværende forhandlinger om et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder.
Landbrug & Fødevarer har derfor indkaldt sine medlemmer og samarbejdspartnere til stormøde mandag den 31. august i Odense Congress Center. Dagen efter skal Folketinget andenbehandle forslaget om gødskningsloven.
Særligt den nye gødskningslov og kvælstofreguleringen har skabt usikkerhed i landbruget. Ifølge Landbrug & Fødevarer vil reguleringen de facto få tilbagevirkende kraft.
"Jeg har før talt om godt landmandskab. Det efterlyser jeg stadig respekt for. For det her er helt uhørt og uden hensyntagen til den allermest basale markdrift," siger Søren Søndergaard på organisationens hjemmeside.
Lokal protest
Det er ikke kun i organisationen, at der er frustration over reglerne og manglen på konkrete retningslinjer.
Fredag meddelte Holstebro Struer Landboforening ifølge TV Midtvest, at landbruget har sat trepartssamarbejdet omkring Nissum Fjord på pause, indtil rammerne er klare og stabile.
Her lød det fra formand Anders Nørgård, at landmændene allerede har leveret mere end det aftalte i den grønne trepart, men nu bliver mødt med nye krav og usikker kompensation. Samtidig har det ikke været muligt at nå igennem til politikerne via dialog.
Gødskningsloven ventes at blive vedtaget i september og træde i kraft ved årsskiftet, mens den nuværende markregulering fra 2027 erstattes af en udledningsbaseret regulering.
Regeringen planlægger samtidig at fremsætte lovforslaget om et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder i efteråret.
Sidst opdateret: 21/08/2026 - 12:15
Temaer: Vand, Grøn trepart










































