
Holstebro-borgmester H.C. Østerby er forundret over, at regeringen ikke er villig til at støtte kommunernes arbejde med energiplanlægning i højere grad. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nordvestjysk skuffelse: 'Vi hjælper regeringen, men der kommer ingenting den anden vej'
Så stor forskel er der på den forhøjede Grøn Pulje og ønsket fra tre nordvestjyske kommuner, som har promoveret idéen om et udviklingsbidrag. Det skal dække kommunale udgifter til grøn omstilling og for alvor belønne dem, som går forrest, mener H.C. Østerby.
Udgivet: 21/12/2023
I sidste uge blev der på Christiansborg indgået en aftale om en forhøjelse af kompensationsordningerne ved grønne energiprojekter. Udbetalingerne til Grøn Pulje, som tilfalder kommunerne og videreformidles til lokalsamfundene, løftes med 150 procent for vindmøller og over 200 procent for solceller. I Nordvestjylland, hvor kommunerne er i fuld gang med en stribe større vedvarende energi-projekter, mødes initiativet med en kold skulder.
”Det er meget defensivt, og jeg havde håbet på noget mere”, siger H.C. Østerby (S), borgmester i Holstebro Kommune, til NB-Kommune.
Tidligere i december afviklede Holstebro Kommune sammen med nabokommunerne Lemvig og Struer konferencen Klog Energi på Christiansborg. Her promoverede de nordvestjyske borgmestre deres bud på en betydelig økonomisk gulerod for kommuner, der lægger jord til produktion af grøn energi – et udviklingsbidrag, som kommunerne kan bruge til at dække egne udgifter i forbindelse med planlægning, sagsbehandling og dialog med erhvervslivet.
”Man opererer hele tiden med kompensation, hvor vi fra det nordvestjyske hjørne mener, man skulle give kommunerne et udviklingsbidrag. Vi er med til at vende udviklingen i forskellige områder af landet, og hvis man vil se et Danmark i balance, er det netop her, man har muligheden for at gå ind og understøtte, at nogen tager førertrøjen”, siger H.C. Østerby.
De tre kommuner foreslog to modeller for udmøntningen et udviklingsbidrag. I den ene udgave er kommunernes gevinst bundet op på produktionen – med en foreslået sats på 4 øre per kilowatt-time. For Holstebro Kommune ville denne ordning i 2022 have givet et provenu på godt 25 millioner kroner.s

Den anden model lægger sig tættere op ad den eksisterende ordning for Grøn Pulje, men med langt højere takster. I det nordvestjyske forslag øges betalingen til 1 million kroner per installeret megawatt (MW) eller 50.000 kroner per MW årligt i 20 år. Til sammenligning vil de nye takster fra juli 2024 lande på 313.000 kr./MW for landvindmøller og 125.000 kr./MW for solcelleanlæg, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til NB-Kommune.
”Vi hjælper sådan set regeringen med at nå et mål om en firdobling af VE inden 2030. Med de satser er vi ikke nærheden af at komme derhen”, siger H.C. Østerby om den fremtidige størrelse på Grøn Pulje.
Problemet med udbetalingerne fra Grøn Pulje er, at pengene ikke må dække kommunens udgifter.
”Det kommer udelukkende til at gå til naboer og dem, som kommer til at bo op ad de her projekter”, fastslår H.C. Østerby.
Han savner forståelse for, hvor store summer kommunerne er nødt til at investere for at kunne involvere sig i de største grønne projekter. I Holstebro Kommune fylder specielt planlægningen af et power-to-X-projekt ved Idomlund meget for administrationen.
”Vi har sat ekstra seks millioner kroner af næste år til videnspersoner, som skal være med til at lægge strukturen til vores brintproduktion. Ingen har gjort det i fuld skala før med egentlige raffinaderier. Det vil sige, at vi skal køre på vejen, mens vi asfalterer – og det er, hvad vi er i gang med”, fortæller borgmesteren om brintparken, der i planlægningsfasen på nuværende tidspunkt strækker sig over et areal på 1.300 hektar.
Desuden arbejder kommunen med en række andre vind- og solprojekter. Efter en ansøgningsrunde i fjor sendte projektudviklere bud ind på 2.400 hektar solceller og 76 møller.
”Halvdelen af de projekter er vi i gang med at få belyst for at se, hvad der kan lade sig gøre”, fortæller H.C. Østerby, inden han opsummerer, hvor store ressourcer Holstebro Kommune kaster i den grønne omstilling.
”For vores vedkommende er det tocifrede millionbeløb, vi kommer til at bruge på at afdække det. Vi hjælper regeringen og Christiansborg med at nå det her mål, men der kommer ingenting den anden vej. Det er helt uforståeligt.”
Ved konferencen på Christiansborg 6. december - der ud over at promovere idéen om et udviklingsbidrag handlede om at vinde opbakning til en brintrørledning, som skal muliggøre power-to-X-drømmene – var Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, en af hovedtalerne. Han deler de nordvestjyske borgmestres syn på kommunernes situation.
På LinkedIn har professoren skitseret sine pointer om støtten til kommuner og lokalsamfund.- "Man bør fremme medejerskab og deling af økonomiske fordele pr. kWh produceret. Vi kan ikke skabe den grønne omstilling med lokale midler. Men en mindre del af projekterne skal have et lokalt islæt.
- Man bør støtte hele kommuner og målrettet erhvervsudvikling frem for kun hel lokal kompensation.
- Bevare lokalsamfundenes ret til at tage initiativ og bevare myndighedsbehandlingen inden for lokale rammer", skriver Brian Vad Mathiesen.
H.C. Østerby har hæftet sig ved, at Brian Vad Mathiesen, efter den politiske aftale om kompensationsordningerne blev indgået, har udtalt sig kritisk om ambitionsniveauet i Folketinget.
”Han nævnte ikke vores model, men sagde - som han også gjorde på Christiansborg - at hvis man skal nå vores mål, skal vi have en langt mere offensiv tilgang”, bemærker borgmesteren.
Det fælles oplæg fra Struer, Lemvig og Holstebro kommuner kan findes på klogenergi.dk.
FAKTA: Udviklingsbidrag skal dække disse kommunale udgifter
De nordvestjyske kommuner foreslår at indføre et udviklingsbidrag. Pengene udmøntes ud fra enten produktionen eller den installerede kapacitet, så kommunerne ...
• får ressourcer til sagsbehandling og partnerskabssamarbejde med virksomheder, udviklere og borgere, der sætter tempo på den grønne omstilling (kapacitetsopbygning)
• får indtægter til investering i klimatilpasning, biodiversitet, udvidelse og beskyttelse af natur og vandmiljø – også til gavn for livskvalitet og turisme – samt infrastruktur
• får ressourcer til udvikling af erhvervsunderstøttelse, innovation, kompetenceudvikling og tiltrækning af arbejdskraft med afsæt i den grønne omstilling
• får ressourcer til sammen med borgere og virksomheder at skabe fremtidens grønne og bæredygtige lokalsamfund
• får indtægter øremærket til investering i udvikling af kommunen i form af udvikling af arealer til attraktive bolig og erhvervsgrunde
Kilde: klogenergi.dk, Lemvig, Holstebro og Struer kommuner
Sidst opdateret: 19/03/2025 - 13:58
Temaer: Klima
Emner: Klima, Holstebro Kommune, Lemvig Kommune, Struer Kommune












































