Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaards pointe om, at det set med klimabriller ikke er så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas, skaber frustrationer hos en række borgmestre. De så gerne, at regeringen stod fast på at udfase gas til boligopvarmning inden 2035.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaards pointe om, at det set med klimabriller ikke er så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas, skaber frustrationer hos en række borgmestre. De så gerne, at regeringen stod fast på at udfase gas til boligopvarmning inden 2035. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Uklart svar fra minister frustrerer 13 borgmestre: Udrulning af fjernvarme vil gå i stå

Borgerne i gasområder er blevet usikre på fjernvarmen, efter at minister har afvist at sætte en fast dato for udfasning af gas til boligopvarmning, lyder det fra 13 borgmestre. Fremtidens gas er grønnere og mere rentabel, end man troede, da alle kommuner blev sat til at lave varmeplaner.

Udgivet: 19/03/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Det hastede med at udfase gas som varmekilde i boligerne, da energikrisen kradsede for tre år siden. Nu har udsagnene fra klima-, energi- og forsyningsministeren om gassens fremtid ændret karakter, og det vækker frustration i kommunerne, der har brugt mange kræfter på varmeplaner og forberedelse af fjernvarmeprojekter.

13 borgmestre reagerer nu på, at minister Lars Aagaard (M) i et svar fra februar til borgmestrene åbner for at bevare gasdistributionssystemet i flere årtier, fordi den stigende produktion af biogas betyder, at ”gassen herhjemme i stigende omfang er grøn”.

I det nye svar til ministeren og Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg skriver borgmestrene, at de to nye meldinger fra ministeren samlet betyder, ”at den igangværende fjernvarme-udrulning i kommunerne med stor sandsynlighed går i stå”.

Lars Aagaards svar til borgmestrene

Kære borgmestre og repræsentanter fra energiselskaber

Tak for jeres henvendelse og for jeres bidrag til den grønne omstilling af varmesektoren.

Jeg vil først og fremmest takke for jeres store indsats med at udfase gassen i husholdningernes opvarmning. Jeg har stor respekt for det stykke arbejde, der er lagt i kommunerne og energiselskaberne over de seneste år. Det er netop på grund af den indsats, at Evida løbende kan udmelde at nye husholdninger har koblet sig af gassen. Ifølge Evida har cirka 80.000 danskere siden starten af 2022 skiftet deres gasfyr ud til fordel for blandt andet fjernvarme eller varmepumpe. Til sammenligning oplyser Evida, at der for eksempel i 2023 kun blev tilkoblet 47 nye gaskunder til gassystemet.

Med »Klimaaftale om grøn strøm og varme fra 2022« blev der sat en politisk ambition om, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr, og at produktionen af grøn gas senest i 2030 skal overstige forbruget af ledningsgas. Det fremgår ligeledes af aftalen, at regeringen senest i 2026 vil skulle fremlægge mulige initiativer samt den finansiering, der skal til for at indfri ambitionerne.

I den forbindelse er det vigtigt for regeringen, at der foreligger et veloplyst og velunderbygget beslutningsgrundlag, som blandt andet belyser omkostninger for husholdninger, virksomheder og samfundet som helhed.

I den forbindelse skal vi også forholde os til, at gassen herhjemme i stigende omfang er grøn, og at det set med klimabriller ikke er så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas. Med Klimastatus og -fremskrivning 2024 (KF24) skønnes det med usikkerhed, at det danske gasforbrug opgørelsesmæssigt forventes at være 100 procent grønt fra 2029. Yderligere udfasning af gasfyr vil ifølge opgørelsen ikke have en CO₂-effekt i Danmark, når produktionen af biogas overstiger forbruget af ledningsgas.

I forhold til Evidas indsats og rammer for at nedlukke dele af gasdistributionsnettet, som I også kommer ind på i jeres henvendelse, blev det med »Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022« besluttet at pålægge Evida at lave en kortlægning af områder, hvor det vurderes hensigtsmæssigt at lukke for delområder i gasdistributionssystemet blandt andet under hensyntagen til gasforbrugende virksomheder. Den første kortlægning blev offentliggjort i oktober 2023, og en opdateret kortlægning er offentliggjort i november 2024. Kortlægningen viser, at størstedelen af gasdistributionssystemet forventes at være økonomisk rentabelt frem mod 2050. Der arbejdes samtidig i henhold til den politiske aftale på mulige modeller for en planlagt nedlukning af dele af gasdistributionssystemet. Det forudsætter en lovhjemmel, som skal være i overensstemmelse med både national og EU-lovgivning.

Afslutningsvis vil jeg opfordre jer til at fortsætte planlægningsarbejdet i kommunerne, så borgerne kan få klarhed om deres fremtidige varmeforsyningsmuligheder. I den forbindelse er det vigtigste for mig, at varmeforsyningen skal være grøn, uanset hvor den kommer fra. Dernæst at forbrugerne har indflydelse på valg af varmeløsning og dermed kan være med til at vælge den grønne varmeløsning, som økonomisk, og på anden vis, er optimal. Det gælder også for gasforbruget – i det omfang, der overhovedet skal være et gasforbrug.

Med venlig hilsen
Lars Aagaard

Kilde: Dragør Nyt

Der må vælges

Lars Aagaard skriver, at det "set med klimabriller ikke er så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas," men sådan ser borgmestrene ikke på det.

”Udfasningen af gas og etableringen af fjernvarme i stedet er en meget stor investering, og det vil ikke være rentabelt i samme område at opretholde både et gasnet og et fjernvarmenet. Der må vælges. Det er ikke ligegyldigt, om varmen kommer fra gas (selvom den måske er grøn) eller fjernvarme (som med sikkerhed er grøn),” skriver borgmestrene, der før jul opfordrede regeringen til at fastsætte en konkret dato for udfasning af gas til boligopvarmning.

Fik du læst?

Borgmestre i brev: "Udfasningen af gas er ved at gå i stå"

Borgmestrene fremhæver i det nye brev klimaaftalen fra 2022, hvor ambitionen lød, at ingen boliger fra 2035 skal opvarmes af gasfyr.

Lars Aagaards andet budskab om, at ”størstedelen af gasdistributionssystemet forventes at være økonomisk rentabelt frem mod 2050” har ifølge borgmestrene allerede skabt stor usikkerhed hos borgerne.

”I flere potentielle nye fjernvarmeområder er det bl.a. af denne grund ikke lykkedes at opnå tilstrækkeligt høje tilslutningsprocenter, fordi borgerne naturligt nok ikke ønsker at investere i nyt fjernvarmeanlæg, hvis de i stedet kan beholde deres gasfyr - mindst frem til 2050!,” skriver de 13 borgmestre.

Blandt underskriverne er Dragør-borgmester Kenneth Gøtterup (K), der står i spidsen for en naturgasdomineret kommune uden fjernvarme, og Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), som er formand for Dansk Fjernvarme.

Fakta

Afsenderne af brevet til ministeren og Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget

  • Kenneth Gøtterup (K) borgmester, Dragør Kommune

  • Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester, Esbjerg Kommune

  • Frank Schmidt-Hansen (K), borgmester, Vejen Kommune

  • Allan S. Andersen (S), borgmester, Tårnby Kommune

  • Peter Rahbæk Juel (S), borgmester, Odense Kommune

  • Mette Landtved-Holm (V), borgmester, Nordfyns Kommune

  • Ole Vind (V), borgmester, Hedensted Kommune

  • Henning Urban Dam Nielsen (S), borgmester, Stevns Kommune

  • Bent Hansen (V), borgmester, Gribskov Kommune

  • Mads Sørensen (V), borgmester, Varde Kommune

  • Marie Stærke (S), borgmester, Køge Kommune

  • Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

  • Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved Kommune

KL-mediet Danske Kommuner har talt med flere energiordførere fra oppositionen, der er utilfredse med ministerens uklare gasbudskab.

"Jeg mener sådan set, at ministeren bevæger sig på tynd is i forhold til de aftaler, vi har indgået, og jeg har forståelse for, at der er utilfredshed i kommunerne," siger Søren Egge Rasmussen (EL) til Danske Kommuner.

Nyt medie på vej

Flere historier om forsyning og klima

NB-Medier lancerer efter påske et nyt medie om forsynings- og klimaområdet. Vi vil bl.a. dække konkurrenceudsættelsen af affaldsområdet, udrulningen af fjernvarme, skybrudsprojekter, kommunernes arbejde med energiparker - og belyse konsekvenserne af regulering og lovændringer, som påvirker handlerummet for forsyningsselskaber og kommuner.

Er du interesseret i at læse med gratis i de første fire uger, når vi går i luften med NB-Forsyning & Klima, kan du sende en mail til redaktør Jakob Nørmark på [email protected].

Sidst opdateret: 13/01/2026 - 15:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]