To udvalgsformænd fra kommuner, som miljøministeren melder til Ankestyrelsen, svarer tilbage.

To udvalgsformænd fra kommuner, som miljøministeren melder til Ankestyrelsen, svarer tilbage. - Foto: Befunky: Magnus Heunicke (S): Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix. Tommy Rachlitz Nielsen (K): Fredericia Kommune

Udvalgsformand om miljøministeren: Han opfører sig utilstedeligt

Magnus Heunicke (S) har meldt 25 kommuner til Ankestyrelsen for at overskride tidsfristen for beskyttelsen af drikkevand mod sprøjtemidler i såkaldte boringsnære beskyttelsesområder. Det møder kritik.

Udgivet: 01/04/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

I en pressemeddelelse tordner miljøministeren mod de 25 kommuner, der har beskyttet 0-19 % af boringsnære beskyttelsesområder mod brug af sprøjtemidler.

"Der er nul gode argumenter for at gamble med vores drikkevand, og jeg er forundret over, at 25 kommuner har ignoreret miljølovgivningen på bekostning af vores drikkevand. Det er dybt kritisabelt og må ikke gå uset hen," siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

Kommunerne har været forpligtede til at indgå frivillige aftaler med lodsejerne inden årsskiftet og herefter udstede påbud eller forbud mod erhvervsmæssig anvendelse af sprøjtemidler i de boringsnære beskyttelsesområder senest den 1. marts 2025, hvis frivillige aftaler ikke var mulige.

Utilstedelig opførsel

Fredericia Kommune er én af de 11 kommuner, der har beskyttet 0 % af områderne. Men det er ikke hele billedet, mener Klima-, Energi- og Miljøudvalgsformand i Fredericia Kommune, Tommy Rachlitz Nielsen (K), og kritikken falder ham for brystet.

"Jeg synes simpelthen, at miljøministeren opfører sig utilstedeligt i den her sag," siger han til NB-Kommune.

I kommunen er de nemlig næsten i mål med opgaven, og alt ligger klar til godkendelse i byrådet, når juraen er på plads, men en stram tidsplan og nye retningslinjer, der trådte i kraft i juli 2024, har gjort det besværligt, forklarer udvalgsformanden, der godt vidste fra start, at det ville blive svært at nå.

"Det er jo ikke fordi, Christiansborg er verdens hurtigste maskineri. Så jeg havde faktisk forventet, at der var en vis forståelse for, at de har vedtaget en kort tidsramme, som vi alle sammen har kæmpet for at overholde," siger Tommy Rachlitz Nielsen og fortsætter:

"Vi har alle områderne udpeget. Vi har bare ikke indberettet dem endnu, fordi vi vil have juraen på plads. Vi vil være sikre på, at vores lodsejere også kan få udbetalt den her erstatning på den rigtige måde."

Ministerens retorik gør udvalgsformanden både skuffet og ked af det på vegne af forvaltningen, og får ham også til at overveje, om kommunen bør skride til handling over for ministeren.

"Det er ikke i orden over for vores medarbejdere, som virkelig har knoklet røven ud af bukserne for at komme i mål med det her. Vi er alle sammen lidt paf over ministerens reaktion. Jeg kunne godt tænke mig, at der bliver slået tilbage her. Det kan godt ske, at jeg vil række ud til de andre kommuner og spørge, om de vil være med til at give ministeren svar på tiltale," afslutter Tommy Rachlitz Neilsen.

Forsinket og langt til mål

Ringsted er også en af de kommuner, der er genstand for ministerens kritik. De står ligeledes til at have beskyttet 0 %, men også her er der brug for nuancering, mener formand for Klima- og Miljøudvalget, Britta Nielsen (SF).

"Det er faktisk ikke helt rigtigt, fordi vi har lavet fire frivillige aftaler, men det er jo ikke ret mange i forhold til, at det er nogle og 40, der skal laves," siger hun til NB-Kommune.

Ifølge Britta Nielsen har det været nødvendigt at lave genberegninger af nogle af de områder, der skal eksproprieres for at holde dem fri for sprøjtemidler, og det har forsinket processen.

"Miljøstyrelsen har været med til, at vi ikke har kunnet komme i mål med noget af det, fordi de her genberegninger har været så længe undervejs. Vi har først fået dem her i januar og derfor er man bagud," siger hun og fortsætter:

"Jeg synes jo godt, at han lige kunne trække vejret et øjeblik og så lige høre, hvad der sker ude i kommunerne. Og så ville man have fået en forklaring. Det er i hvert fald ikke modvilje fra vores side."

Sidst opdateret: 08/04/2025 - 07:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]