Nye tal: Så meget landvind og solceller er tilføjet i din kommune siden 2022

Der er meget lang vej til en firdobling af sol og vind på land i 2030. Se, hvilke kommuner der i denne valgperiode har tilføjet flest solcelleanlæg og landvindmøller.

Udgivet: 29/04/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Green Power Denmark har i denne uge offentliggjort det årlige Energibarometer. Det viser, at Danmark ved udgangen af 2024 kun er nået syv procent af vejen frem mod 2030-målet om en firdobling af den grønne strømproduktion fra sol og vind på land i forhold til 2021.

I 2024 blev der, når man ser bort fra testcentret i Østerild i Thisted Kommune, installeret 12 vindmøller - 11 i Jammerbugt Kommune og den lokalt ejede Vestas-mølle på Thyborøn Havn, der i torsdags indbragte Lemvig Kommune KL's klimapris.

Udbygningen af landvindmøller i 2024 svarer til en stigning i samlet kapacitet på kun 1 procent. For solceller er der tale om en stigning på 16 procent, men forøgelsen er ikke lige så stor som i 2022, der var et rekordår.

NB-Forsyning & Klima har trukket data fra Energistyrelsen over solcelleanlæg og landvindmøller for at kunne illustrere, i hvilke kommuner der er tilføjet mest kapacitet til VE på land siden udgangen af 2021 - året hvor strømproduktionen bruges som baseline i målsætningen om en firdobling i 2030.

Den største forøgelse er i Aabenraa Kommune, der har lagt jord til seks store solcelleparker siden begyndelsen af denne valgperiode.

Viborg, Ringkøbing-Skjern, Faxe og Odense Kommune hører også til i top 5 over kommuner med størst forøgelse (i MW) de seneste tre år.

For landvindmøller har udbygningen de seneste tre år været afgrænset til nordlige og vestlige dele af Jylland.

Direktøren for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark, der repræsenterer energivirksomhederne, er ærgerlig over, at Danmark er langt fra at opfylde de politiske ambitioner om at firedoble solceller og vindmøller på land

"Vi betragter os selv som et vindmølleland, og vi har ambitioner om at hele vores elforbrug skal være dækket af solceller og vindmøller inden 2030. Men udviklingen er reelt gået i stå," siger Camilla Holbech.

Hun angiver naboklager, langsommelige miljøtilladelser og et forsinket elnet som de vigtigste grunde til den træge udvikling. For solcellerne spiller det ind, at de kommercielle udsigter ikke er lige så gunstige som tidligere.

"Omkostningerne til at få tilsluttet et solcelleanlæg til elnettet er steget betragteligt på få år. Det er en af grundene til, at udviklerne holder sig tilbage med at investere i nye anlæg," siger Camilla Holbech.

Se herunder, hvor meget sol og landvind der i alt er etableret i landets kommuner.

Vær opmærksom på, at NB-Forsyning & Klima har i kortene ikke taget højde for, at solcellernes kapacitet ikke resulterer i en lige så høj produktion som vindmøller. Og derfor kan kapacitetstallene fra vindmøller og solceller ikke sammenlignes.

Sidst opdateret: 29/04/2025 - 12:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]