
Affaldsområdet er det eneste i klimafremskrivningen, hvor CO2-udledningen ikke ventes at falde frem mod 2030, når der sammenlignes med 2023. CO2-fangst kan dog ændre billedet, men inden udbud om statsstøtte er afgjort, vides det ikke, i hvilket omfang teknologien skal bruges på forbrændingsanlæggene. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Her stiger CO2-udledningen: Import holder forbrændingsanlæg kørende nogle år endnu
Regeringen anerkender, at forbrændingsanlæggene vil være rentable i længere tid og importere større mængder affald, men importen drosles ned om tre år, vurderes det i ny klimafremskrivning.
Udgivet: 08/05/2025
Der kommer til at gå længere tid end hidtil ventet, før de kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg tvinges til at lukke. Det fremgår af Klimastatus og -fremskrivning 2025, der blev offentliggjort tidligere på ugen.
Forbrænding af affald skønnes i højere grad at være rentabelt, end man antog for et år siden. I forhold til 2024-udgaven af klimafremskrivningen vurderes CO2-udledningen fra affaldsforbrændingsanlæg at være højere i både 2025 og 2035. Forskellen på de to fremskrivninger er størst de kommende tre år, hvorefter den planlagte reduktion i forbrændingskapacitet ventes at tage fart og nærme sig de tidligere antagelser.
På den korte bane forbedres rentabiliteten af faktorer som kvotepriser, den miljøgodkendte kapacitet og nye regler for beregning af affaldsvarmeprisloft. De tekniske justeringer i regnemodellen fører til, at det de kommende år bliver mere rentabelt for de kommunalt ejede affaldsforbrændinger at importere affald.
I fremskrivningen er der tale om en øget import af affald i perioden 2024-2028 - og dermed højere CO2-udledninger fra affald, der er den eneste sektor med stigende CO2-udledninger. Omkring 2028 forventes importen af affald at falde. Og fra 2028 til 2035 skønnes forbrændingskapaciteten derfor cirka at være på niveau med de danske affaldsmængder.
Selskabsgørelsen af affaldsforbrændingerne, som skulle træde i kraft 1. januar 2025 med konkurrenceudsættelse i disse måneder, gør det dog svært at forudsige udviklingen, understreges det i kapitlet om affaldsforbrænding:
"Fremskrivningen af sektorens udledninger er behæftet med betydelig usikkerhed bl.a. som følge af sektorens nye rammebetingelser."
Konkurrenceudsættelsen forventes stadig at medføre, at en del af den danske affaldsforbrændingskapacitet ikke længere vil være konkurrencedygtig - med Norfors, der ejes af fem nordsjællandske kommuner, som et af de mest udfordrede selskaber.
Usikkerhed om CO2-fangst
Affaldsområdet er det eneste i klimafremskrivningen, hvor CO2-udledningen ikke ventes at falde frem mod 2030, når der sammenlignes med 2023. Det skal dog med i billedet, at CO2-fangst kan føre til betydelige udledninger på forbrændingsanlæggene.
Eftersom klimafremskrivningen kun medtager indgåede politiske aftaler (frozen policy-princippet), og det endnu er uvist, hvilke virksomheder der gennem det store CCS-udbud vil få statsstøtte til at etablere CO2-fangstanlæg, er den potentielle CO2-reduktion på landets affaldsforbrændingsanlæg fra og med 2029 ikke en del af fremskrivningen.
En lang række affaldsforbrændingsanlæg er blandt de 16 ansøgere til puljen på 28,7 milliarder kroner, der fordeles i 2026.
Sidst opdateret: 08/05/2025 - 12:37













































