Ulrik Ørts, finansdirektør i Aarhus Vand, ønsker en simplere regulering af vandsektoren.

Ulrik Ørts, finansdirektør i Aarhus Vand, ønsker en simplere regulering af vandsektoren. - Foto: Aarhus Vand.

Optakt

Aarhus Vand om regulering: Tredjepartsvurdering har ingen værdiskabelse

Mindre bureaukrati og mere tillid til vandselskabernes egen vurdering af nødvendige investeringer er noget af det, som Aarhus Vands finansdirektør vil holde øje med i det kommende eftersyn af sektorens regulering.

Udgivet: 24/06/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Reguleringen af vandselskaberne står over for et eftersyn, og i løbet af denne uge kommer Vandreguleringsudvalget, der er nedsat af regeringen, med en række anbefalinger. Det er noget, som Aarhus Vand ser frem til, da der er elementer i den nuværende lovgivning, som ikke fungerer i praksis.

"Vi har behov for, at den økonomiske regulering, som vi er underlagt, bliver forsimplet. Forstået på den måde, at der bliver en mere simpel og generisk økonomisk rammemodel, så vi bedre kan fremskrive den ud i fremtiden," siger Ulrik Ørts, finansdirektør i Aarhus Vand.

"Vi laver mange infrastrukturinvesteringer, som har en levetid op til 75 år, så vi er nødt til at kunne fremskrive, hvordan vores økonomi ser ud på langt sigt. Så vi har en sikring for, at de investeringer, vi foretager, er mulige at finansiere over taksterne over tid," tilføjer han.

Det kræver ifølge finansdirektøren, at reguleringen bliver forsimplet, men også at vandselskabet får mere ansvar og råderum til at kunne prioritere de rigtige investeringer lokalt.

"Vi kigger ind i en investering af et nyt renseanlæg, som vi skal foretage, fordi vores nuværende renseanlægskapacitet er udtjent. Grundet mange forskellige forhold vil den nye kapacitet blive betydelig dyrere, end den vi har i forvejen. Det vil kræve, at vi får en betydelig udvidelse af vores indtægtsramme," siger Ulrik Ørts.

Fik du læst?

Eftersyn af regulering i vandsektor: Selskaber mangler tillid og rum til risiko

Opgør med tredjepartsvurdering

Vandselskaberne får hvert år en indtægtsramme, ligesom de bliver underlagt et generelt effektiviseringskrav samt et individuelt effektiviseringskrav for de store vandselskaber.

Skal vandselskaberne i dag foretage investeringer, der går udover indtægtsrammen, er det muligt at søge om tillæg til projektet. Det kan dog først ske, når investeringerne er foretaget - og dermed løber man som vandselskab en risiko, siger Ulrik Ørts.

"Vi ved først bagefter, om vi rent faktisk kan få lov til at finansiere det som et tillæg til den økonomiske ramme. Det synes jeg er en uhensigtsmæssig opgave- og ansvarsfordeling," uddyber han.

Selvom Aarhus Vand ikke har mødt udfordringer med at få tillæg til dets investeringer, mener finansdirektøren, at denne form for tredjepartsvurdering mangler formål.

"Der er ikke meget værdiskabelse i den administrative tid, som vi bruger på at opfylde ansøgningskrav og dokumentationskrav. Det har været et ekstra tillæg, i forhold til at vi har udført en nødvendig investering," siger Ulrik Ørts.

Det individuelle effektiviseringskrav for de større vandselskaber bliver fastsat ud fra benchmarking og kan være op til to procent af selskabets økonomiske ramme. Skal en sådan model fortsætte med at være en del af reguleringen, mener Ulrik Ørts, at den skal kunne give redskaber til, hvordan vandselskaberne kan agere.

"Det er ikke operationelt for os at anvende modellens resultater til at blive mere effektiv. Det er ikke et anvendeligt styringsredskab eller model. Vi har derfor også rejst kritik af, om den egentlig opfylder det formål, som den er der for," siger finansdirektøren.

Aarhus Vand ønsker grundlæggende, at der med et eftersyn af vandsektoren bliver ændret på regulators rolle, så den bliver afgrænset til mekanisk at fastsætte økonomiske rammer ud fra en objektiv og generel metode.

Delrapporten i denne uge skal give konkrete faglige anbefalinger til regeringen om den fremadrettede økonomiske regulering af vandsektoren.

Vandreguleringsudvalget blev nedsat af regeringen - Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre - i maj 2024 og er sammensat for at give vandsektoren et eftersyn.

Sidst opdateret: 26/06/2025 - 15:17

Temaer: Vand

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]