
NB-Forsyning & Klima har samlet de lokale virksomheders bedømmelse af kommunernes indsats for at bidrage til klimavenlig drift, bæredygtig transport og prioritering af grønne indkøb.
Sådan præsterer kommunerne på grønne parametre ifølge virksomhederne
Lemvig Kommune får den bedste bedømmelse på tværs af tre grønne kategorier i DI's årlige undersøgelse om erhvervsvenlige kommuner.
Udgivet: 09/09/2025
DI udråbte i sidste uge landets mest og mindst erhvervsvenlige kommuner. Hovedtallene, som sikrede Vejen Kommune duksepladsen, er baseret på statistiske indikatorer og spørgeskemasvar fra lokale virksomheder. NB-Forsyning & Klima har kastet et grundigere blik på de underliggende parametre på det grønne områder.
Erhvervsorganisationen bag den årlige undersøgelse har blandt andet spurgt virksomhederne til deres vurdering af kommunens indsats for at bidrage til klimavenlig drift, bæredygtig transport og prioritering af grønne indkøb. På tværs af disse tre kategorier gives Lemvig Kommune den bedste bedømmelse, tæt forfulgt af Ikast-Brande, Vejen, Sønderborg og Næstved, der alle har fået en gennemsnitsscore over 3,5.
I den modsatte ende af skalaen finder man seks kommuner øst for Storebælt, der som de eneste bedømmes under middelværdien 3 på de tre udvalgte parametre - Vordingborg, Hillerød, Ringsted, Odsherred, Allerød og Bornholm.
At drive virksomheder mere klimavenligt
For virksomheder kan det være et konkurrenceparametre at få adgang til grøn energi, og DI har derfor fokus på kommunale "indsatser, der sikrer, at du kan drive din virksomhed mere klimavenligt", som det lyder i et af spørgsmålene.
DI oplyser til spørgeskemaet, at formuleringen dækker over kommuners "initiativer, der bidrager til bæredygtig omstilling i virksomhederne (fx information om støtte til energioptimering og muligheder for at udnytte vedvarende energi)".
Med en bedømmelse på 3,86 på skalaen, der går fra 1 til 5, er Lemvig helt i top, og der er et stort spring ned til Ringsted, som af de lokale virksomheder modtager en karakter på 2,74. Det er værd at bemærke, at København - der stræber efter at være klimafrontløber - med en under middel-bedømmelse på 2,88 også ligger i bunden.
På den bæredygtige transport får Solrød (3,64), Næstved, Albertslund og Fredericia kommuner størst ros for deres fokus, mens Bornholm (2,80), hvor store dele af erhvervslivet er afhængige af dieselbaseret færgefart, indtager sidstepladsen.
Grønne indkøb
Det er generelt i Jylland, at virksomhederne er mest tilfredse med kommunernes prioritering af grønne og bæredygtige indkøb, som er med til at skabe "efterspørgsel på bæredygtige og grønne ydelser, varer og services," som det lyder i DI's introduktion.
Sønderborg og Ikast-Brande deler førstepladsen med en gennemsnitsscore på 3,66. Odsherred og Frederikssund klarer sig dårligst ifølge de lokale virksomheder med bedømmelser under 2,90.
Prioritering af grønne indkøb er et parameter, som i modsætning til de to førstnævnte, der hører til kategorien "infrastruktur og energi", bruges til overordnet at vurdere "kommunal administration".
På kortet nederst kan man få et overblik, hvordan de 91 kommuner i undersøgelsen bedømmes i de fire hovedkategorier, hvor rangeringen er baseret på en blanding af statistiske indikatorer og svar fra spørgeskemaet.
I kategorien "infrastruktur og energi" indgår blandt energimærkningen af kommunale bygninger, andelen af erhvervsbygninger på fjernvarme og andelen af VE i det lokale energiforbrug samt indikatorer om køreplaner og bredbåndsdækning. Med denne vægtning af kriterierne klarer storbykommunerne sig generelt bedst - med Esbjerg i spidsen foran Ballerup, Albertslund og København.
Man kan læse mere om parametrene og vægtningen i DI's metoderapport.
Sidst opdateret: 09/09/2025 - 12:42











































