
Københavns globale klimaaftryk skal halveres med ny klimastrategi. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Klimastrategi med udvandet handleplan skal gøre København klimapositiv
Københavns Kommune præsenterede torsdag en ny klimastrategi, der skal løfte målet om at blive den første klimapositive hovedstad. Klimaindsatser målrettet københavnernes købe- og kostvaner er udeladt.
Udgivet: 23/09/2025
Et politisk flertal vedtog torsdag en ny klimastrategi for de næste ti år for Københavns Kommune, som gennem en række målsætninger skal mindske byens globale klimaaftryk.
Klimastrategien for 2035 skal medvirke til, at København som geografisk område skal være klimapositiv; at kommunen vil optage mere CO2, end den udleder ved hjælp af CO2-fangst. I så fald vil København være den første CO2-neutrale hovedstad. Strategien erstatter den tidligere strategi fra 2015.
Københavns overborgmester Lars Weiss (S) kalder aftalens mål for "ambitiøst" og "noget, som vil vække opsigt både hjemme og i udlandet" i en pressemeddelelse. Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at politikerne i fællesskab har vedtaget en ny strategi.
"Nu skal vi som politikere føre ambitionerne ud i livet. Jeg er stolt over, at vi som en af de første byer ikke kun kigger til kommunegrænsen, men arbejder for at reducere Københavns globale klimaaftryk og for at skabe en klimapositiv hovedstad. Men en strategi er ikke nok. Der skal klimahandling til hvert eneste år, hvis vi skal nå i mål," siger hun.
I hovedtræk er strategiens målsætninger - foruden målet om negative nettoudledninger - at Københavns globale klimaaftryk skal halveres. Det skal ske ved, at de forbrugsbaserede udledninger reduceres med 50 procent. Det samme skal Københavns Kommunes globale klimaaftryk fra egne indkøb.
Ni stemmer for - én imod
Tilblivelsen har ikke været uden udfordringer, og modstanden har betydet, at dele af klimastrategien, der var målrettet københavnernes forbrug, er blevet fjernet.
"Jeg oplevede, at nogle partier havde det svært med nogle af de initiativer, der stod i handleplanen. Og så er min vurdering, at det er bedre at sikre et bredt flertal, der ønsker at holde fast i de ambitiøse mål," sagde Line Barfod tilbage i maj til Dagbladet Information, der har dækket sagen.
Som første led i strategien er der udarbejdet en klimahandleplan for 2026-2028, men den indeholder fem færre kapitler end det udkast, som blev sendt i offentlig høring i maj. Kapitler om mobilitet, fødevarer, forbrugsprodukter, rejser og oplevelser samt tværgående og understøttende greb. Det var ni stemmer mod én, da kapitlerne blev vedtaget sløjfet ved et ændringsforslag. Kun Alternativet stemte imod.
"For Alternativet er de fem kapitler, der nu desværre er fjernet fra Klimahandleplanen, væsentlige, fordi de gav et ophæng for mange borgerrettede tiltag, og en stor del af den fællesskabs-orienterede indsats, som forvaltningen har anbefalet. Det svækker i vores bedømmelse rammesætningen for den borgerorienterede indsats, der bygger på frivillige fællesskaber," skriver partiet i en protokolbemærkning til Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i april.
Line Barfod har understreget, at dele af de konkrete tiltag i kapitlerne allerede er projekter, som Københavns Kommune er i gang med. Det er blandt andet at omdanne vejareal til cykelstier, budkørsel og fortove samt samarbejder på grønnere madordninger hos arbejdspladser, der efterspørger det.
Klimavenligt mad i privat regi
Særligt kapitlet 'fødevarer' mødte kritik fra blandt andet Konservative, som ikke vil blande sig i, "hvordan københavnerne indrette deres tilværelse eller spisevaner". Venstre mener ligeledes, at tiltagene "gik for langt ift. kommunens rolle samt respekten for københavnernes privatliv".
I udkastet til handleplanen for 2026-2028 var der lagt op til forskellige tiltag, som for eksempel involverede restauranter og detailhandlen, der skulle engageres i at mindske madspild og fremme reparationer af produkt. Blandt andet ville kommunen inspirere madudbydere på stadepladser, som den administrerer, til sunde måltider og gennemføre kampagner og oplysningsaktiviteter til at spise mere klimavenligt. Særligt de to initiativer mødte ikke opbakning hos Konservative.
"Vi siger klart nej til kommunal indblanding i københavnernes madvalg. Kommunen skal ikke blande sig i, hvad private skal og må servere rundt om i byen. Vi er derfor ikke med på et kommunalt krav om obligatoriske grønne madvalg ved stadepladser rundt i byen - hvem vil vælge kildevand og æbler til julemarked i stedet for gløgg og æbleskiver?" skriver Konservative, der også er imod de undervisningstiltag, der hørte ind under kapitlet om 'tværgående og understøttende greb':
"Vi ønsker heller ikke, at kommunen skal begynde at undervise i 'klimaretfærdighed' og begynde at udskamme mennesker, der ikke handler efter bestemte kommunalt besluttede overbevisninger," skriver De Konservative.
Københavns Kommune har nedfældet to delmål på fødevareområdet i klimastrategien, der lyder på, at madspild fra husholdninger, institutioner og erhverv skal reduceres markant, mens forbrug af kød og mejeriprodukter skal falde markant frem mod 2035. Men uden kapitlerne i handleplanen anvises der i første omgang ingen konkrete midler til, hvordan målet skal nås.
Københavnere vil gerne ændre vaner
Selvom de konkrete initiativer ikke længere er en del af klimahandleplanen for de kommende tre år, er københavnernes vaner stadig en del af klimastrategien for de næste ti år. Undersøgelser viser ifølge strategien, at københavnerne er klar på at ændre både købe- og kostvaner.
19 procent af den samlede klimabelastning kommer fra mad og drikke, hvor oksekød og mejeriprodukter trækker udledningerne op. Men københavnerne vil ud fra både et klimaperspektiv og sundhedsperspektiv gerne ændre kostvaner. Det samme gør sig gældende, når det kommer til københavnernes tøjforbrug. Strategien henviser til undersøgelser fra affalds- og klimaområdet, som finder, at "over 80 procent af københavnerne i høj grad eller i meget høj grad vil vælge holdbare produkter, der lettere kan repareres".
Viljen til at handle på klimaet er også afspejlet i en undersøgelse fra Asfaltindustrien, der er foretaget i foråret. Den viser, at borgerne i Københavns Kommune prioritere klimaindsatser højere end ni andre kommuner.
Er du interesseret i at dykke ned i Københavns Kommunes strategier, kan du finde dem her: Klimahandleplan for 2026-2028 og Klimastrategi 2035.
Sidst opdateret: 23/09/2025 - 12:45












































