Stephanie Lose glædede sig på Dansk Fjernvarmes landsmøde  over, at prisloftet på overskudsvarme blev fjernet tidligere på året trods modstand i centraladministrationen, inden hun til sidst nåede hen til det følsomme spørgsmål om udfasningen af gasfyr.

Stephanie Lose glædede sig på Dansk Fjernvarmes landsmøde over, at prisloftet på overskudsvarme blev fjernet tidligere på året trods modstand i centraladministrationen, inden hun til sidst nåede hen til det følsomme spørgsmål om udfasningen af gasfyr. - Foto: Jesper Voldgaard/Dansk Fjernvarme

Fjernvarme

Lose slog tre ting fast om fjernvarme og gas - inden hun nåede til Venstres "men"

Vi SKAL udrulle mere fjernvarme og have færre gasfyr, sagde Stephanie Lose på Dansk Fjernvarmes landsmøde, hvor hun satte nye ord på Venstres linje i varme- og gaspolitikken.

Udgivet: 30/10/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

De fleste af de over 2.000 tilhørere i salen ved Dansk Fjernvarmes landsmøde ventede formentlig på, at Stephanie Lose nåede frem til det budskab, som hendes makker i toppen af Venstre-hierarkiet, Troels Lund Poulsen, chokerede branchen med i foråret.

Elefanten i rummet - ambitionen om at udfase gasfyr i 2035 - nåede hun frem til sidst i sin tale torsdag formiddag.

"Lad mig adressere noget, som jeg er helt sikker på, er i nogen af jeres tanker," sagde økonomiministeren.

"Hvad er det nu, Venstre har sagt med den grønne gas? Lad mig bare slå helt fast", sagde Lose og satte tempoet i diktionen ned:

"Ét: Vi skal udrulle mere fjernvarme. To: Vores gas skal være grøn, vi skal nå det grønne gaskryds. Tre: Der skal være færre - langt færre - husstande, som skal opvarmes af gas".

Man fornemmede, at der manglede et "men" - og det kom naturligvis.

"Men vi skal også være realistiske. Næsten fire ud af ti husstande ligger i områder, hvor der ikke er planlagt for eller udsigt til fjernvarme, og hvor man i stedet må understøtte overgangen til grønne alternativer på anden vis - det handler især om varmepumper. Men i nogle om områder og geografier – for eksempel hvor ejendomsværdierne er lave – vil en mulighed for den grønne gas, der alligevel kommer til at være i rørene, samlet set give mest mening. Der siger vi bare, at vi må være fleksible og ikke stædigt holde fast i, at der ikke må opdrives et eneste gasfyr i 2035."

Hun undlod at sætte tal på, hvor mange gasfyr regeringen vil acceptere, men prøvede at efterlade salen med et indtryk af, at regeringen fortsat vil prioritere udrulningen af den pt. trængte fjernvarme.

"Lige nu er der 270.000 danske husstande, der opvarmes med gas. Syv ud af ti ligger enten i godkendte fjernvarmeområder eller i områder med en varmeplan for fjernvarme. Det gode arbejde skal selvfølgelig fortsætte," sagde Stephanie Lose og lovede at arbejde for at sikre de tilstedeværende bedre rammer," sagde Stephanie Lose og tilføjede:

"Det er jeres fortjeneste, at arbejdet fortsætter. Så skal vi selvfølgelig tage hånd om de områder, hvor fjernvarmen ikke er det oplagte valg. Til gengæld hviler det på os, på Christiansborg, at fastsætte nogle langsigtede rammevilkår for kommuner, forsyningsselskaber og virksomheder, så man ved, hvad man kan regne med."

Hun understregede, at nedlæggelsen af gasfyr på sigt skal gøre det muligt at dække det danske gasforbrug "med danskproduceret grøn gas og blive nettoeksportør og dermed hjælpe andre lande med at blive uafhængige".

Begejstring for prisloftets fald

Talen blev indledt på den mest positive melodi, Venstre-næstformanden havde i bagagen - nemlig Folketingets fjernelse af prisloftet på overskudsvarme i starten af året, der betyder, at "overskudsvarmeprojekterne nu pibler frem derude," som ministeren sagde.

"Det er, skulle man tro, rent win-win. Men rigtig mange steder i landet strandede overskudsvarmen på bureaukrati og beregninger – og frygt i centraladministrationen for jeres evne til at træffe beslutninger på vegne af forbrugerne."

Stephanie Lose kunne berette om stor glæde på Venstres interne gruppemøde, da prisloftet faldt - med MF'ere, som sagde, at de blev politisk engagerede for flere årtier siden på grund af sager som denne, mens en unavngiven eks-minister luftede sin frustrationer over at være "løbet panden mod embedsværket".

”Det er i vores alles interesse, at fjernvarmeselskaberne ikke holder sig tilbage fra at investere i overskudsvarmeprojekter – ikke mindst i en tid, hvor der er brug for at tænke innovativt, når vi skal sikre infrastrukturen. Jeg er glad for, at vi lykkedes med det – og tusind tak for jeres indsats,” sagde Stephanie Lose.

Undervejs forsikrede hun om, at hun er opmærksom på fjernvarmesektorens ønske om at få forlænget den maksimale løbetid på lån til fjernvarmerør og ventiler fra 30 til 45 år, så varigheden følger den forlængede afskrvningsperiode.

"Jeg står ikke i dag her og lover noget. Men jeg vil gerne sige, at jeg er helt opmærksom på, at vi har brug for at undersøge, hvad vi kan gøre, og fordelene og ulemperne ved det," sagde økonomiministeren fra Esbjerg, hvor Dansk Fjernvarmes formand, hendes partifælle Jesper Frost Rasmussen, er borgmester.

Da hun havde forladt podiet og afmonteret sin mikrofon gav Jesper Frost Rasmussen hende en krammer. Og en halv time efter leverede han sin analyse af Loses ord - og ikke mindst sin vægtede, men direkte vurdering af den politik, som skaber en stor barriere for kommunerne og medlemmerne af den brancheforening, han står i spidsen for.

Sidst opdateret: 30/10/2025 - 14:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]