Moderaternes miljøordfører Henrik Frandsen erklærede tirsdag, at regeringspartiet ikke længere tror på frivillige aftaler om beskyttelse af drikkevandet ved BNBO'er og derfor vil have et statsligt forbud mod sprøjtning i disse områder.

Moderaternes miljøordfører Henrik Frandsen erklærede tirsdag, at regeringspartiet ikke længere tror på frivillige aftaler om beskyttelse af drikkevandet ved BNBO'er og derfor vil have et statsligt forbud mod sprøjtning i disse områder. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vand

Ud med frivillighed: Moderaterne vil have statsligt forbud mod sprøjtning ved boringer

Regeringsparti vil tage opgør med de frivillige aftaler, som kommunerne har haft ansvaret for, og foreslår et nationalt forbud om sprøjtning ved BNBO'er. "Vi synes, at det går for langsomt, og at der sker for lidt," siger eks-borgmester Henrik Frandsen.

Udgivet: 04/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Moderaterne er utilfredse med tempoet og sanktionsmulighederne i regeringens indsats mod sprøjteforurening ved drikkevandsboringer.

Derfor går midterpartiet nu i rette med regeringens egen politik på området og foreslår et generelt statsligt forbud mod at sprøjte med pesticider i de boringsnære beskyttelsesområder ved drikkevand.

Det fortæller partiets miljøordfører, Henrik Frandsen.

"Vi synes, at det går for langsomt, og at der sker for lidt," siger han.

Gentagne undersøgelser har påvist, at pesticider fra landbrugets sprøjtning siver ned i det grundvand, der senere bores op som drikkevand.

Som svar herpå har regeringen med miljøminister Magnus Heunicke (S) i spidsen indført en regulering, hvor kommunerne har ansvaret for at få stoppet sprøjtning i de områder, der er tæt på boringer efter drikkevand, de såkaldte BNBO'er (boringsnære beskyttelsesområder).

Ordningen indeholder en høj grad af frihed og mangler et hårdt statsligt forbud, mener Moderaterne, der derfor vil toppe miljøministerens tiltag.

"Vi vil have kortsluttet processen, fordi vi ikke kan vente," siger Henrik Frandsen, der som tidligere borgmester i Tønder Kommune har indsigt i kommunernes handlerum.

Han påpeger, at der stadig er omkring 1000 boringer, hvor man ikke er kommet i gang med at forhindre sprøjtningen endnu.

"Det synes vi, er kritisk, når man ser, hvordan det udvikler sig med pesticidrester i drikkevandet," siger Henrik Frandsen.

Frivillige processer er for langsomme

Moderaterne foreslår at lade det statslige forbud træde i kraft i 2027, efter at der er blevet lavet forundersøgelser i 2026. Det foreslåede tiltag vil ifølge Henrik Frandsen konkret betyde, at der er landmænd, der får indskrænket de arealer, hvor de kan bruge sprøjtemidler.

Det kan give et økonomisk tab for den enkelte landmand.

"Hvis det er alvorligt for dem, kan de søge erstatning for det tab, det vil give," lyder det fra Henrik Frandsen.

I er med i en regering, hvor man har besluttet en anden vej. Hvorfor ikke klare det internt med miljøministeren?

"Vi mener, at vi skal gå skridtet videre. De frivillige processer, der kører, kan være langsommelige, og det har vi ikke tid til at vente på," siger Henrik Frandsen.

/ritzau/jn

Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:44

Temaer: Vand

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]