Økonomiminister Stephanie Lose (V) og formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard talte på Delegeretmøde 2025 i Herning sidste uge.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) og formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard talte på Delegeretmøde 2025 i Herning sidste uge. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix; Landbrug & Fødevarer

Grøn trepart

Stephanie Lose lover landbruget afgift på overløb fra spildevand

Landbrug & Fødevarers formand leverer kritik af forløbet omkring grøn trepart på delegeretmøde og fik V-ministers ord for, at afgift på overløb fra spildevand er på vej.

Udgivet: 10/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Tilstanden i vandløb og havmiljø er nedadgående. Indtil nu har der ikke været en for stor usikkerhed om den bagvedliggende årsag, men det vil økonomiminister Stephanie Lose (V) lave om på med bedre målinger - og i kombination med en afgift på urenset spildevand.

Det sagde hun ifølge Effektivt Landbrug ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde onsdag.

"For størstedelen af det indberettede spildevand, der stammer fra overløbsværker, er i dag baseret på simulationer og beregninger frem for reelle målinger. Og det kommer med en ret stor usikkerhed," lød det fra ministeren.

Udtalelserne kan ses som et svar på talen af Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard. Han understregede fra talerstolen, at der i forbindelse med trepartsaftalen blev nævnt, at der skulle komme en afgift på overløb fra spildevand.

"Trods vores mange henvendelser har vi ikke hørt meget til den afgift endnu, men regeringen får ikke fred på den dagsorden, før der er leveret," sagde formanden.

Han understregede derudover, at der i aftalen var et krav om, at udledningen fra spildevand skulle reduceres med, hvad der svarer til 860 ton kvælstof, men at det i stedet endte på 572 ton. Ifølge Søren Søndergaard blev ansvaret for at levere de resterende ton kvælstof lagt over på landbrugets skuldre af miljøminister Magnus Heunicke (S).

Kritik af aftalens punkter

Trepartsaftalens krav om at mindske udledningen af kvælstof fra spildevand er ikke det eneste, som formanden fremhævede i sin tale. Flere af punkterne er ifølge Søren Søndergaard blevet pillet ved efter forhandlingerne.

Det handler blandt andet om, at der var lagt op til, at regeringen ville følge internationale eksperters rådgivning i forhold til rammeaftalen, men endte med at "fastsætte de kvælstofreduktionsmål, der ikke følger EU-besluttede mål". Ligesom trepartsaftalen fastholder et krav om fire procent brak, selvom det ikke længere var et EU krav.

"Det gjorde man til trods for, at kravet gør det langt sværere at nå trepartens mål, fordi det netop er den type arealer, der kunne bidrage langt mere effektivt til klima og miljømål," sagde formanden i sin tale.

En række parametre spænder ifølge formanden ben for, at omlægningen i forbindelse med den grønne trepart kan lykkes. Det handler om, at der skal komme nye virkemidler, laves et opgør med regler samt komme en afklaring på ny regulering.

Hele talen fra Søren Søndergaard er tilgængelig på Landbrug & Fødevarers hjemmeside.

Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:35

Temaer: Vand, Grøn trepart

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]