
Det er i højere grad politikerne på Christiansborg, der skal tage ansvaret for at bidrage til en løsning på klimaudfordringen, mener danskerne i Concitos Klimabarometer. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Klima
Holdningsskift: Stat og virksomheder skal tage større ansvar for klimaudfordringen
Danskerne syn på, hvem der skal rykke på indsatser for at løse klimaudfordringen, er i højere grad flyttet over på virksomheder, stat og EU - end hos den enkelte. Forventninger til kommunerne er tæt på uændret. Det viser en opdatering af Concitos Klimabarometer.
Udgivet: 20/11/2025
Der er de seneste år sket et skifte i danskernes holdning til, hvem der har ansvaret for at bidrage til at håndtere klimaudfordringen.
Flere peger på, at det i højere grad er virksomhederne og staten, der skal ty til handling, end det er befolkningen. Mens holdningen til kommunerne er mere eller mindre status quo.
Det viser den nyeste opdatering af ni af de mest centrale spørgsmål i Concitos Klimabarometer, der er lavet i samarbejdet med ClimAct.
Sammenlignet med 2022 mener 81 procent i 2025 'i høj grad', at det er staten, der skal gøre noget for at bidrage til løsningen af klimaudfordringen. Det er en stigning på ni procentpoint.
Når det kommer til virksomhederne, er der 72 procent, der mener, at virksomhederne 'i høj grad' bærer ansvaret at håndtere udfordringen. Det er en stigning på fire procentpoint sammenlignet med 2022.
Det forflytter en del af danskernes eget ansvar, hvor 88 procent i 2022 mente, at danskerne 'i høj grad' eller 'i nogen grad' skulle tage det på deres kappe og bidrage, mens den andel er faldet til 68 procent i 2025.
Det nære og det fjerne
Når det kommer til, hvad kommunerne skal gøre i forhold til klimaudfordringen. Og hvor stort et ansvar, der lægger på de kommunale skuldre, er holdningen blandt danskerne nærmest uændret.
Der er sket en stigning på ét procentpoint til 87 procent, der mener, at kommunerne 'i høj grad' eller 'i nogen grad' er en aktør, som kan gøre noget for klimaudfordringen.
Kommunerne har de seneste år også gjort mere for at sætte fokus på klimaet med blandt andet klimahandlingsplaner, som alle kommuner har udformet. Ligeledes udgør den grønne trepart en stor kommunalopgave.
Den europæiske politik er også kommet mere ind i danskernes bevidsthed, når det kommer til at kunne træffe beslutninger, som kan være medvirkende til at løse dele af klimaudfordringen.
79 procent mener, at EU 'i høj grad' har et ansvar, mens det tal var 6 procentpoint lavere i 2022 med 64 procent.
Opdateringen af de otte andre spørgsmål i Concitos Klimabarometer, kan du finde her.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem ClimAct og Concito.
Det er opdaterede målinger af ni af Klimabarometerets mest centrale spørgsmål.
Rapporten er bygget på data fra 1506 interviews med danskere over 18 år.
Data er indsamlet i perioden 23. til 31. oktober 2025.
Kilde: Concito
Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:28
Temaer: Klima













































