
Ankenævnet på Energiområdet har truffet de fem første afgørelser i en længere række af sager, hvor der er klaget over Odsherred Varmes prisstigninger og krav om høje udtrædelsesgodtgørelser. En forbruger i et eksisterende fjernvarmeområde tabte sag, mens to borgere i nye fjernvarmeområder fik medhold. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Odsherred-sagen
Uklare kontraktvilkår og store prisstigninger afgjorde klagesag til forbrugers fordel
To forbrugere vinder klagesager mod Odsherred Varme hos Ankenævnet på Energiområdet. Det var ikke nok, at udtrædelsesvilkårene skulle findes på hjemmesiden, afgør nævnet. En eksisterende kunde fik ikke medhold og omfattes derfor af udtrædelsesgodtgørelsen.
Udgivet: 02/12/2025
Borgere, der skrev sig op til fjernvarme hos Odsherred Forsyning forud for den fejlslagne udrulning, bør kunne få annulleret deres aftaler uden at skulle betale udtrædelsesgodtgørelse.
Det afgjorde Ankenævnet på Energiområdet i sidste uge i to separate afgørelser.
Det er værd at bemærke, at ankenævnet har fundet to omstændigheder, der hver især berettiger, at de to kunder bag klagerne kan udtræde vederlagsfrit: prisstigningernes omfang og upræcise udtrædelsesvilkår i kontrakterne.
Fjernvarmeselskaber er ikke forpligtet til at følge afgørelsen, men hvis de forbrugerne ikke får lov til at udtræde uden at betale godtgørelse, vil Odsherred Varme havne på listen over energiselskaber, der ikke følger nævnets afgørelser. Herefter vil det være op til domstolene at afgøre sagen, hvis parterne ikke kan nå til enighed.
Væsentligt og byrdefuldt vilkår
De to forbrugere skulle betale henholdsvis 368.400 kroner og 184.200 kroner for at udtræde af aftalen, hvillet var baseret på en pris på 1.635 kroner per kvadratmeter.
Ankenævnet vurderer, at Odsherred Varme ikke har været tydelige nok om udtrædelsesvilkårene i den kontrakt, nye kunder skrev under på. Nævnet har afgjort, at Odsherred Varmes krav om udtrædelsesgodtgørelse "udgør et væsentligt og byrdefuldt aftalevilkår". Efter dansk retspraksis skal et sådant vilkår fremhæves over for forbrugere ved aftaleindgåelsen for at kunne gøres gældende.
Det fremgår af selve kontrakten, at aftalen kan opsiges efter fem måneder med en måneds varsel, men selskabet oplyste ikke om vilkårene for udtrædelse, da disse vilkår alene fremgik af Odsherred Varmes almindelige bestemmelser, som forbrugeren henvises til selv at tilgå på selskabets hjemmeside.
"Nævnet finder, at selskabet i selve aftalen skulle have givet forbrugeren tydelige oplysninger om vilkårene for udtrædelse, herunder betaling af udtrædelsesgodtgørelse, og hvordan godtgørelsen beregnes. Nævnet finder i den forbindelse, at selskabet havde særlig anledning til at give oplysningerne om udtrædelsesvilkår i forbindelse med oplysningerne om bindingsperiode og opsigelsesvarsel."
"Det er derfor nævnets vurdering, at forbrugeren også på denne baggrund har ret til at træde tilbage fra aftalen med selskabet vederlagsfrit, og selskabet skal således anerkende, at forbrugeren skal fritages for betaling af udtrædelsesgodtgørelse."
Bristede forudsætninger
"Også" i ovenstående sætning henviser til, at de voldsomme prisforhøjelser var af en størrelse, der giver kunderne ret til at træde tilbage fra aftalen.
De juridiske nøgleord er, om prisniveauet skønnes at være bestemmende for brugerens tilmelding, og at forbrugerens forudsætninger og prisernes afgørende betydning samtidig skal være kendelige for selskabet. Disse vilkår er opfyldt, og i kombination med prisstigningernes omfang på mellem 68 og 76 procent for en standardbolig er forudsætningerne for aftalen "bristede", vurderer nævnet.
"Nævnet finder, at priserne må anses som en væsentlig forudsætning for forbrugeren i forbindelse med forbrugerens tilmelding, og at disse må antages at have været bestemmende for forbrugerens tilmelding. Nævnet finder endvidere, at denne forudsætning må have været kendelig for selskabet. Nævnet finder i den forbindelse, at de betydelige prisstigninger, som selskabet har varslet, på henholdsvis fjernvarmeforsyningen og udtrædelsesomkostningerne udgør en så væsentlig økonomisk ændring i aftalen til skade for forbrugeren, at forbrugerens forudsætninger for indgåelse af aftale med selskabet er bristede," skriver Ankenævnet på Energiområdet i afgørelsen.
Godtgørelsen gælder for eksisterende kunder
I en tredje klage fra en eksisterende varmekunde fik Odsherred Varme medhold i, at selskabet er berettiget til at opkræve en udtrædelsesgodtgørelse, men nævnet har dog ikke forholdt sig beløbets størrelse. Ejendommen har længe været tilsluttet fjernvarmenettet, og nævnet vurderer, at dens nye ejer er bundet af leveringsbestemmelserne og selskabets mulighed for at opkræve godtgørelse.
En fjerde forbrugers klage er ikke blevet behandlet, fordi der er tinglyst tilslutnings- og forblivelsespligt på ejendommen. Selskabet kan dermed ikke indgå en aftale med forbrugeren, da det er kommunalbestyrelsen, der har kompetencen til at dispensere fra tilslutnings- og forblivelsespligten.
Også den femte klage, som ankenævnet har behandlet, er blevet afvist, da det er en virksomhed, der har klaget over Odsherred Varme, og ankenævnet som udgangspunkt alene behandler forbrugerklager.
18 verserende klagesager
Ankenævnet på Energiområdet er langtfra færdige med at tage stilling til klager fra Odsherred. Yderligere 18 sager er verserende, oplyser nævnet til NB-Forsyning & Klima.
Ondt kan snart blive værre for Odsherred Varme, for, som vi skrev i sidste uge, lægger Forsyningstilsynet i et udkast til en afgørelse op til at gribe ind over for de forhøjede varmepriser, som med rekonstruktionsaftalen skal fortsætte i 45 år.
Til NB-Forsyning & Klima siger direktør i Odsherred Forsyning Pernille Ingildsen, at forsyningsselskabet først kan forholde sig til betydningen af Forsyningstilsynets vurderinger, når selskabet modtager den endelige afgørelse.
"Vi har lagt et omfattende arbejde i at udarbejde grundlaget for rekonstruktionen. Det er sket i tæt samarbejde med den regnskabskyndige tillidsmand fra Deloitte. Deloittes vurdering har hele tiden været at, indregning af omkostningerne i afskrivningsgrundlaget følger love og normal praksis. Vi er i dialog med Forsyningstilsynet om udkastet til afgørelsen," skriver Pernille Ingildsen.
Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:20
Temaer: Odsherred-sagen












































