
Fleksibiliteten i omlægningsplanerne fra de lokale treparter er helt afgørende for, at implementeringen er realistisk, siger KL's Klima- og Miljøformand, Johannes Lundsfryd (S). - Foto: Kommunernes Landsforening; Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Grøn trepart
Kommuner glæder sig over kvælstofafklaring: Der har været meget kø på motorvejen
De lokale treparter har ikke blot nået, men oversteget målene for den grønne arealomlægning. Med den nye kvælstofaftale fjernes den sidste stopklods, for at projekterne nu kan rykke fra plan til praksis, vurderer KL's klima- og miljøformand, Johannes Lundsfryd (S).
Udgivet: 16/12/2025
Visionerne for grøn arealomlægning i kommunerne er på plads. Samlet når de indtegnede projekter de fastsatte mål for både kvælstofreduktionen og lavbundsindsatsen med 180 og 150 procent. Det er noget, som KL's klima- og miljøformand Johannes Lundsfryd (S) kalder for "vildt imponerende".
Kommunerne er mere eller mindre i mål med årets opgave i grøn trepart. Byrådene skal inden jul principvedtage de sidste omlægningsplaner fra de 23 lokale treparter. I det nye år venter en anden opgave, når idéer skal blive til konkrete projekter. Det bliver en fordel for kommunerne, at der i størstedelen af kommunerne og de respektive deloplande er indtegnet mere jord, end hvad der er behov for at udtage.
"Det er vigtigt at have et større potentiale end det, man har brug for, fordi det giver noget albuerum og nogle muligheder, når vi skal gå fra planer til konkrete projekter," siger Johannes Lundsfryd til NB-Forsyning & Klima.
"Den fleksibilitet er helt afgørende for, at det er realistisk på nogen som helst måde."
Kvælstofaftale er vigtig brik
Indtil for ganske nylig var uvisheden om kvælstofsaftalen en stopklods for udviklingen af omlægningsprojekterne. Men i starten af december blev et bredt flertal enige, og det er væsentligt, fordi det giver afklaring om krav og regler til landbruget.
"Hvis man skal bruge et billede fra trafikken, så har der været rigtig meget kø på motorvejen. Nu begynder man for alvor at kunne sætte farten op i projekterne rundt omkring, fordi der er kommet en større sikkerhed for landmændene," siger Johannes Lundsfryd.
Kvælstofaftalen vil reducere 9.600 ton kvælstof om året. Så det er fordelt efter to modeller, 25 procent flad model og 75 procent Visa-model. Det er groft fortalt fordelt, så en fjerdedel er målrettet de mest forurenede jorder, mens resten er fordelt bredt.
Ministeriet for Grøn Trepart forklarer modellerne således: Flad model betyder, at landbrugene får lige store kvoter per hektar. Det medfører på grund af forskelle i jordens evne til at tilbageholde kvælstof, at nogle landbrug skal reducere deres udledninger mere og andre mindre. Ved Visa-modellen får landbrugene forskellige størrelser kvoter per hektar. Tildelingen afspejler forskelle i jordens evne til at tilbageholde kvælstof, så kvotetildelingen muliggør omtrent samme dyrkning på arealer.
Om det er den rigtige måde at skære aftalen på, er ikke noget, som KL på sin vis forholder sig til. Det har været vigtigere at få sat rammerne for arbejdet.
"Det er meget tilfredsstillende, fordi det er en kæmpestor sten, der er af vejen," siger Johannes Lundsfryd om afklaringen.
Sidst opdateret: 14/01/2026 - 13:58
Temaer: Grøn trepart












































