
Sprøjteforbud mod pesticider kan være en måde at beskytte grundvandsdannende områder og forurening af dansk vandmiljø. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Grøn trepart
Grundvandsparker og tværkommunalt organ kan beskytte grundvandet
Beskyttelse af grundvandet er "tvingende nødvendigt", mener regionsrådsformand i Region Hovedstaden. Ni aktører har samlet en række anbefalinger til de lokale treparter.
Udgivet: 05/02/2026
Skal grundvandet sikres til fremtidige generationer, så skal løsningerne findes nu.
En række organisationer peger på, at grundvandsparker kan være midlet til at nå målet. Mens et forskningsprojekt fra DTU Sustain finder, at et overkommunalt organ kan løfte det administrative niveau mellem kommuner og forsyninger.
Sådan lyder det i en hvidbog, der er en del af Region Hovedstadens projekt Fremtidssikret grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland.
Her kommer ni aktører med en række anbefalinger, som kan bruges som følgesnor til de 23 lokale treparter. Det skal sikre, at der hurtigst muligt kommer fokus på grundvandsbeskyttelse.
"Det er tvingende nødvendigt, at vi får beskyttet vores grundvand nu, så vi også i fremtiden kan få rent drikkevand. Hovedstadsområdet er særligt udfordret. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vigtige aktører i debatten om drikkevandsbeskyttelse har bidraget med deres anbefalinger. Kun ved samarbejde på tværs af sektorer kan vi løse denne vigtige dagsorden," siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, i en pressemeddelelse.
Grundvandsbeskyttelsen skal ifølge de ni aktører tænkes ind i arbejdet med grøn trepart allerede fra i år. Miljøminister Magnus Heunicke (S) har allerede foreslået, at der blandt andet skal laves sprøjteforbud for pesticider, men der er endnu ikke nået fuld politisk opbakning. Særligt Venstre lader vente på sig.
Du kan læse et udpluk af de ni anbefalinger herunder.
Uddrag af de ni anbefalinger
HOFOR: "Der er behov for ny og ambitiøs regulering, så vi hurtigst muligt får beskyttet de sårbare områder mod forurenende stoffer."
Danske Vandværker og DANVA: "Hvis drikkevandsbeskyttelsen skal spille en reel rolle i den grønne trepart, kræver det politisk vilje og nye værktøjer. Frivillighed alene er ikke tilstrækkelig."
Økologisk Landsforening: "Vi anbefaler, at økologi bliver tænkt ind i fremtidig grundvandsbeskyttelse som et aktivt redskab."
Naturstyrelsen: "Naturstyrelsen anbefaler, at statslig skovrejsning tænkes ind i de grønne treparter til finansiering, planlægning og eksekvering af grundvandsbeskyttelse."
Københavns Universitet, som er projektleder på forskningsprojektet Transform: "En forsøgsordning med multifunktionelle grundvandsparker behøver ikke afvente en færdiggørelse af kortlægning af sårbare grundvandsdannende områder."
Dansk Industri: "DI Vand anbefaler en mere sammenhængende styring på tværs af ministerier og myndigheder, øget vidensdeling og fælles retning, så nye initiativer både fremmer både miljømål og erhvervslivets vækst."
DTU Sustain: "I den udstrækning (grundvands)beskyttelsen vil blive prioriteret i 'Aftale om et Grønt Danmark', peger nordsjællandske erfaringer på, at koordineringen med fordel kan løftes et administrativt niveau op i et overkommunalt organ."
Danske Regioner: "Grundvandets geografi er regional og at det derfor vil være oplagt at lægge en samlende og drivende rolle hos regionerne, der allerede har stærke faglige miljøer, der løser opgaver med jord- og grundvandsforurening."
Sidst opdateret: 05/02/2026 - 12:55
Temaer: Vand, Grøn trepart










































