
Ny bekendtgørelse skal vurdere, om det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at lave en kollektiv indsats for terrænnært grundvand. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vand
Ministerie skønner: Håndtering af regnvand vil koste 60 milliarder kroner
Ny beregningsmodel skal forenkle spildevandselskabers indsats til håndtering af terrænnært grundvand, som Miljøministeriet skønner kommer til at koste et tocifret milliardbeløb i løbet af de næste 75 år.
Udgivet: 19/02/2026
Hvis der bliver gennemført projekter i halvdelen af de byområder, som er påvirket af terrænnært grundvand, og hvor spildevandsselskaber har ansvaret for at håndtere regnvand, vil det koste 60 milliarder kroner i investeringer de næste 75 år.
Det er et "forsigtigt skøn", som Miljø- og Ligestillingsministeriet har lavet i forbindelse med den nye beregningsbekendtgørelse for områder med terrænnært grundvand. Modellen skal beregne, om kollektive løsninger for at sænke grundvandet kan betale sig frem for individuelle løsninger.
”Vi har lagt vægt på at gøre beregningsmodellen så enkel og fleksibel som muligt for spildevandsselskaberne, så de hurtigt kan få spaden i jorden og sikre de berørte områder,” lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse om beregningsmodellen.
Flere bygninger i dag er truet af højtstående grundvand. Miljø- og Ligestillingsministeriet anslår, at det handler om cirka 450.000 bygninger med boliger, mens 360.000 af dem ligger i kloakerede områder.
Et flertal i Folketinget stemte sidste år for, at der skulle gives tilladelse til, at spildevandsselskaber måtte lave kollektive løsninger for at sænke grundvandet, så det ikke var den enkelte grundejer, der stod med problemet.
I den forbindelse skal selskaberne sikre, at den kollektive løsning er samfundsøkonomisk hensigtsmæssig gennem den nye beregningsmetode.
Opfordring om evaluering
I høringsnotatet til bekendtgørelsen er der opbakning til, at der skal ske en indsats for at håndtere terrænnært grundvand i de områder, hvor det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.
Der er dog en opfordring fra en håndfuld parter om, at bekendtgørelsen og den tilhørende vejledning bliver evalueret, når der er gået et par år.
Formålet er, at "det sikres, at reglerne er anvendelige i praksis" har Hofor, Aarhus Vand og Vandcenter Syd udtrykt det i høringsnotatet.
Ifølge Miljø- og Ligestillingsministeriets bemærkning, så vil aftalepartierne senest i 2030 vende bekendtgørelsen.
"En evaluering skal således blandt andet belyse hvilke erfaringer spildevandsforsyningsselskaberne har gjort sig med at gennemføre samfundsøkonomiske beregninger og hvor mange konkrete grundvandssænkende foranstaltninger, der er planlagt eller gennemført," skriver ministeriet.
Derudover bliver der af de hørte parter stillet spørgsmålstegn ved selve definitionen af terrænnært grundvand, som ifølge Københavns Kommune og interesseorganisationen Danva er omtalt på forskellige måder i bekendtgørelsens materialer.
Hvordan terrænnært grundvand skal forstås, vil fremgå af de kommende vejledninger til både spildevandsbekendtgørelsen og beregningsbekendtgørelsen, oplyser ministeriet i dets bemærkning.
Hele høringsnotatet kan du finde herunder:
Sidst opdateret: 18/02/2026 - 15:21
Temaer: Vand











































