
På billedet ses repræsentanter fra Odense Renovation og Waste2X. De har netop indgået et otteårigt samarbjede. - Foto: Waste2X
Affald
Odense Renovation indgår aftale med it-firma om affaldshåndtering
Waste2X har vundet udbuddet om datadrevet håndtering af den kommunale affaldsindsamling for Odense Renovation.
Udgivet: 16/04/2026
Det relativt nystartede it-firma Waste2X skal i fremtiden stå for drift- og datahåndtering af den kommunale affaldsindsamling i Odense Kommune.
Det står klart efter, at udbuddet faldt ud til Waste2X' fordel foran etablerede leverandører som Sweco og WSP.
I spidsen for det nye it-firma står de to stiftere og direktører Anders Krøjmand Humle og Simon Eiberg Pedersen. De har begge to erfaring med it og driftsløsninger til affaldssektoren fra blandt andet Sweco.
"At Danmarks fjerdestørste kommune vælger os som leverandør, ser vi som en markant tillidserklæring. Generelt oplever vi, at vores platform og team bliver mødt af stor opbakning i branchen," siger Anders Krøjmand Humle i en pressemeddelelse.
Tømmeregistrering i app
Med Waste2X får Odense Renovation en ny og moderne it-platform til administration og drift af Odense Kommunes affaldsordninger.
Platformen understøtter blandt andet kundeservice, beholderservice, håndtering af afregningsgrundlag for borgere og virksomheder samt driftsadministration og automatisk tømmeregistrering på skraldebilerne via W2X mobilappen.
W2X-platformen gik i luften i december 2025 hos HTK Forsyning og Ballerup Kommune for Ressourceindsamling.
Aftalen mellem Waste2X og Odense Renovation løber i otte år.
Om Waste2X
Waste2X er en dansk it-leverandør og rådgiver, som understøtter kommuner, forsyningsselskaber og renovatørers affaldsindsamling på en brugervenlig platform, som samler drift, data og administration i ét system.
Sidst opdateret: 16/04/2026 - 08:17
Temaer: Affald












































