
Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) besøgte i januar 2025 et landbrug i Fjenneslev på Sjælland. Mens vi venter på en ny regering, er et åbent spørgsmål, om Ministeriet for Grøn Trepart skal fortsætte som selvstændigt ministerium. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Grøn trepart
Blandede følelser om Ministeriet for Grøn Trepart: "Der er nogle sår, der skal heles"
Blå partier holder fast i, at Ministeriet for Grøn Trepart skal nedlægges. Formændene for de lokale treparter udtrykker blandede følelser for ministeriet.
Udgivet: 21/05/2026
Hvis blå blok ender med at tage magten, som Troels Lund Poulsen i denne uge har forsøgt med en VLAK-regering, kan det meget vel betyde enden for Ministeriet for Grøn Trepart som selvstændigt ministerium.
NB-Forsyning & Klima har henvendt sig til Konservatives nuværende miljøordfører Frederik Bloch Münster og Liberal Alliances naturordfører Ole Birk Olesen. Begge ordførere bekræfter, at en nedlæggelse af ministeriet stadig er partiernes politik.
"Vi har 25 ministerier i Danmark, det har vi længe ment er for mange, men hvordan den kabale skal lægges, skal jo drøftes i forbindelse med en regeringsdannelse. Det afgørende er, at vi når målene i den grønne trepart, så vi kan sikre et godt vandmiljø og nå vores klimamål," siger Konservatives nye miljøordfører Frederik Bloch Münster til NB-Forsyning & Klima.
Flere borgerlige partier meldte ligeledes ud i valgkampen, at ministeriet bør nedlægges.
NB-Forsyning & Klima har talt med en række formænd for de lokale treparter. De udtrykker blandede følelser for Ministeriet for Grøn Trepart.
Formand: Tilliden har lidt et knæk
Spørger man Søren Homann (K), formand for den lokale trepart i Nordlige Kattegat, Skagerak og byrådsmedlem i Hjørring Kommune, er arbejdet med den grønne trepart nu så godt i gang, at der ikke nødvendigvis er behov for et selvstændigt ministerium.
"Det burde ikke være nødvendigt, at der sidder en minister og skal gøre det her," siger Søren Homann.
Ifølge formanden for den lokale trepart led tilliden til Jeppe Bruus et knæk i valgkampen, da betingelserne for lodsejerne ifølge Søren Homann blev ændret i forhold til drikkevand og svin.
"Jeg synes ikke, det er kønt, at en minister begynder at snakke svinevalg og rent drikkevand, når vi allerede har en aftale i den grønne trepart. Det gør, at tilliden kan blive svært at genoprette. Der er nogle sår, der skal heles," siger han.
Omvendt forholder det sig hos Erik Uldall Hansen (S), formand for den lokale trepart i Vidå-Kruså. Han ser det som et privilegium, at der har været kort afstand mellem de lokale treparter og ministeriet.
"Ministeren har været på besøg flere steder, og vi har nemt kunnet få ministeriet i tale. Så jeg håber virkelig, at man fastholder et selvstændigt ministerium," siger han.
Formand for den lokale trepart i Nissum Fjord og byrådsmedlem i Holstebro Kommune, Karsten Filsø (SF), mener, at det skal gå stærkt, hvis vi skal nå i mål med treparten.
"Vi har været godt tjent med Jeppe Bruus som minister. Han har været dygtig og meget handleorienteret. Jeg håber, at den kommende regering vil prioritere den her opgave fortsat," siger han og tilføjer:
"Det er et forkert tidspunkt at skifte gear. Hvis vi sænker farten nu, så kommer vi ikke i mål i 2030."
Uvished om Venstres holdning
Det er et åbent spørgsmål, om Ministeriet for Grøn Trepart skal fortsætte som selvstændigt ministerium. Det kommer an på, hvordan en kommende regering bliver sammensat.
Det er endnu uvist, hvordan Venstre vil forholde sig til ministeriet.
Venstres gruppeformand Hans Andersen fortalte i marts, at det endnu var "alt for tidligt" at tage den snak.
Og i henhold til de igangværende regeringsforhandler oplyser Venstres pressetjeneste til NB-Forsyning & Klima, at partiet ikke har yderligere kommentarer angående konkrete dannelser af ministerier i en potentiel VLAK-regering.
Den politiske aftale om Den Grønne Trepart blev aftalt i sommeren 2024 mellem et bredt flertal af Folketingets partier. Socialdemokraten Jeppe Bruus blev minister for området, og 23 lokale treparter blev oprettet med henblik på at få udarbejdet omlægningsplaner i hele landet.
På Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (MARS) kan man følge med i den nationale arealomlægning, hvor der skal rejses 250.000 hektar skov frem mod 2045 og 140.000 hektar lavbundsjorde skal omlægges frem mod 2030.
Ifølge MARS er der på landsplan i dag anlagt 604 hektar lavbundsjord og 527 hektar skovrejsning. Der er givet etablerings- og forundersøgelsestilsagn til samlet 88.018 hektar lavbundsjord og 3.148 hektar skovrejsning. Det går altså bedre med lavbundsindsatsen end med skovrejsningsindsatsen.
Sidst opdateret: 21/05/2026 - 11:09
Temaer: Grøn trepart











































