En indsnævring af Thyborøn Kanal er estimeret til at koste 800 millioner kroner og vil mindske store hændelser langs Limfjordens bredder.

En indsnævring af Thyborøn Kanal er estimeret til at koste 800 millioner kroner og vil mindske store hændelser langs Limfjordens bredder. - Foto: Lemvig Kommune

Klimatilpasning

Borgmester: Kommunalandel til klimatilpasning er stadig meget for en lille kommune

Udgifter til klimatilpasning skal ikke tørres af på kommunerne. Det mener borgmester i Lemvig Kommune, Jens Lønberg.

Udgivet: 21/05/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Staten bør i endnu højere grad bidrage til finansieringen af klimatilpasningsprojekter. Ikke kun i Hovedstaden, men i hele Danmark. Ellers bliver den økonomiske byrde for mindre kommuner som Lemvig alt for skæv.

Det mener borgmester i Lemvig Kommune, Jens Lønberg (K).

“Vi betaler uforholdsvis meget for at sikre et Danmark i balance. Vi er den yderste flanke, der passer på Danmark," siger han til NB-Forsyning & Klima.

I en ny rapport fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, der er udarbejdet i samarbejde med CIP Foundation, står Lemvig Kommune som den kommune i Danmark, der kan forvente størst økonomiske skader i forhold til borgernes disponible indkomst.

Figuren viser de samlede oversvømmelsesskaders andel af de samlede disponible indkomster i de 25 kommuner med størst forventede skader. Her er det især Lemvig Kommune og Morsø Kommune, som kan forvente de største skader i forhold til disponibel indkomst:

Foto: Kilde: “Oversvømmelser i Danmark: Økonomiske og menneskelige konsekvenser”, rapport, DTU

Med udspillet til Klimatilpasningsplan II, som SVM-regeringen præsenterede lige inden folketingsvalget den 24. marts, vil regeringen tage et større ansvar for kystsikringen af Danmark ved at indføre et nyt paradigme for kystbeskyttelse.

Men Klimatilpasningsplan II nåede ikke at blive gennemført inden valget, og derfor kan det nye paradigme være forbundet med usikkerheder.

Ifølge planen skal staten medfinansiere 85 procent af anlægsudgifterne til projekterne i kommunerne, som skal være projektejere. Kommunerne finansierer dermed de resterende 15 procent af anlægsudgifterne.

"Jeg har svært ved at finde retfærdigheden i, at de kommuner, der bliver hårdest ramt, også selv skal betale. 15 procent i lokal medfinansiering til investeringer i klimatilpasning er stadig usandsynligt mange penge for en lille kommune som vores," siger Jens Lønberg.

Ødelæggelser kan blive katastrofale

"Havet er en drage, vi historisk har været vant til at fodre, for ellers bliver ødelæggelserne katastrofale for vores kommune."

Jens Lønberg (K), borgmester i Lemvig Lemvig Kommune

Lemvig Kommune bidrager årligt med 8,4 millioner kroner til Vestkystaftalen, som primært går til sandfodring af Vestkysten.

“Fiskeriet har været et livsgrundlag for os, men er af dalende betydning. Havet giver og tager. Klimatilpasningen mellem Vesterhavet og Limfjorden har været vores skæbne gennem århundreder. Halvdelen af vores anlægsbudget i 2026 bliver brugt på at sikre kysten mod Vesterhavets kræfter," siger Jens Lønberg og maler et billede:

"Havet er en drage, vi historisk har været vant til at fodre, for ellers bliver ødelæggelserne katastrofale for vores kommune.”

Lemvig Kommune er en grøn og innovativ kommune, i form af at verdens første Power-to-X-anlæg ligger i kommunen, mens der snart vil komme verdens første X-to-Power-anlæg. Kommunen råder også over verdens største folkeejede vindmølle.

“I mine hedeste drømme kunne vi lave et grønt Silicon Valley herude. Vi leverer natur, grøn omstilling og biodiversitet til resten af landet, men det koster noget for os. Det er et paradoks, når resten af landet gerne vil have grøn omstilling, men det er os, som står med den største regning. Det burde måske mere være en national opgave end en kommunal opgave," siger Jens Lønberg og fortsætter:

“Det lyder måske som ynk, men det er svært at holde gejsten oppe, når vi kæmper med det her hele tiden uden at få de midler, vi har brug for.”

Megaprojekt kan være løsningen

En mulig løsning for Lemvig og de syv andre kommuner, som kæmper med klimatilpasning langs Limfjordens udmunding i Vesterhavet, er en indsnævring af Thyborøn Kanal.

Et projekt, som er estimeret til at koste 800 millioner kroner, og som vil mindske de store hændelser langs Limfjordens bredder. Ved en ligelig fordeling mellem de syv kommuner i området vil Lemvig Kommunes andel være cirka 110 millioner kroner.

"Vi har også et megaprojekt, som skal indsnævre kanalen fra Limfjorden til Vesterhavet til 250 meter. Projektet kan forsinke stormfloder i mange timer og dage, for hver gang vi får en stor oversvømmelse, koster det milliarder i skadesudbetalinger bagefter."

Kommunerne er i gang med de indledende øvelser, og der skal laves en miljøundersøgelse, så projektet bliver gjort ordentligt:

"Jeg håber, at projektet en dag kan blive til virkelighed. Det vil også være til gavn for forsikringsselskaberne, som betaler den største del, når det går galt. Måske kunne de være med på forebyggelse?"

Fik du læst?

CIP Foundation: National strategi for klimatilpasning er afgørende

Fik du læst?

KL: Midlerne til kystbeskyttelse skal ramme rigtigt

Sidst opdateret: 21/05/2026 - 10:52

Temaer: Klimatilpasning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]