
Vandet stod højt ved havnen i Randers, da der var storm i december 2023. Omkostningerne ved oversvømmelser og dets lige varierer i kommunerne, viser en ny rapport fra DTU. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Klimatilpasning
CIP Foundation: National strategi for klimatilpasning er afgørende
Kommuner med mindre befolkninger og lavere indkomster per indbygger er ekstra udsat for klimaforandringerne. Det viser en ny rapport fra DTU. Det er derfor afgørende med en national strategi, mener CIP.
Udgivet: 19/05/2026
Det er ikke kun private boligejere, der bliver ramt af klimaforandringerne.
Store dele af dansk erhvervsliv og kommunerne risikerer massive tab på grund af oversvømmelser, produktionsstop og skader på kritisk infrastruktur.
Det gælder for eksempel skader på bygninger og maskiner samt medarbejdere, der ikke kan komme frem på arbejde, fordi veje og jernbaner er ødelagt.
"Familier, der bliver ramt af oversvømmelser, bruger næsten 300 timer, svarende til otte ugers fuldtidsarbejde, på at rydde op og tale med forsikringsselskaber. Dertil kommer stress, søvnløshed og andre belastninger," siger Charlotte Jepsen, ledende partner i CIP Foundation, til NB-Forsyning & Klima.
Vi risikerer, ifølge Charlotte Jepsen, at stå i en situation, hvor ansvaret falder mellem flere stole, og hvor borgerne ikke kan få dækket deres skader.
Omfattende aktiviteter er i gang i kommuner, i staten, i erhvervslivet samt i lokale institutioner med planlægning og udvikling af klimatilpasningsprojekter. Den egentlig implementering af projekter går dog umådeligt langsomt. Det konkluderer en ny rapport fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, der er udarbejdet for CIP Foundation.
En stor barriere er ifølge Charlotte Jepsen, at en række finansielle og beslutningsmæssige rammer for implementering af klimatilpasning ikke er på plads. Der er derfor behov for nye modeller for finansiering af klimatilpasning, så gevinsterne ved investeringerne kommer flere dele af samfundet til gode.
Det er derfor afgørende, at vi med en ny regering får en national strategi for klimatilpasning.
"Nødvendige klimatilpasningsprojekter risikerer at drukne i juridiske gråzoner. Klimatilpasning er en opgave, som rækker ud over kommunegrænser og budgetperioder. Derfor er der behov for en national ramme, der sætter retningen og skaber fælles mål. Det er helt afgørende, at vi får en national strategi for klimatilpasning i Danmark," siger Charlotte Jepsen.
Klimatilpasning er en opgave, som rækker ud over kommunegrænser og budgetperioder. Derfor er der behov for en national ramme, der sætter retningen og skaber fælles mål.
Charlotte Jepsen, ledende partner i CIP Foundation
400 milliarder kroner på 100 år
Klimaforandringerne betyder, at Danmark i fremtiden vil opleve mere ekstremt vejr. Det betyder flere skybrud, flere og større stormfloder og flere oversvømmelser fra længevarende regn og overløb fra vandløb.
De samlede omkostninger og skader fra oversvømmelser forventes at udgøre 400 milliarder kroner over de næste 100 år målt i nutidskroner.
DTU's rapport viser, at erhvervslivet kommer til at stå med næsten halvdelen af regningen for fremtidens oversvømmelser.
Det er nemlig ikke kun sommerhuse og private hjem, der bliver ramt. Dansk erhvervsliv står også til at lide massive tab på grund af oversvømmelser, produktionsstop og skader på kritisk infrastruktur.
En ny regering bør ifølge Charlotte Jepsen gøre klimatilpasning til en del af den langsigtede økonomiske planlægning for Danmark.
"Klimaforandringerne er et udtryk for fortidens synder, som nuværende og kommende generationer kommer til at betale for. Klimatilpasning er en investering i fremtiden. Regningen bliver kun større, jo længere vi venter. I sidste ende ender regningen det samme sted, hos den enkelte dansker, uanset om den betales via forsikringspræmien, skatten eller vandtaksten," siger hun.
I nedenstående figur vises de forventede årlige skadesomkostninger ved oversvømmelser fra 2024 og frem til 2124.

Ved stormflod er skadeomkostningerne beregnet til at være 18 milliarder kroner i 2124, mens de forventede omkostninger til skybrud er beregnet til at være otte milliarder kroner og for vandløb og længerevarende regn to milliarder kroner.
Foto: Kilde: “Oversvømmelser i Danmark: Økonomiske og menneskelige konsekvenser”, rapport, DTU
Kommunerne rammes forskelligt
Der er ifølge DTU's rapport stor forskel på, hvor hårdt kommuner bliver ramt, hvor modstandsdygtige de er i forhold til at klimatilpasse i god tid, samt hvilke kommuner der allerede i dag bør prioritere klimatilpasning.
"Det er hele vores samfund, der rammes, men der er visse områder, som er særligt udsatte. Kommunerne rammes meget forskelligt. København og Aalborg har nogle af de største forventede skader, som accelererer over tid. Kolding har allerede forholdsvis høje skader i den nære fremtid, og der kan man lige så godt tænke i løsninger her og nu," siger Charlotte Jepsen.
En vigtig basis for finansiering af klimatilpasning er det økonomiske grundlag i kommunerne, og set fra et økonomisk synspunkt, er der et meget uensartet grundlag for, at kommunerne og borgerne kan være med til at finansiere klimatilpasning.
Hvis man måler skaderne per indbygger, er det i høj grad yderområderne og landdistrikterne, som rammes. Især Nordvestjylland, Syd- og Vestsjælland og øerne.
"Det kan være et problem i forhold til at finansiere klimatilpasning, da indkomstgrundlaget i de her områder er svagere," siger Charlotte Jepsen.
Nedenstående figur viser de samlede oversvømmelsesskaders andel af de samlede disponible indkomster i de 25 kommuner med størst forventede skader. Her er det især Lemvig Kommune og Morsø Kommune, som kan forvente de største skader i forhold til disponibel indkomst:
Fakta fra rapporten
De samlede skader fra oversvømmelser vil vokse år for år og forventes at udgøre knapt 400 milliarder kroner over de næste 100 år målt i nutidskroner.
Stormfloder vil have en nutidsværdi på 175 milliarder kroner, skybrud vil have en nutidsværdi på 161 milliarder kroner, og vandløb og længerevarende regn vil have en nutidsværdi på 62 milliarder kroner.
Næsten halvdelen af regningen rammer erhvervslivet gennem skader på bygninger og produktionstab.
Omkring 14 procent af de forventede tab vedrører fælles goder eller samfundsværdier, som vi alle nyder godt af. Investeringer i klimatilpasning giver mellem to og tre gange igen i reducerede skader.
De årlige skader forventes at stige fra 9 milliarder kroner i 2024 til 28 milliarder kroner i 2124.
Skader fra nedbør fylder mest i dag og de næste årtier, mens stormflod kommer til at dominere med skader længere ude i fremtiden.
Kilde: “Oversvømmelser i Danmark: Økonomiske og menneskelige konsekvenser”, rapport, DTU
Sidst opdateret: 19/05/2026 - 11:40
Temaer: Klimatilpasning












































