
"Jeg er også villig til at bøje mig," lød det fra Troels Lund Poulsen fredag. Venstre har måtte ændre kurs, når det kommer til opbakningen af et nationalt sprøjteforbud. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vand
Venstre og blå partier åbner for nationalt sprøjteforbud
Venstre er nu klar til at indføre et nationalt sprøjteforbud. Liberal Alliance vil ikke stå i vejen – og det samme gælder Danmarksdemokraterne, der dog peger på kompensation som et afgørende spørgsmål.
Udgivet: 19/05/2026
Et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder rykker tættere på at blive virkelighed med en ny regering.
Det står klart efter Venstres og Troels Lund Poulsens melding fredag ved et pressemøde under regeringsforhandlingerne, hvor han i øjeblikket fungerer som kongelig undersøger.
"Der er rigtig mange partier, der gerne vil sikre rent drikkevand. Det er ikke kun ét parti. Det vil alle partier," lød det fra Troels Lund Poulsen ifølge Ritzau.
Under valgkampen meldte flere partier, at de ønsker et nationalt sprøjteforbud, heriblandt Det Konservative Folkeparti som det eneste borgerlige parti.
Efter Venstres officielle opbakning fredag lød det fra Liberal Alliance, at partiet heller ikke vil stå i vejen for et nationalt sprøjteforbud. Det samme gælder Danmarksdemokraterne, som dog vil lade det komme an på kompensationen til lodsejerne.
Hvordan Folketingets partier forholder sig til en given kompensation, og om der er villighed til at afsætte et større beløb, er uvist.
Vandbranchen roser Venstre
Nationalt sprøjteforbud og BNBO
Nationalt sprøjteforbud
Et nationalt sprøjteforbud indebærer et landsdækkende forbud mod brug af pesticider i sårbare grundvandsdannende områder, hvor der er risiko for, at pesticider forurener grundvandet. Formålet er at beskytte drikkevandet mod pesticidrester.
BNBO
BNBO står for boringsnære beskyttelsesområder og dækker områder omkring drikkevandsboringer, hvor grundvandet vurderes at være særligt sårbart over for forurening. Her kan kommunerne blandt andet indføre forbud eller restriktioner mod brug af pesticider.
Brancheorganisationerne Danva og Danske Vandværker har begge efterspurgt et nationalt sprøjteforbud.
Danva sender derfor ros afsted til Venstre, fordi partiet nu vil beskytte de sårbare grundvandsdannende områder med et sprøjteforbud. Dermed skal indsatsen ikke baseres på frivillighed gennem den lokale trepart, som var det redskab, Venstre fremhævede under valgkampen.
"Det er godt, at Venstre nu også går ind for et nationalt sprøjteforbud, hvor vandselskabernes grundvand dannes. Det giver os begrundet håb om endelig at få sikret os rent drikkevand i fremtiden. For vi kommer ingen vegne med den nuværende frivillige tilgang, der har bevæget sig i sneglefart i knap 30 år," lyder det blandt andet fra direktør Carl-Emil Larsen i en pressemeddelelse, der tilføjer:
"Man skal naturligvis stadig kunne vælge den frivillige grundvandsbeskyttelse uden for de sårbare grundvandsdannende områder, for eksempel i relation til den grønne trepart. Men inde i områderne skal vi have fremtidssikret produktionen af vores drikkevand med et nationalt sprøjteforbud."
Kompensation til lodsejere er centralt
I den grønne trepart er det allerede planen, at lodsejere skal kompenseres, når landbrugsjord omlægges frivilligt.
Når et sprøjteforbud også kommer i spil, handler det om at få lavet "rette og rimelige krav til landbruget", mener formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg.
"Allerede i valgkampen ræsonnerede jeg mig sådan set også frem til det. Derfor sagde jeg også allerede flere gange i valgkampen, at det kommer an på kompensationen," sagde hun fredag ifølge Ritzau.
I løbet af weekenden har flere partier deltaget i regeringsforhandlingerne. Det gjaldt også Martin Lidegaard, formand for Det Radikale Venstre, som ifølge nyhedsbureauet medbragte krav til den grønne omstilling til Venstre.
"Vi er meget optaget af, at vi får fulgt op på den grønne trepart, så vi får et bedre havmiljø, et nationalt sprøjteforbud og bedre dyrevelfærd. Det store spørgsmål er, hvordan vi kommer derhen, hvis Venstre er enig," sagde han ifølge Ritzau.
Med opbakning fra et flertal af partier tegner et nationalt sprøjteforbud sig nu til at blive en del af en ny regerings politik. Det er ifølge TV 2 også en del af den mindretalsregering, som Troels Lund Poulsen præsenterede tirsdag formiddag med LA og Det Konservative Folkeparti.
Tilbage står dog spørgsmål om kompensation til lodsejere, krav til landbruget og den konkrete model for forbuddet.
Sidst opdateret: 19/05/2026 - 12:00
Temaer: Vand











































