Rødt flag ved Skovshoved Havbad i juli 2023. Hen over pinsen måtte havbadet igen lukke på grund af bakterier i vandet. Gentofte Kommune oplyser, at der dagligt bliver taget prøver af badevandet. Skovshoved Havbad er åbnet igen i denne uge.

Rødt flag ved Skovshoved Havbad i juli 2023. Hen over pinsen måtte havbadet igen lukke på grund af bakterier i vandet. Gentofte Kommune oplyser, at der dagligt bliver taget prøver af badevandet. Skovshoved Havbad er åbnet igen i denne uge. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vand

Havbad i nordsjællandsk kommune lukket gentagne gange: Nu vil kommunen separatkloakere

Siden sommeren 2023 er Skovshoved Havbad i Gentofte Kommune flere gange blevet lukket på grund af bakterier i vandet. Løsningen på problemet kan ende med at koste et trecifret millionbeløb.

Udgivet: 27/05/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Skovshoved Havbad i Gentofte Kommune har siden 2023 været lukket gentagne gange på grund af en mistanke om, at en overløbsledning i nærheden af havbadet er utæt.

Hen over pinsen blev havbadet lukket endnu en gang efter fund af bakterier.

Gentofte Kommune satte derfor gang i en dykkerundersøgelse af overløbsledningen. Mistanken holdt stik, for de foreløbige resultater viser, at der et tale om en utæthed cirka 500 meter fra kysten. Utætheden ligger dermed væsentligt længere ude end først antaget, hvor den blev vurderet til at være placeret cirka 200 meter fra kysten.

Men at ledningen ikke er så kystnær, som først antaget, har ikke afholdt Skovshoved Havbad i at lukke ad flere omgange. Når der kommer kraftige regnskyld vil utætheden nemlig forurene badevandet, og derfor leder kommunen efter en mere holdbar løsning:

"Det er en gammel ledning, og vi har et ønske om både at lave et forsinkelsesbassin og en ny overløbsledning," siger Jesper Marcus (K), formand for klima-, miljø- og teknikudvalget i Gentofte Kommune, til NB-Forsyning & Klima.

Siden den 20. maj har Gentofte Kommune foretaget daglige badevandsprøver, og de viser nu alle god badevandskvalitet.

Gammel ledning fra 1938

Det er altså langt fra første gang, at mistanken om utæthed i spildevandsledningen skaber problemer for Skovshoved Havbad og dets badegæster.

Problemerne begyndte i sommeren 2023, hvor det blev opdaget, at regnvand opblandet med urenset spildevand flød ud i havnebassinet fra en gammel ledning fra 1938.

Siden har arbejdet med at løse problemet været præget af tekniske udfordringer og flere forsinkelser. Det viste sig at være langt mere kompliceret end først antaget. Blandt andet stødte entreprenørerne på leret og stenet jord samt gamle betonvægge, som lå på kryds og tværs oven på ledningen.

Det kræver derfor et større stykke arbejde, som omhandler hele kommunen ifølge Jesper Marcus.

"Gentofte er en gammel kommune og har et kloaksystem, som er over 100 år gammelt. Derfor vil vi gerne separatkloakere. Men det kræver, at vi graver hele kommunen op," siger han og tilføjer:

"Vi er i gang med processen, og jeg tror, at vi i 2027 begynder på arbejdet."

Løsning kan koste trecifret millionbeløb

Skovshoved Pumpestation håndterer ifølge Novafos omkring 80 procent af Gentofte Kommunes regn- og spildevand, og ledningen ved Skovshoved Havbad spiller derfor en central rolle i at aflaste kloaksystemet ved kraftig regn.

På længere sigt vurderes det, at der sandsynligvis skal etableres en helt ny overløbsledning. Et projekt, som kan ende med at koste mellem 100 og 200 millioner kroner.

Dertil kommer kommunens Spildevandsplan 2022-2032, som forventeligt gennemføres med en gennemsnitlig investering på 250 millioner kroner om året.

Disse investeringer finansieres af Novafos ved optagelse af lån og lægges på vandtaksten.

Fik du læst?

30 millioner kubikmeter urenset kloakvand endte i naturen sidste år

Sidst opdateret: 28/05/2026 - 09:31

Temaer: Vand

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]