Klimarådet kommenterer i henhold til klimaloven år på den årlige klimastatus- og fremskrivning. I februar kom Klimarådet med sin årlige klimarapport.

Klimarådet kommenterer i henhold til klimaloven år på den årlige klimastatus- og fremskrivning. I februar kom Klimarådet med sin årlige klimarapport. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Klima

Klimarådet: Klimafremskrivningen er for optimistisk for en række sektorer

Drivhusgasudledningerne bliver sandsynligvis højere, end Klima-, Energi- og Forsyningsministeret forventer i klimafremskrivningen, lyder det fra Klimarådet i årets kommentering.

Udgivet: 09/06/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Udledningerne kommer formentlig til at være højere end det, som årets Klimafremskrivning antager. Selv hvis det ikke sker, så er 2030-målet i fare.

Fremskrivningen er for en række sektorer for optimistisk og undervurderer dermed udledningerne, når det kommer til flere sektorer. Det skyldes i særlig grad en langsommere udtagning af lavbundsjorde og langsommere skovrejsning.

Sådan lyder det i Klimarådets kommentering af Klimafremskrivningen fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

”Vi vurderer, at fremskrivningen er for optimistisk på en række områder. Der skal formentlig mere politik til, hvis udledningerne skal ned på det niveau, som fremskrivningen forventer,” siger forperson for Klimarådet, Peter Møllgaard, i en pressemeddelelse.

Det skyldes i flere tilfælde, at fremskrivningen baserer sig på effektvurderinger eller ambitioner fra politiske aftaler, hvor antagelserne fremstår urealistiske. Det er særligt gældende for udtagningen af lavbundsjord.

Fakta

Klimarådets vurdering af trepartens mål

Fremskrivningen forventer, at trepartsaftalens mål om udtagning af 70.000 hektar lavbundsjord nås i 2033. Klimarådet har dog i sin seneste statusrapport vurderet, at den planlagte afgift på 40 kroner per ton CO2e kun gør det økonomisk attraktivt at udtage omkring 20.000 hektar. Først ved et afgiftsniveau på omkring 125 kroner per ton CO2e bliver det økonomisk attraktivt at udtage omkring 70.000 hektar.

Kilde: Klimarådet

Udledningerne er siden sidste års fremskrivning blevet opjusteret for 2030 med 1,1 millioner ton CO2e til 23,2 millioner ton CO2e. Det bliver af Klimarådet tilskrevet flere udledninger end ventet fra CCS samt landbruget, mens der kommer færre udledninger fra transport.

"Ændringerne for landbrug og skov samt transport skyldes primært opdaterede forudsætningsdata, og at fremskrivningsmetoden har ændret sig siden sidste år. Ændringerne for CCS skyldes, at det senest afsluttede CCS-udbud vil levere færre reduktioner, end fremskrivningen forventede sidste år," skriver Klimarådet i notatet.

Færre reduktioner fra CCS

Allerede sidste år varslede Klimarådet, at der var en usikkerhed forbundet med reduktioner fra CO2-fangst og lagring.

Teknologien og hastigheden for at få den indført indebar "en vis risiko for forsinkelser i ét eller flere led".

Når statens CCS-pulje ikke blev en større succes end blot en enkelt vinder i Aalborg Portland, fremfor et større antal af de prækvalificerede selskaber, vil der alt andet lige føre til en mindre reduktion.

"Det medfører en nedjustering af udbuddets forventede bidrag fra 2,3 til 1,25 millioner ton CO2 fra 2030, svarende til den mængde Aalborg Portland årligt har forpligtet sig til at indfange og lagre. Det indebærer en samlet nedjustering af de forventede CCS-reduktioner i 2030 på 1,1 millioner ton CO2e," lyder det fra Klimarådet.

Derudover er det fortsat Klimarådets vurdering, at der er en "betydelig risiko" for, at der kommer forsinkelser i implementeringen af CCS-teknologien. Det betyder også, at der er en risiko for, at CCS-projekterne ikke kan levere de forventede reduktioner inden 2030.

"Værdikæden er stadig umoden, og der er både tekniske usikkerheder forbundet med at få lageret til at fungere og administrative udfordringer i form af nødvendige tilladelser. Dertil kommer usikkerheder knyttet til transporten af CO2, ligesom samtlige faser involverer større anlægsprojekter, der erfaringsmæssigt er forbundet med betydelig risiko for forsinkelser og overskridelser."

Klimarådet kommenterer i henhold til klimaloven år på den årlige klimastatus- og fremskrivning. Det er udelukkende fremskrivningen og ikke regeringens øvrige klimapolitik.

I den kommende statusrapport vil Klimarådet gennemgå sektorerne "mere systematisk og kvantitativt" samt tage stilling til regeringens samlede klimaindsats, i forhold til om klimamålene i 2030 og 2035 kan nås.

Fik du læst?

Fejlslagen CO2-fangst trækker det nationale klimaregnskab ned

Fik du læst?

Klimarådet: Målet for 2030 er ikke længere anskueliggjort

Sidst opdateret: 09/06/2026 - 12:17

Temaer: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]