
"Vores samlede vurdering er, at der er betydelig risiko for, at 2030-målet ikke nås med den nuværende politik,” siger formand for Klimarådet, Peter Møllgaard, i offentliggørelsen af statusrapport 2026. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Klima
Klimarådet: Målet for 2030 er ikke længere anskueliggjort
Regeringens politik og indsatser når ikke længere klimamålet for 2030, lyder vurderingen fra Klimarådet. Anbefalingen er blandt andet, at regeringen bør overveje tilskud til andre teknologier end CCS.
Udgivet: 26/02/2026
Det er med den nuværende politik og indsats langt fra sikkert, at målet for en reduktion af udledninger på 70 procent i 2030 nås.
Det vurderer Klimarådet i sin statusrapport 2026. Dermed kommer rådet frem til en anden konklusion end sidste år, der lød, at målet var anskueliggjort.
Tre ting skal regeringen særligt have fokus på i den kommende tid, siger formand Peter Møllgaard ved en præsentation af rapporten torsdag.
"Styrke implementeringen af eksisterende tiltag, annoncere en konkret plan B og konkretisere sine planer for opfyldelse af 2030-målet."
Vurderingen bygger på to elementer, forklarer Peter Møllgaard.
For det første at udledningerne i 2030 ser ud til at blive højere, end det regeringens klimafremskrivning fra 2025 havde anslået. Derudover har interessen for udbuddet af CO2-fangst og lagring været mindre end ventet, hvilket mindsker de forventede reduktioner.
Holder alle beregninger i regeringens plan, vil klimamålet for 2030 blive overopfyldt med 400.000 ton CO2, men det er altså ifølge Klimarådet forbundet med stor usikkerhed.
Skal regeringen komme nærmere en anskueliggørelse af 2030-målet, er det Klimarådets anbefaling, at centrale risici og usikkerheder bliver behandlet hurtigt.
Plan B
Sidste år lød vurderingen, at regeringens nuværende indsats gjorde det muligt at nå målet for 2030, men at det var forbundet med "betydelig risiko".
"Siden sidste år er risikoen for færre reduktioner fra CCS blevet til virkelighed. Når fremskrivningen korrigeres for de færre CCS-reduktioner, er der en lille overopfyldelse af målet. Klimarådet vurderer samtidig, modsat sidste år, at den korrigerede fremskrivning generelt undervurderer udledningerne," lyder det i statusrapport 2026.
For at øge sandsynligheden opridser Klimarådet en række centrale greb, som regeringen kan tage i brug.
Det er implementering af CCS, udtagning af lavbundsjorder, skovrejsning, omstilling til elbiler, opsætning af vindmøller og solceller samt elektrificering på tværs af sektorer.
Klimarådet lægger desuden op til, at der bliver udarbejdet en plan B, som skal komme i spil, hvis den nuværende klimapolitik ikke kan nå målet.
"Plan B bør alene indebære stramninger af klimapolitikken. Planen kan tilskynde til tidlig omstilling, hvis den fx består af højere afgifter kombineret med udmeldinger om højere fremtidige krav," lyder det i statusrapporten, der opfordrer til, at en sådan plan "hurtigst muligt" bliver annonceret.
En konkret anbefaling er at øge husdyrafgiften med en højere sats i 2030, hvis ambitionerne ikke ser ud til at blive indfriet. Derudover noterer Klimarådet, at genbesøget af husdyrafgiften rykkes til 2028.
Mere end blot én teknologi
Mens målet for 2030 er forbundet med betydelig usikkerhed, ser situationen anderledes ud for 2035.
Klimarådet vurderer, at målet for en reduktion på 82 procent i 2035 er anskueliggjort. Det er første gang, at Klimarådet forholder sig til målet.
Begrundelsen lyder blandt andet, at regeringen har afsat midler frem mod 2035, og at tid er regeringens ven.
Det gør det nemlig muligt for regeringen at "konkretisere indsatsen og håndtere risici". Derudover mener Klimarådet, at det vil være en fordel, hvis der bag målet for 2035 kunne stå et stort politisk flertal, da "det vil gøre aftalen mere robust".
På vejen for at nå målet er det derfor nødvendigvis ikke den bedste løsning at satse alt på CO2-fangst og lagring.
Tilskud kan i stedet bruges på andet, lyder det fra Klimarådet.
"Hvis regeringen primært vil anvende tilskud til at nå 2035-målet, bør den overveje en balanceret tilgang, hvor den ikke kun satser på én teknologi, og hvor den har den langsigtede omstilling for øje."
"Det er vigtigt, at de valgte omstillingselementer til 2035 peger frem mod 2045 og 2050. Hvis regeringen kun vælger at give støtte til CCS, risikerer den, at omstillingen af for eksempel industrien eller landbruget ikke er tilstrækkelig langt i 2035," lyder det.
Det er Klimarådets anbefaling, at regeringen kan drage fordel af at rykke udbetalingen af tilskudspuljemidler for at få en større sikkerhed for reduktioner fra 2035 - og for at opnå en bedre balance mellem CCS og andre teknologier.
Om Klimarådet
Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde blandt andet velfærd og udvikling.
Klimarådet skal årligt vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås.
Rådet skal desuden bidrage til den offentlige debat og udarbejder også løbende analyser og anbefalinger til klimaindsatsen.
Peter Møllgaard er formand for Klimarådet, der i alt består af ni medlemmer.
Sidst opdateret: 26/02/2026 - 12:24
Temaer: Klima












































