
Danmark gør det ifølge Cowis undersøgelse billigst, når det kommer til prisniveauet for rugbrødsposen. - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Affald
Det danske producentansvar er på niveau med nabolande
Danmark skiller sig ikke ud fra sine nabolande, når det kommer til prisen for producentansvar for emballage, viser undersøgelse af Cowi for Miljøministeriet.
Udgivet: 26/02/2026
Et nabotjek viser, at Danmark ikke nødvendigvis skiller sig ud fra nabolandene, når det kommer til prisen på udvidet producentansvar for emballage.
En undersøgelse foretaget af Cowi for Miljøministeriet finder, at der ikke er et entydigt billede af, at danske virksomheder står over for højere omkostninger end Belgien, Estland, Sverige og Tyskland.
"Der er et meget varieret prisbillede for husholdningsemballager på tværs af landene og fraktionerne i undersøgelsen. Der fremstår ikke et klart billede, som viser, at Danmark ligger enten med høje eller lave priser i en sammenligning med de lande, der indgår i undersøgelsen," lyder det i opsummeringen af rapporten, der blev sendt til miljøudvalget i starten af februar.
Rapporten kommer efter debat om, hvorvidt implementeringen af EU's emballagedirektiv ville gøre det markant dyrere at drive virksomhed i Danmark. I oktober valgte Miljøministeriet at sænke det beløb, som kommunerne samlet må opkræve fra producenterne i forbindelse med producentansvaret.
Men ifølge nabotjekket giver sammenligningen med de øvrige lande ikke belæg for, at Danmark generelt ligger i den dyre ende.
Varieret billede af prisniveauet
Undersøgelsen har blandt andet taget udgangspunkt i seks tilfældige produkter, der bliver sammenlignet på tværs af de fem lande.
Den sammenligning viser overordnet, at prisniveauet er varieret, men at Estland generelt har det laveste forbrugerprisniveau.
"Samlet set er de danske priser i en sammenligning med de fire øvrige lande for de seks tilfældige produkter, hverken det dyreste eller det billigste land," lyder det i rapporten.
Danmark gør det ifølge undersøgelsen billigst, når det kommer til omkostninger på rugbrødsposen. Dog er omkostningerne for glasemballage højt, hvilket er tilfældet for alle lande.
Netop det høje producentgebyr for glas har miljøminister Magnus Heunicke (S) lavet en ny model for, som blev sendt i høring i sidste uge.
Modellen har til formål at sænke prisen for glasemballage med cirka 30 procent. Det skal dermed sikre virksomhederne en gennemsigtig og fast pris for kommunernes håndtering af emballageaffald.
Brancheorganisations kritik
Argumentet for at undersøge nabolandes implementering af EU-direktivet for udvidet producentansvar var, at der skulle findes en billigere måde at implementere det i Danmark.
Sådan lød det i september, hvor regeringen præsenterede en midlertidig aftale for virksomhedernes udgifter, som trådte i kraft 1. oktober.
Formålet var, at regeringen ved at mindske producentgebyrerne sørgede for, at virksomhedernes udgifter i overgangen til den nye opgavefordeling maksimalt ville ende på 1,2 milliarder kroner.
Den resterende regning blev sendt til kommunerne.
Det fik kritik af Brancheorganisationen Cirkulær, der repræsenterer de kommunale affaldsselskaber.
"Det er en misforståelse, at udgifterne til at indsamle emballageaffald er en fast størrelse. De afspejler udgifterne til at købe affaldsbeholdere og skraldebiler, løn til skraldemændene og udgifter til diesel og el. Og de omkostninger ændrer sig naturligvis efter markedssituationen – uanset hvad man skriver i en politisk aftale," lød det fra Louise Brix, der er regulatorisk chef i organisationen, som fortsatte:
"Derfor har kommunerne større udgifter end 1,2 mia. kr., og vi har svært ved at tolke, hvordan disse kan dækkes."
Aftalen om implementeringen af EU-direktivet blev indgået i 2022 af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, De Konservative, Dansk Folkeparti og Alternativet.
EU's emballagedirektiv skulle til at begynde med allerede være implementeret tilbage i januar 2025, men blev udskudt til oktober.
Sidst opdateret: 26/02/2026 - 10:25
Temaer: Affald













































