
Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos, påpeger den manglende finansiering af nyt klimamål. - Foto: Jakob Melgaard
Klima
Cepos: Nyt klimamål for 2035 kan koste fem milliarder ekstra om året
I en ny analyse anslår Cepos, at et klimamål på mindst 85 procent vil koste milliarder. Samtidig sætter tænketanken spørgsmålstegn ved effekten af et særskilt klimamål.
Udgivet: 18/06/2026
Det kan ende med at koste de danske skatteydere ni milliarder kroner årligt fra 2035, når klimamålet for 2035 bliver øget fra 82 procent til mindst 85 procent.
Sådan lyder beregningen af den liberale tænketank Cepos i en ny analyse.
Det svarer til en ekstra omkostning på fem milliarder kroner, som lægges sammen med de allerede fire milliarder kroner, som er afsat til det eksisterende klimamål på 82 procent af den tidligere SVM-regering.
"Fem milliarder kroner om året er ikke småpenge. Det svarer til nogle af de største økonomiske prioriteringer i regeringsgrundlaget, men regeringen har endnu ikke forklaret, hvor pengene skal komme fra," siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i tænketanken.
Der er ifølge Cepos et mere grundlæggende problem ved selvstændige klimamål, da Danmark allerede er omfattet af EU's klimaregler og kvotesystem.
"Det giver ikke meget mening at have selvstændige danske klimamål oven på EU's klimapolitik. Når Danmark reducerer udledninger inden for kvotesystemet, frigøres der i praksis plads til, at andre lande kan udlede mere. Derfor bliver klimaeffekten af et dansk særmål meget begrænset, mens regningen lander hos danske skatteydere og virksomheder," siger Otto Brøns-Petersen.
Usikkerhed og umoden teknologi
Cepos' beregning tager udgangspunkt i beregningerne bag klimamålet på 82 procent, som svarer til en reduktion på 1,9 millioner ton CO2. Dengang blev omkostningen vurderet til 2.139 kroner per ton CO2, primært gennem CCS-teknologien.
Skal den øvrige reduktion på 2,4 millioner ton CO2 ske til samme pris, vil en forøgelse af klimamålet til 85 procent ende på de fem milliarder kroner årligt, som Cepos anslår.
Det er dog behæftet med en vis usikkerhed, da CCS-teknologien stadig er på et tidligt stadie, og den angivne pris per ton CO2 er usikker.
"Jo mere man skal reducere, desto dyrere bliver det. Man skal højere og højere op i træerne for at finde frugterne. Derfor er 5 milliarder kroner om året sandsynligvis et forsigtigt skøn," vurderer Otto Brøns-Petersen.
Ifølge Cepos skal udgiften afholdes over en 15-årig periode.
Reduktion af svineproduktion
Tænketanken peger samtidig på, at regeringens ønske om en mindre svineproduktion potentielt kan reducere det resterende underskud.
I regeringsgrundlaget lyder det, at den danske svineproduktion primært skal opdrætte svin til egen fødevareforsyning eller til forædling i Danmark inden eksport. Derudover skal der ske et midlertidigt stop for nyetablering samt udvidelser af konventionel svineproduktion.
Ifølge Cepos kan en fuld udfasning af eksporten af levende svin reducere den resterende klimamanko og dermed de beregnede samfundsøkonomiske omkostninger ved at hæve klimamålet fra 5 milliarder til 3,5 milliarder kroner om året fra 2035.
Tænketanken understreger dog, at omkostningen ved en sådan udfasning er "meget usikker".
"En fuld udfasning af eksport af levende svin kan derfor groft estimeres at medføre en mindreudledning på 0,7 millioner ton CO2e i 2035. Det efterlader en manko på 1,7 millioner ton CO2e for at øge klimamålet fra 82 procent til 85 procent uden øvrige virkemidler," skriver Cepos i analysen.
Flere aktører og oppositionspolitikere har påpeget den manglende finansiering af flere elementer i regeringsgrundlaget for den nye regering mellem Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre. Hertil har statsminister Mette Frederiksen (S) sagt, at den fulde finansiering vil ske "hen ad vejen".
Sidst opdateret: 18/06/2026 - 08:47
Temaer: Klima












































