
"Når vi giver midler til beskyttelse af drikkevandet, er det samtidig en investering i natur og biodiversitet," siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vand
Forsyninger og kommuner kan søge om 130 millioner kroner til drikkevandsbeskyttelse
Flere puljer til projekter rettet mod beskyttelse af drikkevandet åbner den 4. september. Kommuner, forsyninger og borgere kan samlet søge om 130 millioner kroner.
Udgivet: 08/09/2026
Kommuner, forsyningsselskaber og borgere kan nu søge støttemidler fra en række puljer til projekter rettet mod beskyttelse af drikkevandet.
Samlet tæller puljerne cirka 130 millioner kroner.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Vandforsyninger og kommuner kan for eksempel søge om midler til at købe arealer, som kan omdannes til skov eller på anden vis bruges til beskyttelse af drikkevandet, mens borgere kan søge om at få lukket ubenyttede brønde.
"Når vi giver midler til beskyttelse af drikkevandet, er det samtidig en investering i natur og biodiversitet. Det kan vi se på de mange projekter, der allerede har fået penge," siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) i pressemeddelelsen.
Ministeren fremhæver, at fynske VandCenter Syd har fået støtte fra Drikkevandsfonden til at lave genopretning af naturarealer til gavn for drikkevand og biodiversitet.
Lille beløb i forhold til udfordringerne
I brancheforeningen Danva er det altid positivt, når der kommer penge til området, men i forhold til de nuværende udfordringer er beløbet ikke stort nok, siger Karsten Bjørno, kommunikationschef i Danva.
"Vi er glade for alle penge, der holder udgifterne nede for vandselskaber og dermed vandkunder, Drikkevandsfonden er en af de indsatser, der hjælper med til det. Beløbet i puljen er selvfølgelig lille set i forhold til udfordringerne og ikke tilstrækkelig til det behov, vi ser i ind i, for eksempel ved en nedsættelse af grænseværdien for nitrat. Her vil pengene hurtigt blive brugt," siger han i et skriftligt svar til NB-Forsyning & Klima.
Danva forudser, at der kan være mulighed for, at der kommer flere penge til puljen.
"Til gengæld har vi været heldige, at puljen de seneste år er blevet udvidet, så alle, der har søgt, har fået bevilget midler. Det viser også, at der er behov for en mere blivende finansiering af areal til beskyttelse til drikkevandsindvinding, sløjfning af ubenyttede boringer samt rensning for PFAS og nitrat i grundvand, der bruges til drikkevand," siger Karsten Bjørno.
Miljøstyrelsens puljer fordeler således:
- 86,7 millioner kroner fra Drikkevandsfonden, der er tiltænkt beskyttelse af strategisk vigtige indvindingsområder.
- 3,9 millioner kroner fra Drikkevandsfonden til private borgere, som vil sløjfe boringer og brønde, der ikke benyttes og udgør en forureningsrisiko for grundvandet.
- 39,3 millioner kroner i regi af nationale handlingsplan for PFAS, der skal gå til vandforsyningers beskyttelse af drikkevand mod evighedskemikaliet PFAS.
Aftalen blev indgået under SVM-regeringen med støtte fra SF, Dansk Folkeparti, LA, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre og Alternativet.
Sidst opdateret: 08/09/2026 - 10:14
Temaer: Vand











































