Hørsholm borgmester Morten Slotved (K) giver entydigt Folketinget ansvaret for, at forbrugerne i fem nordsjællandske kommuner nu får en ekstra affaldsregning på helt op til 3500 kroner pr. husstand.

Hørsholm borgmester Morten Slotved (K) giver entydigt Folketinget ansvaret for, at forbrugerne i fem nordsjællandske kommuner nu får en ekstra affaldsregning på helt op til 3500 kroner pr. husstand. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fælleskommunalt affaldsselskab finder smuthul uden om konkurs

Kommuner med truende tab på affaldsanlæg kan sende en stor del af regningen videre til forbrugerne og måske endda undgå de konkurser, som flertallet bag affaldsloven ønsker.

Udgivet: 27/10/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Det nordsjællandske forbrændingsanlæg Norfors har angiveligt fundet et smuthul i den lov, der skulle fremprovokere konkurser og efterfølgende lukning af 30 procent af den kommunale forbrændingskapacitet i Danmark. Taberne bliver - stik imod løfterne fra Folketinget - borgerne, som alene i fem nordsjællandske kommuner skal betale 213 millioner kroner ekstra i affaldsgebyrer i 2024 og 2025.

"Det er desværre forbrugerne, som kommer til at betale for den lov, som Folketinget har vedtaget," siger formanden for Norfors borgmester Morten Slotved fra Hørsholm. Alle kommunerne vil ifølge udvalgsbilag gøre det meget klart over for borgerne, at takststigninger er en direkte konsekvens af den ny lovgivning om liberalisering af affaldssektoren.

Sagen fra Nordsjælland er vigtig for alle de kommuner, som er medejer af et forbrændingsanlæg i konkursfare, efter et bredt flertal i Folketinget i sommer gennemførte en lov, der pålægger affaldsanlæggene at blive omlagt til selskaber inden første januar 2025 og dermed konkurrenceudsætte afbrændingen af affald.

Men kommunerne skal skynde sig. Ifølge baggrundsmaterialet lukker vinduet for at opkræve ekstra betaling hos forbrugerne 1. juli 2025.

Takket være manøvren fra Norfors, som er blåstemplet af både revisorer og advokater, kan kommunerne reducere deres tab og sende regningen videre til forbrugerne. Den samlede gæld i de 26 kommunale forbrændingsanlæg er ifølge en tidligere opgørelse fra Dansk Affaldsforening (nu Cirkulær) på cirka 13 milliarder kroner, og derfor kan manøvren fra Nordsjælland udløse en meget stor regning til forbrugerne, hvis andre af de konkurstruede affaldsanlæg går samme vej. Du kan læse mere om sagen i dokumenter fra blandt andet økonomiudvalget i Helsingør.

Modellen fra Norfors kan dermed underminere den lov om selskabsgørelse, som Folketinget vedtog i sommer. Her var det erklærede formål, at man gennem en selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingen skulle tvinge en række værker ud i en konkurs og efterfølgende lukning.

Det skulle sikre, at importen af affald blev begrænset, hvilket isoleret set ville gavne det danske CO2-regnskab. Det vil til gengæld skade klimaet globalt, at det udenlandske affald så i stedet ender som deponi, der udsender de meget potente klimagasser methan og lattergas.

Politikerne har angiveligt overset banale juridiske forhold

Norfors anlægget i Hørsholm var af mange anset for at være det første, som ville gå konkurs, fordi anlægget har en samlet gæld på 790 millioner kroner. Det ville i værste fald betyde, at de fem nordsjællandske ejerkommuner skulle indfri den garanti, som de har stillet for gælden.

Ejerkommunerne har derfor brugt store ressourcer hos advokater og revisorer på at finde en løsning. Og den er kommet fra Horten og Deloitte, som har fundet modellen, der ifølge begge er helt inden for den gældende lovgivning.

Logikken er meget forenklet, at den lov om selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse som Folketinget vedtog i sommer gør forbrændingsdelen af Norfors værdiløs. Derfor kan Norfors helt i overensstemmelse med god regnskabsskik nedskrive værdien af forbrændingsanlægget med 213,4 millioner kroner frem til det regnskabsmæssigt bliver værdiløst ved lovens ikrafttræden 1. juli 2025.

De ekstra afskrivninger kan kommunerne helt i overensstemmelse med gældende lovgivning pålægge forbrugerne. Konkret betyder det, at et parcelhus i Hørsholm frem til sommeren 2025 skal betale 2250 kroner ekstra i affaldsgebyr, mens en bolig i en etageejendom skal betale 3.500 kroner. Forklaringen på, at etageejendomme er dyrere, er større affaldsmængder og en lavere sorteringsgrad.

Tilbage står kommunerne med en gæld på cirka 500 millioner kroner, som ligger i fjernvarmedelen af selskabet. Umiddelbart er den del underlagt "hvile i sig selv" princippet, og derfor har kommunerne besluttet at hæve fjernvarmeprisen med 10 procent svarende til cirka et par tusinde kroner for et parcelhus.

Mens den ekstraordinære forhøjelse af affaldsgebyret er midlertidig, så er de højere varmepriser varige. Det skal dog bemærkes, at Norfors ikke har hævet prisen på fjernvarme i flere år, og derfor er det uklart, hvor meget af prisforhøjelsen, som skyldes den nye lov.

Fik du læst?

Kommentar: Derfor kører regeringen direkte mod ny milliardskandale

Norfors er stadig konkurstruet

Selvom kommunerne nu får nedbragt gælden med 213 millioner kroner, så er der stadig en gæld på cirka 500 millioner kroner tilbage i Norfors, og det er uklart, hvor meget varmeprisforhøjelsen hjælper. Derfor er selskabet ifølge Morten Slotved endnu ikke fri for truslen om en konkurs.

"De ekstraordinære afskrivninger er ikke nok til at garantere værket mod konkurs, men nu bliver affaldsdelen gældfri og så fokuserer vi nu på fjernvarmedelen," siger Morten Slotved.

Ifølge et notat fra Deloitte som er fremlagt for blandet andet økonomiudvalget i Helsingør, arbejdes der blandt andet med en "omstilling af værket til biomasse". Umiddelbart kan det undre, at Norfors satser på den meget lidt klimavenlige afbrænding af importeret flis frem for afbrænding af udenlandsk affald, der ifølge eksperterne har en positiv effekt på klimaet.

Forklaringen - som ikke står i notaterne - kan være, at Folketinget har indført et loft over den varmepris, forbrændingsdelen må pålægge fjernvarmedelen, hvis varmen kommer fra affald, mens der ikke er noget loft over varmeprisen fra flis.

Morten Slotved ønsker ikke at kommentere Norfors fokus på flis, før en række forhold er undersøgt.

Ejerkommuner opretholder sagsanlæg mod staten

Selvom de fem ejerkommuner nu får dækket en del af deres mulige tab hos forbrugerne, så fortsætter de arbejdet med en retssag mod staten. Påstanden er her, at lovens formål om at tvinge en del af de kommunale forbrændingsanlæg ud i en konkurs har karakter af ekspropriation. Derfor vil kommunerne have staten til at dække det værditab, som kommunerne lider på grund af loven.

"Det er en fuldstændigt urimelig situation, vi er sat i. Staten har godkendt den udbygning af Norfors, som har udløst gælden, og nu vedtager staten så en lov, der gør den værdiløs," siger borgmesteren i en af de andre ejerkommuner, Thomas Lykke Pedersen fra Fredensborg.

Fik du læst?

Borgmestre truer med sagsanlæg, hvis de må lukke forbrændingsanlæg

Sidst opdateret: 19/03/2025 - 13:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]