Første naboafstemning om solcellepark gav ja: 'Lokalt og økonomisk ejerskab hjælper klart'
Tønder Kommune sendte som den første i landet planer om to vedvarende energiprojekter til lokale, vejledende afstemninger. Og det fortsætter man med fremover i kommende projekter i den sønderjyske kommune.
Udgivet: 03/11/2023
Ja eller nej til at blive nabo til solcelle- eller vindmølleparker? 'Ja', lyder det fra borgere i Tønder Kommune.
Kommunen har som den hidtil eneste valgt at spørge borgerne - eller rettere naboerne - om deres holdning til spørgsmålet.
"Det er helt nyt land for os som kommune at gennemføre disse afstemninger. Formålet med dem er at give borgere, der bor tæt på de enkelte projekter, en ekstra mulighed for at give deres holdning om projektet til kende," siger borgmester Jørgen Popp-Petersen (Slesvigsk Parti) til DR.
Afstemningen foregik digitalt over to uger og efter i alt otte ugers høring. Borgmesteren forklarer, at afstemningen ses som et supplement til høringsfasen. Afstemningen gjaldt to projekter i kommunen, og i begge tilfælde blev det til et temmelig klart 'Ja' i en af landets i forvejen største producenter af vedvarende energi.
Det er derfor en tilfreds borgmester, der kan evaluere på afstemningerne.
"Rent teknisk og praktisk gik det helt efter planen, så det var en meget fin proces, vi kommer til at køre videre med i forhold til fremtidige projekter," siger Jørgen Popp-Petersen til NB-Kommune.
Økonomiske incitamenter hjælper
Som i flere andre kommuner er der også i Tønder sat et økonomisk incitament op for naboerne, som efter opførelsen kommer til at få billigere strøm til husholdningen i mange år fremover, forklarer han:
"Samtlige investorer har sagt ja til at sætte 40 procent af kapaciteten til salg i lokalområdet, og samtidig bliver der sendt midler videre - 3000 kroner per hektar - til lokalområdet og i hele Tønder Kommune. Det kan for eksempel være at holde gang i en købmandsforretning i et landområde eller etablere en cykelsti. Derfor har vi også etableret en forening - 'Bæredygtig fremtid' - der skal samle ind i forhold til velgørende formål," siger Jørgen Popp-Petersen til NB-Kommune.
Borgmesteren fortæller, at der i øjeblikket er 21 yderligere vedvarende energiprojekter i støbeskeen, som venter på at komme videre i planprocessen. Det drejer sig om 105 nye vindmøller og 1.600 hektar solceller. Også her skal projekterne sættes til lokal afstemning. Naboernes dom er dog kun vejledende for byrådet og vil derfor ikke afgøre projekternes skæbne.
Jørgen Popp-Petersen medgiver i den sammenhæng, at der er risiko for, at naboerne stemmer 'nej' i fremtidige afstemninger.
"Der er jo en chance for begge dele. Men det lokale og økonomiske ejerskab hjælper helt klart på processen. Afstemningen er en temperaturmåling, som kan presse investorer til at stille gode vilkår til rådighed, for ellers kan de stå med et kæmpeproblem."
Folketingets partier har en ambition om at firedoble produktionen af vedvarende energi frem mod 2030. Det er fint, mener Jørgen Popp-Petersen, men han kan blive nervøs for, om staten kommer til at blande sig i Tønder Kommunes planer, der langt kommer til at overstige firedoblingen:
"En firedobling er da fint. Men her i Tønder kommer vi op på mere end en tidobling, hvis samtlige 21 projekter lykkes. Man kan være bekymret for, om statslige myndigheder kan komme ind og sætte rammer og blande sig i vores plan og slå dem tilbage," siger Jørgen Popp-Petersen til NB-Kommune.
Fakta
- Når byrådet er tæt på at godkende et solcelle- eller vindmølleprojekt i kommunen, skal det i offentlig høring i otte uger.
- I de sidste to uger kan naboerne stemme anonymt i en vejledende afstemning via nettet.
- Dem, der bor med mindre end 2.500 meter til en planlagt vindmølle eller 1.250 meter til en planlagt solcelle kan stemme. De får stemmesedlen med digital post.
- Resultatet indgår i politikernes endelige vurdering af projektet. Men de er ikke tvunget til at følge flertallet i afstemningen.
Kilde: Tønder Kommune
Sidst opdateret: 14/05/2025 - 13:53
Temaer: Klima
Emner: Klima, Tønder Kommune












































