
Borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) angreb bestyrelsen i Odsherred Forsynings datterselskaber på gårsdagens byrådsmøder og mener, at de sender "et virkelig dårligt signal" med ønsket om forhøjelser af honoraret på over 200 procent og engangsbetalinger for mange møder under selskabets krise. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Byråd advarer kraftigt mod flere honorarstigninger - men kan intet stille op
Bestyrelsen i Odsherred Forsynings varmeselskab har i hemmelighed tredoblet honorarerne. Kommunen har kastet lys over sagen ved at sætte en orientering om yderligere honorarstigninger på byrådets åbne dagsorden.
Udgivet: 18/12/2024
Siden Nordea overtog styringen i Odsherred Forsyning, har de nye bestyrelsesmedlemmer i Odsherred Varme fået tredoblet honoraret, når der sammenlignes med, hvad bestyrelsen for Odsherred Forsyning modtog før det dramatiske rekonstruktionsmøde i Skifteretten i november
Formandshonoraret i varmeselskabet er for eksempel øget fra 75.000 til 240.000 kroner - uden Odsherred Kommune ifølge kommunens fremstilling af sagen er taget med på råd.
De ni medlemmer af bestyrelsen for de øvrige datterselskaber (Vand A/S, Spildevand A/S, Tømning A/S, Forsyningsservice A/S) ønsker nu en tilsvarende tredobling af honoraret indtil udgangen af 2025, ligesom de foreslår at udbetale 25.000 kroner som et engangsbeløb til de ni medlemmer som honorering for den ekstraordinære mødefrekvens siden maj, hvor fjernvarmeskandalen brød ud i lys lue.
Odsherred Kommune modtog i fredags et brev fra de øvrige selskabers formand, Susan Münster, som Nordea afsatte som bestyrelsesformand for moderselskabet i november. Kommunaldirektøren videreformidlede henvendelsen til byrådet, som i aftes tog skarpt afstand fra planerne.
"Jeg synes, at det på nuværende tidspunkt er et virkelig dårligt signal at sende til alle forbrugerne. Borgerne i Odsherred står lige nu i usikkerhed, om der kommer prisstigninger, og så begynder man at snakke om lønstigninger," sagde borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) ifølge Sjællandske Nyheder.
Odsherred Kommune og de folkevalgte har dog ingen indflydelse på honorarerne. Afgørelsen ligger i hænderne på den nuværende ledelse i form af rekonstruktøren Christian Jul Madsen fra Kromann Reumert, som af Nordea er udpeget som bestyrelsesformand for Odsherred Forsyning, hvor han er ene mand i bestyrelsen. Af Susan Münsters brev til kommunaldirektøren kan man læse, at rekonstruktørens indstilling er, at ”den faste del vederlaget skal være markedskonformt indenfor sektoren".
Hvis kommunens motivation med at sætte brevet på byrådets dagsorden har været at sætte Nordea i et dårligt lys, er det lykkedes. Landsdækkende medier har taget historien op og sat fokus på den store honorarstigning, som kommunen ikke har indflydelse på, og som allerede er gennemført i selskabet Odsherred Varme, hvor skandalen har sit ophav.
Svaret fra borgmesteren og kommunaldirektøren til bestyrelsesformanden
Dette svar blev godkendt af et enigt byråd tirsdag 17. december:
Kære Susan,
Tak for din henvendelse omkring mulig stigning i bestyrelseshonorarerne for Odsherred Forsyning. Spørgsmål om bestyrelseshonorarer henhører under ledelsens, det vil sige rekonstruktørens kompetence og ansvar.
Vi må forstå det således, at der allerede ved udskiftning af bestyrelsen i Odsherred Varme er truffet aftaler om en betydelig forhøjelse af de nye bestyrelsesmedlemmers honorarer uden, at vi i øvrigt har nærmere kendskab hertil. Bestyrelsesarbejdet i vandselskaberne og Forsyningsservice må vel i øvrigt have en anden og mindre tyngde nu i forhold til tidligere.
Odsherred Kommune vil generelt fraråde en stigning, herunder en så kraftig stigning som der lægges op til. Bestyrelseshonorarer i en forsyningskoncern bør efter kommunens opfattelse ikke fastsættes på så højt et niveau, at man mister kundernes opbakning og forståelse. Denne risiko er særlig aktuel, når det må forventes at ske samtidig med forventede store prisstigninger. Situationen kan være en anden, når rekonstruktionen er afsluttet, men på nuværende tidspunkt vil Odsherred Kommune fraråde den påtænkte stigning.
Venlig hilsen
Karina Vincentz, borgmester og Claus Steen Madsen, kommunaldirektør
Tonedøvt
Med til historien hører, at bestyrelsen i Odsherred Forsyning tilbage i foråret 2023 bad byrådet om at opjustere honorarerne med 30-40 procent, men dengang blev forespørgslen skudt til hjørnespark af politikerne, som ville have et indblik i honorarernes størrelse i andre forsyningsselskaber.
Forsyningsselskabets daværende bestyrelsesformand Mathias Hansen (V), der tidligere i NB-Kommune har fortalt sin version af historien om underskriften, der pantsatte forsyningsselskabet i strid med vedtægterne, forsvarer idéen om at skrue lidt op for honorarerne, men er uenig med timingen.
"Arbejdet i en bestyrelse for et selskab af denne størrelse er der faktisk ret meget arbejde i, og formandsposten er tung med stort ansvar. Så selve honorarets størrelse, synes jeg faktisk, er fair," siger Mathias Hansen til sn.dk, inden han adresserer tidspunktet for anmodningen.
"At de kommer med forslaget nu, er i min optik tonedøvt og udtryk for dårlig timing."
Kommunikationsudgifter til kendt spindoktor
I sidste uge kom det i øvrigt frem, at Odsherred Kommune har afsat en halv million kroner til krisekommunikation og pressehåndtering. Peter Arnfred, der er tidligere særlig rådgiver for Troels Lund Poulsen og berygtet for hans rolle i Helle Thorning Schmidts skattesag, er hyret til at varetage opgaverne sammen med kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.
"Den her sag er en så stor ekstra opgave, at vi simpelthen ikke har ressourcerne til at håndtere det internt," siger borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) til Sjællandske Nyheder.
Sidst opdateret: 18/03/2025 - 12:18











































