Kenneth Gøtterup (K), borgmester i Dragør Kommune, har på vegne af 14 borgmestre sendt et opråb til regeringen, hvor de kræver en konkret tidshorisont for udfasning af gas.

Kenneth Gøtterup (K), borgmester i Dragør Kommune, har på vegne af 14 borgmestre sendt et opråb til regeringen, hvor de kræver en konkret tidshorisont for udfasning af gas. - Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Borgmestre i brev: "Udfasningen af gas er ved at gå i stå"

14 borgmestre med fjernvarmefrustrationer går sammen om et opråb til Christiansborg. Der mangler en konkret dato for udfasning af gas, hvis de skal kunne løfte opgaven.

Udgivet: 19/12/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

14 borgmestre, med Kenneth Gøtterup (K) fra Dragør Kommune i spidsen, har sendt et brev til regeringen, hvor de kritiserer modellen for udfasning af gas, der vanskeliggør udrulningen af fjernvarme i kommunerne.

"Jeg er glad for, at vi er så mange borgmestre og formænd for fjernvarmeselskaberne, der er enige om at lægge pres på ministeren for at få en afklaring," lyder det fra Kenneth Gøtterup.

Kritikken går på, at kommunerne i 2022 blev pålagt, at de inden udgangen af året skulle belyse, om de kan etablere fjernvarme.

"Den tøven, som regeringen har med, at de ikke vil sætte en fast dato for udfasning af gassen skaber usikkerhed hos mange borgere. Regeringen må beslutte sig for, om de reelt mener det alvorligt og så se at få meldt ud. I kommunerne har vi håndteret vores del af opgaven og taget ansvaret på os. Nu er det på tide at regeringen kommer ind i kampen, hvis de mener, at vi skal omstille os til fjernvarme," siger Kenneth Gøtterup.

Selskaberne også med

Udover borgmestrene er også en række repræsentanter fra fjernvarmeselskabet bag brevet til politikerne på Christiansborg.

Afsenderne på brevet

  • Kenneth Gøtterup (K) borgmester, Dragør Kommune

  • Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester, Esbjerg Kommune

  • Frank Schmidt-Hansen (K), borgmester, Vejen Kommune

  • Jens Ejner Christiansen (V), borgmester, Vejle Kommune

  • Allan S. Andersen (S), borgmester, Tårnby Kommune

  • Peter Rahbæk Juel (S), borgmester, Odense Kommune

  • Mette Landtved-Holm (V), borgmester, Nordfyns Kommune

  • Ole Vind (V), borgmester, Hedensted Kommune

  • Henning Urban Dam Nielsen (S), borgmester, Stevns Kommune

  • Bent Hansen (V), borgmester, Gribskov Kommune

  • Mads Sørensen (V), borgmester, Varde Kommune

  • Marie Stærke (S), borgmester, Køge Kommune

  • Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

  • Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved Kommune

  • Dan Michaelsen, Løsning Fjernvarme

  • Søren Hestbæk, Aalestrup-Nørager Energi

  • Janus Harloff Lynggaard, Jels Varme

  • Niels Pedersen, Solrød Fjernvarme

  • Henrik Holst, Ribe Fjernvarme

  • Kurt Bjerrum, DIN Forsyning

  • Suzette Nielsen, Vejen Varmeværk

  • Ejvind Steen Olesen, Højslev-Nr. Søby Fjernvarmeværk

"Vi opfordrer til, at Folketinget sætter en konkret dato for udfasning af gasnettet, og at kommunerne kan sætte årstal for udfasning af gasnettet efter konkrete og lokale forhold inden denne dato, såfremt det vurderes hensigtsmæssigt i forhold til tidspunktet for udrulning af fjernvarme," står der i brevet.

De oplever nemlig, at borgerne er bevidste om, at de kan afvente i flere år, og derfor har de ikke incitament for at skifte fra gasopvarmning, da priserne på gas igen er faldet.

"Vi opfordrer derfor til, at den politiske aftale om fuldt udfasning af gas til boligopvarmning i 2035 snarest muligt genbekræftes, så der ikke er tvivl hos danskerne om, at Regeringen er fast besluttede på at udfase gassen af både sikkerhedspolitiske og klimamæssige årsager. Der er brug for at sende et klart og tydeligt politisk signal om, at det ikke er muligt at forblive på individuel gasopvarmning, uagtet at den resterende gas måtte være grøn på et tidspunkt," skriver borgmestrene i brevet.

Læs hele brevet her.

PDF åbnes i et nyt vindue

Borgmesterbrev - udfasning af gas

Sidste år sendte de samme borgmestre et brev til regeringen med et opråb om, at flere planlagte projekter ville gå i stå, da tilskudspuljen til fjernvarme blev tømt.

Læs mere om borgmestrenes frustration sidste år over, hvordan de ønsker at udvide fjernvarmenettet, men kom i klemme, fordi regeringens pulje blev tømt efter et forløb, hvor tilskuddet blev udbetalt til de første ansøgere.

Sidst opdateret: 10/04/2025 - 09:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]