
Det vil kræve en 30-40 meter høj bygning at opsamle røggassen og udtrække CO2 fra ARGOs karakteristiske forbrændingsanlæg i Roskilde. Projektet vil kun være rentabelt med statsstøtte i milliardklassen. - Foto: ARGO
Sjællandske byråd nikker til CO₂-fangst
Affaldsforbrændingsanlægget ARGO vil række ud efter statslig milliardpulje, efter de ni ejerkommuner har truffet en principbeslutning om megaprojektet - men det er ikke foregået uden politisk skepsis. Er CO₂-fangst en opgave for kommunalt ejede forsyningsselskaber?, spørger skeptikere.
Udgivet: 07/02/2025
De ni kommuner, der ejer forbrændingsanlægget ARGO, vil række ud efter statslig støtte i milliardklassen til at etablere CO₂-fangst på anlægget i Roskilde. Det har kommunalbestyrelserne besluttet de seneste uger.
"CO₂-fangst er en central teknologi i arbejdet med at reducere klimabelastningen fra energiudnyttelse af restaffald. Derfor er vi glade for, at vores ejerkommuner støtter op om forarbejdet, så vi kan fortsætte den gode dialog om projektets videre udvikling," siger ARGOs bestyrelsesformand, Roskilde-borgmester Tomas Breddam (S) i en pressemeddelelse.
ARGO vil søge finansiering i den statslige pulje på 28 milliarder kroner, som er afsat til at udvikle og etablere fangstanlæg og lagringsmuligheder. Projektet kan kun realiseres, hvis ARGO søger og får del i puljen, understreger det kommunalt ejede selskab.
Kommunal opgave eller ej
Beslutningen om at gå videre med planerne har mødt modstand i nogle af byrådene. I Kalundborg argumenterede Peter Jacobsen (DF) for, at CO₂-fangst ikke bør være en kommunal opgave.
"Det er fint nok, at staten har sat penge af til det, men så synes jeg, staten selv skal påtage sig den risiko og drive disse anlæg eller lade private gøre det. Vi skal bare tage til Odsherred og se, hvad der kan ske, når man bevæger sig udenfor sit kerneområde," sagde DF'eren ifølge Sjællandske Nyheder, da byrådet i Kalundborg behandlede sagen.
Han blev suppleret af Tonny Voldby Pedersen (Frit Borgerligt Fællesskab), der pegede på, at gevinsten ved CO₂-fangst er tvivlsom, og at det i sidste ende bliver kommunernes borgere, der kommer til at betale for det. Borgmester Martin Damm (V) understregede, at politikerne blot gav grønt lys til, at Argo kan søge om statstilskud, og at "kommunalbestyrelsen får lov til at give sin mening til kende, inden det egentlige projekt bliver sat i gang."
I Stevns stemte Nye Borgerlige imod planerne. (Ikke alle ni kommuner har behandlet sagen på den åbne dagsorden).
ARGO har i strategien fastsat et mål om at levere CO₂-neutral affaldsenergi i 2030, hvilket ifølge selskabet kun kan lykkes med CO₂-fangst.
Kraftvarmeværket udleder årligt ca. 350.000 ton CO₂, svarende til ca. 0,5 pct. af Danmarks samlede CO₂-udledning.
Deler drøm med Vestforbrænding
I 2023 vandt Ørsted en udbudsrunde på op til 8 milliarder kroner i støtte til fangst og lagring af CO₂ fra kraftvarmeværkerne i Kalundborg og Avedøre i hovedstadsområdet.
Vestforbrænding, der ejes af 19 hovedstadskommuner, forsøgte i 2023 forgæves at opnå statsstøtte til forbrændingsanlægget i Glostrup. I januar indgik selskabet en aftale med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) om et samarbejde. Sammen vil Vestforbrænding og CIP stifte et joint venture-selskab med henblik på i fællesskab at udvikle, bygge og drive et CO₂-fangstanlæg.
25. marts 2025 er sidste frist for at søge om at deltage i udbuddet om de tilbageværende 28 milliarder kroner, som Folketinget har afsat.
Sidst opdateret: 21/08/2025 - 12:03











































