Roskilde-borgmester Tomas Breddam (S) og Struer-borgmester Marianne Bredal (V) fortalte om deres kommuners tilgang til klimatiltag. De to byråd har ikke været lige risikovillige.

Roskilde-borgmester Tomas Breddam (S) og Struer-borgmester Marianne Bredal (V) fortalte om deres kommuners tilgang til klimatiltag. De to byråd har ikke været lige risikovillige. - Foto: KL, Alexander Hjorth Jespersen

Ambitiøse lokale klimamål til debat: Økonom maner til besindighed i kommunerne

Det er sundt, at kommuner kan eksperimentere med risiko for at skabe fiaskoer, som andre kan lære af, mener borgmester.

Udgivet: 25/04/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Skal kommunerne motiveres til at gå foran og tage chancer, eller er det bedst, at de koncentrerer sig om den lokale implementering af klimatiltag?

Spørgsmålet om, hvorvidt den lokale klimaindsats kan betale sig, var torsdag til debat på KL's Klima- og Miljøtopmøde, og cheføkonom Ulrik Beck fra Kraka var hidkaldt for at udfolde synspunktet om, at kommunerne bør holde sig i skindet og droppe meget ambitiøse mål og skåltaler.

"Hvis nogle kommuner går foran, betyder det, at man andre steder kan slippe af sted med at gøre mindre. For Christiansborg-politikerne fastsætter afgifterne, så man lige præcis indfrier målet," siger cheføkonomen. 

"Der er stor forskel på de billige værktøjer, der er tilgængelige nationalt – som benzin- og CO2-afgifter - og de tiltag, der er tilgængelige for kommuner," tilføjer han.

Cheføkonomen lægger sig dermed i slipstrømmen af Økonomisk Råd, der sidste år problematiserede kommunale særregler og dyre tiltag - med lokale fartnedsættelser på vejene som et eksempel på et kommunalt klimagreb, der er mange gange dyrere for samfundet end en CO2-afgift.

Fik du læst?

Vismænd om kommunale klimamål: Sandsynligt at de ikke har en reel klimaeffekt

Ulrik Beck henviser til, at det har været fremme, at syv kommuner i deres klimaplan har vedtaget, at de i 2030 skal være klimaneutrale, mens det nationale mål om fem år er en CO2-reduktion på 70 procent.

"Det, jeg er bekymret for, er, når man vil have et tårnhøjt reduktionsmål – og så stiger regningen," siger han.

Satsning med elbusser

På scenen fik cheføkonomen mod- og medspil fra to borgmestre. Den ene, Tomas Breddam (S) fra Roskilde, er ikke fortaler for, at kommunerne skal træde på bremsen. I hans egen kommune gjorde man det modsatte, da man som den første i landet anskaffede elbusser.

”Roskilde var første kommune til at sætte strøm til alle bybusserne. Vi troede, det var dyrt og dumt, men det viste sig ikke at være sådan,” siger Tomas Breddam og pointerer, at erfaringerne hurtigt viste, at de eldrevne busser var i stand til at køre hele dagen.

”Når vi skal være eksperimenterende, skal vi acceptere, at nogle ting falder til jorden. Det betyder, at nogle af os går foran og laver en fiasko – som andre kan lære af,” konkluderer borgmesteren.

Hans borgmesterkollega Marianne Bredal (V) fra Struer fortæller, at byrådet i limfjordskommunen har grebet klimatiltagene mere konservativt an.

"Vi har ikke haft nogen ambition om at være first mover. Tværtimod har vi af respekt for borgernes penge valgt at lægge os i kølvandet på andre," siger Marianne Bredal.

Struer Kommunes lange kystlinje ud til Limfjorden har imidlertid gjort det nødvendigt at kaste mange kræfter i klimatilpasning. Og i denne sammenhæng bakker borgerne op om, at kommunen investerer, fortæller borgmesteren.

"Når vi kaster os over kystsikring, er det et nødvendigt onde. Og når det er et nødvendigt onde, er borgerne også modnede til at gå ind i den opgave, hvorimod bybusser i Struer altså ikke er en særlig stor dagsorden - er jeg nødt til at sige".

Tomas Breddam indskyder, at elbusser og kystsikring hængte sammen i hans kommune. Beslutningen om at investere tidligt i elbusser traf byrådet nemlig efter stormen Bodil, der i 2013 skabte store oversvømmelser ved Roskilde Fjord.

”Jeg tror, det var noget af det, der gjorde, at der i Roskilde var mod på at gå videre med elbusserne,” siger borgmesteren.

Fik du læst?

Borgmester: Svært at se, hvorfor vi skal kritiseres for at have sat ambitiøse mål

Tidligere klimaminister Connie Hedegaard er også en del af seancen i konferencesalen, og hun tager afstand fra økonomernes gængse kritik af kommunerne.

"Nogle vil sige: Hvor vigtigt er det med lokal handling? Der skal bare en global pris på CO2. Men det er urealistisk. Det kommer ikke til at ske," siger hun og fremhæver den nye DTU-analyse om stormflodsskader, der netop er blevet lanceret.

"Det er tydeligt, at der bliver en pris at betale, hvis vi ikke gør noget. Den lokale indsats er en bunden opgave - også selv, hvis det ikke kan betale sig," siger Connie Hedegaard.

Hun ser fortrøstningsfuldt på danskernes opbakning til at investere i klimatiltag. Inddragelse af borgerne lokalt er dog afgørende, understreger hun, men øvelsen kan være svær og risikere at skabe frustrationer, hvis folk føler sig kørt over.

"Vi kan ikke holde borgermøder om klimaforandringerne. Man har brug for nogle håndgribelige ting. Det er lidt en kunst at gøre det, så det ikke bliver noget pseudo, men noget reelt," siger Connie Hedegaard.

"Men det er min faste overbevisning, at hvis der er nogen, der kan klare den grønne omstilling uden at ende i gule veste, så er det os i Grundvigs fædreland."

Sidst opdateret: 25/04/2025 - 09:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]