
86 procent af danskerne er villige til at betale mere for rent drikkevand, mens det er 73 procent, når det kommer til beskyttelse mod oversvømmelser. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Analyse: Danskerne vil hellere betale mere for rent drikkevand end klimatilpasning
Spildevandsselskaber står ifølge prognose over for et investeringsbehov frem mod 2070 på omkring 725 millarder kroner, hvilket er væsentligt højere end behovet hos vandselskaber. Men når det kommer til danskernes betalingsvillighed slår rent drikkevand klimasikring.
Udgivet: 29/04/2025
Størstedelen af danskerne er villige til at betale ekstra, når vandregningen lander, hvis det er med til at sikre, at der er rent vand i hanen og bidrager til klimatilpasning.
Det viser en analyse af Tænketanken Brundtland.
"Overordnet kan man sige, at danskerne sådan set er ret bekymrede for oversvømmelser, og at vores drikkevand skal være forurenet. Det er der alt mulig grund til at være, med den måde klimaforandringerne buldrer derudad," siger Magnus Skovrind Pedersen, direktør i Tænketanken Brundtland.
Vægtskålen vejer dog tungere mod at bidrage til rent drikkevand, hvor 86 procent af danskerne er villige til at betale mere, mens det er 73 procent, når det kommer til beskyttelse mod oversvømmelser.
"Det er jo ikke så underligt. Det har en anden risikoprofil at drikke noget vand, der er forurenet. Det er noget, som vi alle sammen kan risikere at blive ramt af, hvorimod der er nogle borgere, der er mere umiddelbart ramt af for eksempel klimaforandringer," siger Magnus Skovrind Pedersen.
Den gennemsnitlige betalingsvillighed fordelt på alle danskere over 18 år er ifølge Brundtlands analyse på 2,1 milliarder kroner om året for rent drikkevand og 1,3 milliarder kroner om året for klimasikring.
Investeringsbehov i millard størrelse
Danskernes betalingsvillighed er gode takter, mener Carl-Emil Larsen, direktør i brancheorganisationen DANVA.
Danskerne har tillid til den kommunale vandsektor
Danskerne har generelt tillid til, at de kommunale vandselskaber prioriterer beskyttelsen af miljø og natur.
66 procent mener, at de gør det "i nogen grad" eller "i høj eller meget høj grad".
Sat over for sektorer som landbruget, plastindustrien og medicinalvirksomheder tager vandselskaberne førstepladsen.
Kilde: Tænketanken Brundtland.
"Det er dejligt og som forventet, at danskerne rent faktisk gerne vil betale mere for at være sikre på at få rent drikkevand," siger han og tilføjer om danskernes manglende villighed til at betale samme beløb for oversvømmelser:
"Jeg tror, at det er, fordi de ikke er ramte af det endnu. Dem, der først har prøvet at være oversvømmet eller tæt på, er villig til at betale meget for det også. Jeg tror, at der ligger en kommunikationsopgave der."
I de kommende år frem mod 2070 har danske vandselskaber i et middelscenarie et samlet investeringsbehov på 105 milliarder kroner, mens det er på 725 milliarder kroner for spildevandsselskaber. Det skønner en prognose fra DANVA, der grundet væsentlige usikkerheder bliver kaldt for et kvalificeret bud.
"Det, vi kan se er, at investeringerne stiger meget. I den periode, vi har kigget på, er det cirka en fordobling. Konsekvensen af den fordobling i investeringer er minimum en fordobling af taksten set over 50 år," siger Carl-Emil Larsen.
Klimatilpasning er ifølge DANVA en væsentlig faktor i det investeringsbehov, der er for spildevand, når håndtering af højtstående grundvand er en del af regnestykket. I prognosen er investeringer i udskiftning af eksisterende vandinfrastruktur samt investeringer drevet af nye behov i samfundet medregnet. Områder som PtX og øget beredskab er ikke en del af prognosen.
Fakta om Brundtlands undersøgelse
Analysen af Tænketanken Brundtland er gennemført i samarbejde med Voxmeter på et repræsentativt udsnit af danskerne.
1.031 danskere over 18 år har gennemført undersøgelsen.
Indsamlingen er sket som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse i perioden 14. februar til 18. februar 2025.
Datasættet er vægtet efter køn, alder og religion i forhold til tal fra Danmarks Statistik.
Kilde: Tænketanken Brundtland.
Sidst opdateret: 30/04/2025 - 09:27












































