Kommunikation er vigtigt i implementeringen af de lokale treparter, råder Birgit S. Hansen.

Kommunikation er vigtigt i implementeringen af de lokale treparter, råder Birgit S. Hansen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Grøn trepart

Fem råd til kommunerne: Kommunikation er drivkraft for lokalt engagement

Fra informative hjemmesider til borgermøde. Der er råd at hente fra KL's repræsentant for Grøn Trepart, når det kommer til at involvere borgere og lodsejere i første fase af arbejdet med de lokale treparter.

Udgivet: 06/05/2025

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Når 2025 går på hæld, skal de 23 lokale treparter være klar med omlægningsplaner, og med den tidsramme kan det være svært at nå i dialog med alle lodsejere, hvis jordstykker kan ende med at indgå i planerne. 

Det fortæller KL’s repræsentant for Grøn Trepart, Birgit S. Hansen, da NB-Forsyning & Klima ringer hende op for at blive klogere på hendes bedste råd til håndtering af dialog med lodsejerne. 

“Der er det her lille dilemma, i forhold til om vi kan skrive et brev rundt til samtlige lodsejere, eller om vi simpelthen skal ud og snakke med hver eneste lodsejer i planfasen. Det kan man ikke nå,” siger hun og uddyber: 

“Derfor er kommunerne, sammen med parterne i de lokale treparter, optaget af, hvordan vi klarer den, så der ikke er nogen, der er ved at tage deres jord, mens de sover.”

Der er dog råd at hente. 

Kommunikation er nøglen

For selvom det ikke nødvendigvis er realistisk at invitere alle lodsejere til en kaffesnak, så kan kommunikationen foregå gennem andre kanaler - og kommunikationen er essentiel.

Derfor går et af Birgit S. Hansens råd på, at man gør information tilgængelig. 

“Vær meget informativ på jeres hjemmeside, og henvis til podcasts og KL’s hjemmeside. Vær tilgængelig, hvis man vil vide mere, og henvis til artikler, for vi oplever i hvert fald, at borgerne er vældig interesserede,” siger hun. 

Derudover er det også vigtigt, at man forventningsafstemmer med borgerne, så de er klar over, at omlægningsplanerne ikke kommer i høring, og at det fagligt set i store træk er fastlagt, hvilken jord der skal udtages.

“Det er måske i virkeligheden ret enkelt: Det er meget vigtigt, at vi kommunikerer med hinanden og inviterer ind til at høre,” siger hun. 

“Med hensyn til lodsejerdialogen, gælder det alle parter at være meget åbne omkring, hvordan man tænker at nå rundt i de forskellige faser, fordi det jo sådan set er meget enkelt: Hvis man ingenting hører, hvad enten man er lodsejer eller borger, så er man jo ved at springe i luften.”

Forståelse i foreningsdanmark

Et greb i kommunikationsværktøjskassen er borgermøder.

Med en fortid i kommunalpolitik er borgermøder ikke et fremmed koncept for Birgit S. Hansen, der før har oplevet en manglende interesse for møderne. Derfor har det været en glædelig overraskelse for den garvede eks-politiker, hvor mange forskellige mennesker der er mødt op til borgermøder om de lokale treparter rundt omkring i landet. 

“Jeg synes sådan set, at det er super, at alle parter sørger for at holde mange møder, både med lodsejere, men også med borgere, om hvad grøn trepart og hvad den lokale trepart betyder for lokalområdet,” siger den tidligere S-borgmester fra Frederikshavn. 

Birgit S. Hansen har selv besøgt flere borgermøder og har set forskellige modeller for, hvordan man kan gribe konceptet an på. 

“Det er lige fra Middelfart Kommune, hvor man afholder 11 borgermøder med invitation i e-boks, over Billund Kommune, hvor byrådet og landbrugsforeningen havde inviteret landmænd, til et møde, som jeg var til i Skanderborg, hvor det var borgerne, der var mødt op,” fortæller hun. 

Skulle man vælge en blandet model, hvor både lodsejere, der kan være direkte påvirket af de lokale treparter, og interesserede borgere, der har holdninger til emnet, inviteres, så er det ikke Birgit S. Hansens oplevelse, at det åbner for konflikt. 

“Jeg har den opfattelse, at lodsejere og landmænd er ret godt inde i, hvad det her går ud på, fordi de er vant til at være organiseret i landbrugsforeninger. De kan sagtens sidde til et borgermøde, hvor der også sidder borgere, der spørger, hvor pengene kommer fra, og hvad kulstof egentlig er for noget,” siger hun:

“Heldigvis er vi jo gode til i Danmark, og i særdeleshed i foreningsdanmark, at holde rigtig mange møder.”

Fakta

Fem gode råd

  1. Vær informativ på jeres hjemmeside

  2. Henvis til andre informationskilder, som podcasts og artikler

  3. Hold borgermøder

  4. Vær tilgængelig

  5. Husk at forventningsafstemme

Sidst opdateret: 06/05/2025 - 12:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]