
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, synes, det er svært at retfærdiggøre, at borgmestre skal modtage honorarer for bestyrelsesposter i kommunalt ejede selskaber. - Foto: Peter Beier
Kritisk blik på honorarer til politikere i forsyningsselskaber: Risiko for studehandler
Udbetalingen af honorarer til borgmestre for bestyrelsesposter i kommunalt ejede forsyningsselskaber er problematisk, mener professor i økonomistyring. Politikernes kompetencer indgår i overvejelserne, når posterne fordeles, insisterer borgmester.
Udgivet: 13/05/2025
Bør borgmestre modtage honorarer for at sidde i bestyrelserne for kommunalt ejede selskaber? Det er bragt til debat, efter at NB-Kommune har kortlagt, hvad de 98 borgmestre tjener, når alle bestyrelseshonorarer lægges oven i deres faste vederlag.
Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, finder størrelsen på selve borgmestervederlaget rimeligt og mener, borgerne må acceptere, at nogle borgmestre får store honorarer gennem bestyrelsesarbejde i selskaber eller organisationer og institutioner, der ikke er kommunalt ejede - eksempelvis pensionsselskaber og KL. Derimod ser han kritisk på den gruppe af honorargivende poster, som borgmestre udpeges til af kommunalbestyrelsen.
"Er det egentlig rimeligt, at de får de honorarer, eller er det bare en del af deres arbejde som politikere? Altså dét, at man for eksempel har udskilt forsyningsselskaberne, så de ikke længere er en del af teknisk forvaltning, hvor man jo bare havde siddet i et udvalg og løst den samme opgave," spørger Per Nikolaj Bukh.
Han mener, bestyrelsesposterne risikerer at skabe et forkert incitament, når der bliver indgået konstitueringsaftaler til kommunalvalget.
"Det risikerer at blive en del af den politiske studehandel frem for egentlige reelle interesser for at løfte en opgave. Der er en risiko for, at det ikke er ens politiske ambitioner og interesser, der driver medlemskabet, men honoraret," siger han.
Blodigt alvor
Borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen (S), der sidder i bestyrelsen i flere forsyningsselskaber og er blandt de borgmestre, der tjener mest, mener, at honorarerne er helt rimelige.
"Det er jo blodigt alvor at sidde i bestyrelsen, fordi man har et ansvar for selskabets drift og økonomi. Derfor er det rigtigt, at der følger et vederlag med af en eller anden størrelsesorden," siger han til NB-Kommune.
Billedet af, at udpegningen til forsyningsselskaberne foregår efter usaglige kriterier, kan Steen Christiansen ikke genkende.
"Man ser dels på, hvordan man får en ordentlig fordeling af de poster, der er tale om, hvor kommunen er repræsenteret, og så ser man også på, om man har kompetencerne til at løse opgaven. Det er min klare opfattelse, at det foregår seriøst," siger han.
Ville ikke gå i en privat virksomhed
Ifølge Per Nikolaj Bukh vil der som alle andre steder være forskel på, hvor effektive borgmestrene er - og dermed også, hvor mange sidehverv de kan magte. Men han ser en klar forskel fra det private erhvervsliv, når det gælder de ekstra poster.
"Hvis du er topleder i en større privat virksomhed, så får du ikke lov til at påtage dig så mange poster. Det gør du bare ikke. Fordi du kan ikke passe dit primære arbejde fuldt ud og helt perfekt, hvis du også laver alle mulige andre ting," siger han.
Sådan har vi gjort
Oplysningerne er indhentet fra kommunernes hjemmesider, KL's blå bog, KL's side om honorarer pr. 1. oktober 2024 og Indenrigsministeriets oversigt over vederlag til kommunalpolitikere for 2024.
Derudover er der indhentet informationer om 2024-satser via mail til DBC DIGITAL, Kommunernes Lønningsnævn og Skatteministeriet.
Syv borgmestre er tiltrådt i løbet af 2024 eller i 2025 og derfor ikke har siddet hele 2024. Marco Damgaard er den eneste, der er tiltrådt i 2025.
Vi har beregnet deres indtjening ud fra borgmestervederlagssatsen for 2024 og deres øvrige nuværende poster oplyst af kommunerne eller KL, som om de har siddet hele året, så de kan sammenlignes med de øvrige borgmestre på listen, da det også er fremgangsmåden for dem. Beløbet viser derfor ikke, hvad de syv borgmestre reelt har tjent.
Steen Christiansen har otte lønnede poster ved siden af sit arbejde som borgmester, derudover har han én post, der er ulønnet. Det giver en indtjening på 875.000 kroner udover borgmestervederlaget, og dermed tjener han lidt mere på sidehverv end Kalundborg-borgmester og KL-formand Martin Damm (V), der samlet set tjener mest.
Med til historien hører, at Steen Christiansen overtog formandskabet i Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL, efter at Thomas Gyldal Petersen trak sig fra borgmesterposten i Herlev i januar 2025, og samtidig er trådt ind i KL's bestyrelse, og at det er de tal, der fremgår på kommunens hjemmeside.
"Det kan kun lade sig gøre, fordi det er for en kortere periode, og fordi jeg har den erfaring, som jeg har, efter snart 16 år som borgmester," siger Steen Christiansen.
Loftet er da også nået for Steen Christiansen, der mener, at han har nok at lave.
"Jeg har travlt. Jeg arbejder rigtig meget og skal ikke lægge billet ind på flere opgaver i denne periode. Det er meget klart. Der skal også være færre af denne type opgaver på den anden side af valget," siger han til NB-Kommune.
Langt de fleste borgmestre tjener penge på at arbejde i sidehverv. Kun 12 gør ikke ifølge de respektive kommuners og KL's hjemmeside. Det er alle sammen borgmestre, der er nyvalgte ved sidste valg eller tiltrådt i løbet af perioden.
Læs mere om emnet, og se den samlede liste over de 98 borgmestres indtjening hos NB-Kommune.
Sidst opdateret: 13/05/2025 - 14:45











































