
Grøn trepart
Det lignede en familiesammenkomst, da kommune inviterede til bredt borgermøde
Kan man tillade sig at plante skov, når verdensbefolkningen sulter, og hvad med drikkevandet? Der var rigeligt med spørgsmål, da Nordfyns Kommune slog dørene op til borgermøde, der ikke var lige så velbesøgt, som da store lodsejere var målgruppen
Udgivet: 22/05/2025
To langborde med hvid dug er dækket op med drikkevarer for enhver smag. Kaffe, te, cola, danskvand, øl fra Albani Bryggeri og dertilhørende drømmekage. Snakken går livligt i det lille lokale, og man kunne fristes til at tro, at der er tale om en ganske almindelig fætter-kusinefest.
Det er dog ikke bare hygge, der har samlet gæsterne i det lille selskabslokale i Otteruphallen. De næste to og en halv time står på borgermøde om den grønne trepart, og det er borgmester Mette Landtved-Holm (V), der åbner ballet.
"Nu skal vi lokalt få det her til at spille. Der er ingen af os, der kan gøre det alene, men vi kan gøre det sammen, tror jeg," siger borgmesteren i åbningstalen.
Dermed er der åbnet for et program af fire oplæg, der begynder med en præsentation af trepartsaftalen og de lokale treparter og slutter med bud på, hvordan små bedrifter kan bidrage til indsatsen.
En af de tilstedeværende i salen er medarrangør Peter Simmelsgaard, der er natur- og miljøchef i kommunen og administrativ repræsentant i de lokale treparter Odense Fjord og Lillebælt - Fyn. Han ser borgermøderne som et godt redskab til at sikre sig, at både lodsejere og borgere kan få et rum til at blive oplyst og få luftet deres bekymringer.
"Det er oplysning, som har været omdrejningspunktet for dette møde, så deltagerne har kunne få et godt indblik i processen, de forskellige aktørers rolle, hvad der konkret er på spil, og hvordan man inddrages og kan bidrage," siger han til NB-Forsyning & Klima.
Må man plante skov, når der er hungersnød?
At der er rigeligt med spørgsmål og bekymringer bliver allerede klart ved første oplæg "præsentation af Aftalen om et Grønt Danmark og arbejdet i de lokale treparter" ved lokal treparts-sekretariatsleder Signe Nørrung Balezantis. Her får flere nysgerrige spørgsmål programmet til at gå adskillige minutter over tid. Borgerne spørger ind til alt fra, hvor grundvandsbeskyttelse ligger på prioriteringslisten til, hvad der kommer til at ske, hvis en landmand ikke er interesseret i at stoppe brugen af pesticider.
For en ældre lodsejer er det dog ikke drikkevandsbeskyttelse, der står højest på dagsordenen.
"Har I tænkt over, at med at plante skov på 250.000 hektar jord, det giver 18 millioner tons mindre korn, og verdensbefolkningen sulter. Kan I være det bekendt? Jeg synes overhovedet ikke, I tænker jer om med det med at plante skov," konstaterer en ældre lodsejer med tyk nordfynsk dialekt.
Samme lodsejer ender senere på aftenen i en diskussion med oplægsholder og formand for DN Nordfyn Leo Jensen om, hvorvidt natur må "rode". Lodsejeren husker nemlig, at den gamle skovejer Hansen altid sørgede for at holde den lokale skov flot - og det er noget andet end i disse tider, hvor træerne bare får lov at ligge og rådne i skovbunden, må man forstå.
"Hvis jeg nu fortæller dig, at dødt ved i skovbunden og døde træer, der står på roden, er utroligt vigtige at have i naturen, tror du så på mig?" spørger Leo Hansen.
"Nej," svarer lodsejeren til stor latter fra lokalet.
At der er stor forskel på, hvordan folk ser på natur, er noget af det, som formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm (K) tager med sig fra borgermødet. Hvor nogen ser på en mark som ren natur, så er der andre, der ser på det som erhverv - og det kan føre til kollisionskurs.
"Danmarks Naturfredningsforening har et ret fast natursyn, og det vil sige, at det crasher lidt med nogle af de almindelige borgere, og selvfølgelig også lodsejerne. Så det bliver jeg bekræftet i nok skal blusse op on/off i den her proces," siger han til NB-Forsyning & Klima.
Borgermøde i skyggen af KV25
Da Nordfyns Kommune i februar afholdte borgermøde for de store lodsejere mødte der omkring 200 deltagere op. Ved aftenens arrangement, som er åbent for alle interesserede borgere, er der knap 40 tilmeldte. En ikke ubetydelig andel af de tilstedeværende er kandidater ved det kommende kommunalvalg.
Adspurgt til, om kommunen har været gode nok til at komme ud til "almindelige" borgere svarer både Anders Thingholm og Peter Simmelsgaard, at man har reklameret for borgermødet på flere platforme, herunder i nyhedsbrev, på Facebook og kommunens egen hjemmeside.
"Det er vigtigt at huske på, at for os som ”almindelige” borgere, så vil vi ikke være dem, som er direkte berørte. Det er lodsejerne, der bliver de berørte. Det er dem, for hvem jorden er et levebrød, og derfor har jeg ikke haft forhåndsforventninger til fremmødet, men er glad for alle dem, der har vist deres direkte interesse ved at møde op," siger Peter Simmelsgaard, der ser, at det er naturligt, at den grønne trepart har størst interesse fra landbruget, der er direkte berørt af aftalen.
Anders Thingholm spår, at der kommer flere borgermøder i fremtiden, både for lodsejere og almindelige borgerne, når man kommer længere i arbejdet med de lokale treparter.
"Det bliver jo ikke vores sidste borgermøde, så vi må steppe yderligere op på kommunikationen, hvis det er det, der skal til," siger Anders Thingholm, der gerne havde set flere deltagere ved torsdagens arrangement.
Sidst opdateret: 22/05/2025 - 12:00











































