17 kystvandråd skal give råd og vejledning til arbejdet i lokale treparter frem til 2027. Kilde: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

17 kystvandråd skal give råd og vejledning til arbejdet i lokale treparter frem til 2027. Kilde: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

17 kystvandråd skal forbedre vandmiljø: Kommune var usikker på potentialet

Mange kommuner søgte ikke, da de fik mulighed for at oprette kystvandråd, der kan supplere grønne treparter. Hvidovre Kommune undlod at søge trods et tidligere ønske om kystvandråd i Køge Bugt.

Udgivet: 27/05/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Det danske vandmiljø skal forbedres, så der fortsat er liv under overfladen. En del af ansvaret ligger hos 17 kystvandråd, der skal bidrage med lokal ekspertise til blandt andre de lokale treparter i en periode på tre år.

Beslutningen om oprettelsen og videreførelsen af eksisterende kystvandråd blev taget i forbindelse med grøn trepart, Aftale om et Grønt Danmark. I alt var der sat midler af, så der kunne dannes18 kystvandråd, men nogle kommuner tvivler på, hvad der kan komme ud af endnu et rådgivende råd. En af dem er Hvidovre Kommune.

Det på trods af at kommunen i 2023 opfordrede til, at der blev etableret et kystvandråd for Køge Bugt. Det blev dog ikke imødekommet inden for tidsfristen. Og i forbindelse med etableringen af de lokale treparter er Køge Bugt ifølge kommunen blevet vurderet som havende et "lille indsatsbehøv ifølge den reviderede Vandplan 3".

"Hvidovre Kommune er kritisk over for denne vurdering og mener, at den ikke i tilstrækkelig grad afspejler de lokale udfordringer med vandkvalitet og belastninger fra blandt andet spildevand. Men på baggrund af vandplanen er den nuværende vurdering, at Køge Bugt næppe vil komme i betragtning, hvis vi ansøgte om etablering af et kystvandråd," siger Sara Røpke, teknik-, miljø- og kulturdirektør i Hvidovre Kommune, i et skriftligt svar til NB-Forsyning & Klima.

"Samtidig er der overlap mellem deltagerne i et kystvandråd og den lokale grønne trepart, så det er begrænset, hvad et nyt råd kunne bidrage med af ekstra rådgivning," tilføjer hun.

Hvidovre Kommune er med i to lokale treparter, Øresund og Køge Bugt.

Fakta

Hvem kan være medlem af kystvandråd?

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har lavet de overordnede rammer for, hvilke organisationer og foreninger der kan være medlem.

  • Relevante landsdækkende og lokale erhvervsorganisationer

  • Repræsentanter for forsyningsselskaberne i oplandet

  • Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, eller som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser

  • Lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål eller i øvrigt er knyttet til interesser forbundet med beskyttelse og benyttelse af vand

Kilde: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Kystvandråd skal give lokal ekspertise

De 17 kommuner, der ansøgte om oprettelse af kystvandråd, er placeret i områder, der omfatter knap 80 procent af det samlede indsatsbehov for reduktion af kvælstof.

Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) kalder kommunernes interesse i kystvandråd for "en milepæl og et stort skridt tættere på et bedre vandmiljø."

"Vi skal have gode levemuligheder for fisk og planter. Derfor er jeg glad for, at der er så stor opbakning til at løse én af de helt centrale opgaver i Den Grønne Trepart – nemlig at forbedre vores vandmiljø. Det er positivt at se, at der bliver sat ind, hvor behovet er størst for at reducere udledningen af kvælstof," siger han i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af kystvandrådene i starten af maj.

Det er med afsæt i EU's Vandrammedirektiv, at kystvandrådene skal bidrage med ekspertise i en periode på tre år - fra 2025 til 2027. Hvert år skal sekretariatskommunen på vegne af det samlede kystvandråd lave en afrapportering af arbejdet til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Inden kommunerne kan nedsætte kystvandrådene og gå i gang med selve arbejdet, afventer styrelsen "endelige bekræftelse af modtaget tilsagn fra kommunerne", lyder det på styrelsens hjemmeside.

Oprindeligt var der afsat midler til op til 18 kystvandråd. 10 i Aftalen om implementering af et Grønt Danmark, mens der med Akutpakke til forbedring af vandmiljøet var afsat midler til at oprette fire nye samt videre de fire kystvandråd fra 2023.

De 17 kommuner, der har ansøgt, og det tilhørende kystvand. Kilde: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Sidst opdateret: 27/05/2025 - 12:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]