Formand i Brancheforeningen Cirkulær Arne Boelt på talerstolen i Kolding tirsdag.

Formand i Brancheforeningen Cirkulær Arne Boelt på talerstolen i Kolding tirsdag. - Foto: Jakob Nørmark

Brancheforeninger kan arbejde videre mod en fusion

Cirkulærs medlemmer giver grønt lys til, at ledelsen fortsætter arbejdet med at bane vejen for et øget samarbejde eller en fusion med Dansk Fjernvarme og Danva. Det handler om at kende sine venner, siger formand, der brugte lejligheden til at kritisere regeringens inddragelse af forsyningsbranchen.

Udgivet: 04/06/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

"Fusion eller ej – samarbejde eller ej?"

Overvejelserne om at slå pjalterne sammen med to andre brancheforeninger på forsyningsområdet var - med formand Arne Boelts ord - et af hovedemnerne på tirsdagens generalforsamling i Brancheforeningen Cirkulær, der repræsenterer kommuner og kommunalt ejede forsyningsselskaber inden for affald og genbrug.

Dansk Fjernvarme og Danva har på generalforsamlinger i foråret fået bemyndigelse til at gå videre, og tirsdag i Kolding vedtog generalforsamlingen i Cirkulær at fortsætte arbejdet med af afdække mulighederne for øget samarbejde.

Indstillingen, som medlemmerne har nikket til, har været den samme i alle tre brancheforeninger, der har fået "mandat til at arbejde videre med at undersøge og konkretisere forskellige modeller for et tættere, formaliseret samarbejde," som det fremgår af referatet fra Danvas generalforsamling i maj.

"Modellerne kan spænde fra et tættere formaliseret samarbejde til en egentlig fusion. Målet er en stærkere stemme for alle foreningerne," lyder det videre.

Fik du læst?

Danva bakker op: Vil fortsat undersøge potentiale i samarbejde på forsyningsområdet

Fyldt meget på bestyrelsesmøder

Arne Boelt fortalte i sin tale på topmødet, der fandt sted før selve generalforsamlingen, at spørgsmålet om fusion har fyldt rigtig meget på Cirkulærs bestyrelsesmøder, hvor det har været et fast punkt på alle møder. Retorikken gav indtryk af, at idéen om et langt tættere samarbejde med Danva og Dansk Fjernvarme har potentiale til at skabe splid blandt medlemmerne.

"Kære venner. Fusion eller ej... Det er aldrig kedeligt at være formand i vores forening. Der er heller ikke noget, der tyder på, at det bliver kedeligt foreløbigt," sagde han indledningsvist.

Mod slutningen af talen vendte han tilbage til den venskabelige titulering af salen.

"Når jeg smager ordet ”kære venner”, så mener jeg virkelig, at vi har behov for at stå sammen," sagde formanden, der indikerede, at sammenhold og en styrkelse af samarbejdet kan forbedre brancheforeningernes mulighed for at vinde genlyd på Christiansborg.

"Venner skal vi være, og vi skal kende vores venner. Ellers kommer vi ikke ret langt med den inddragelse, vi gerne vil have i forhold til dem, der også bestemmer lidt mere end os."

Nemmere at vinde tur til månen

Først på formiddagen sendte formanden en bredside af sted mod klima-, energi- og forsyningsministeren.

"Det er faktisk nemmere at vinde en tur til månen end at få et møde med Lars Aagaard - og det gælder for alle tre brancheforeninger," bemærkede Arne Boelt.

Kommentaren fra den tidligere S-borgmester fra Hjørring faldt i forbindelse med et oplæg fra Altingets politiske redaktør om, at den overordnede tendens på de kommunale velfærdsområder er, at Christiansborg lægger mere frihed og ansvar ud til kommunerne.

Denne decentraliseringsanalyse gik Niels Damgaard fra AffaldPlus i rette med og nævnte kravet om indsamling af ti affaldsfraktioner, prisloft og nye regler om konteringspraksis som eksempler, og formanden bekræftede, at det er branchens udbredte opfattelse, at de statslige myndigheder styrer affaldsområdet med stramme rammer og ensretning.

Flere forsyningsselskaber er medlemmer af mere end én brancheforening. For eksempel er der et tydeligt overlap for de selskaber, der driver affaldsenergianlæg, da de typisk er medlemmer af både Dansk Fjernvarme og Brancheforeningen Cirkulær. De multiforsyningsselskaber, der spænder over både vand, spildevand, varme og har overtaget affaldsindsamling og genbrug, vil betale kontingent til alle tre foreninger.

Brancheforeningen Cirkulær adskiller sig fra øvrige to brancheforeninger ved at have adskillige kommuner som medlemmer, idet der (endnu) ikke stilles krav om, at indsamlingen af affald og driften af genbrugspladser skal selskabsgøres.

Fik du læst?

Fusion i spil: Brancheforeninger vil arbejde tættere sammen på forsyningsområdet

Danske Vandværker, der repræsenterer de private vandværker, har også været inddraget, men besluttede at hoppe af processen og lade de øvrige tre organisationer køre videre for at finde en model.

Målet med processen er, at der i 2026 kan fremlægges én model for generalforsamlingerne i Dansk Fjernvarme, Cirkulær og Danva. Foreningerne vil igen komme med én enslydende indstilling med forslaget til en model, der på går på tværs, så foreningerne ikke siger ja til hver sin model.

Sidst opdateret: 12/06/2025 - 14:09

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]