Magnus Heunicke (S), miljøminister, meddelte for nylig, at PFAS-tilskudspuljen til vandselskaber og vandværker åbnes efter sommerferien.

Magnus Heunicke (S), miljøminister, meddelte for nylig, at PFAS-tilskudspuljen til vandselskaber og vandværker åbnes efter sommerferien. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Drikkevand

Derfor trak det ud: Vandselskaber kan snart søge tilskud til beskyttelse imod PFAS

Vandværker og vandselskaber kan få dækket op til halvdelen af udgifterne til afværgeforanstaltninger vedrørende PFAS - også allerede afholdte udgifter omfattes af aftalen, oplyser miljøminister.

Udgivet: 24/06/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I maj 2024 indgik regeringen og et bredt flertal en aftale om en national handlingsplan for PFAS. I månedsvis var der dog stille om de to tilskud, som vandselskaber og regionerne kan søge, og den lange ventetid undrer Enhedslistens miljøordfører, Leila Stockmarr.

Hun spørger i et paragraf 20-spørgsmål miljøminister Magnus Heunicke (S), om det "er rimeligt, at det et helt år efter, at der blev afsat 100 mio. kr. til oprensning af eksisterende forurening med PFAS, fortsat ikke er muligt at ansøge tilskudspuljerne"?

I svaret oplyser Heunicke, at processen har trukket ud, fordi Miljøministeriet og Miljøstyrelsen har "været i dialog med interessenter om, hvordan ordningen bedst muligt kan sammensættes, så den imødekommer branchens ønsker og konkrete behov. Særligt spørgsmålet om at kunne søge tilskud til afholdte udgifter har krævet en nærmere afklaring," forklarer ministeren.

Han uddyber, at tilskudspuljen kan udbetales med tilbagevirkende kraft, så "forsyningerne kan få delvis dækning til allerede afholdte udgifter", der dækker bekostelige tiltag, som vandværker og forsyningsselskaber har investeret i de seneste år for at afværge, at der kommer PFAS i drikkevandet.

I maj præsenterede Miljøministeriet resultatet af samtalerne. Som led i handlingsplanen bliver der afsat 110 millioner kroner i 2025-27 til foranstaltninger, der beskytter drikkevandet mod PFAS-forurening.

"Branchen er orienteret, så de kan udarbejde ansøgninger, og Miljøstyrelsen åbner for ansøgninger efter sommerferien og vil meddele tilsagn til berettigede ansøgere senest december 2025," skriver Magnus Heunicke i svaret.

Pulje modvirker stigende vandpriser

I pressemeddelelsen om tilskudspuljen understreger ministeren, at regeringen tager forurening med PFAS meget alvorligt.

"Men enkelte steder er der allerede PFAS i grundvandet, som kræver rensning af drikkevandet. I de få tilfælde vil forbrugerne kunne opleve stigende vandpriser, men med denne tilskudspulje sikrer vi, at de får en økonomisk håndsrækning til rensningen mod PFAS," siger Magnus Heunicke.

I en anden PFAS-pulje tildeles regionerne 100 millioner kroner til forureningsindsatser.

Fakta

Tilskud på op til 50 procent

Miljøstyrelsen kan give tilskud til delvis dækning af følgende udgifter til PFAS-projekter:

1) Etablering af anlæg til rensning af råvand eller drikkevand for PFAS ved boringer eller på vandværker.

2) Etablering af afværgeboringer, der hindrer spredning af PFAS i grundvand mod forsyningens indvindingsboringer.

3) Etablering af forbindelsesledning til nærmeste nabovandværk, som kan fungere som alternativ vandforsyning.

4) Forundersøgelser til de nævnte foranstaltninger

5) Andre fysiske ændringer i forsyningsstrukturen, der er nødvendige for at sikre forsyningssikkerheden i forbindelse med projekter vedrørende nummer 1, 2 og 3.

6) Anden administration, der er nødvendig for opfyldelse af forpligtelser over for Miljøstyrelsen i anledning af meddelt tilsagn om tilskud.

Tilskud kan højst udgøre 50 procent af de samlede udgifter:

Tilskudsmidlerne prioriteres i denne rækkefølge:

1. Vandforsyninger med dokumenterede overskridelser af kravværdierne for PFAS

2. Vandforsyninger, der kan måle stigninger i mængden af PFAS mellem detektionsgrænsen, men under den tilladelige kravværdi. Der lægges op til, at tilskud maksimalt kan udgøre 50 procent af vandforsyningernes udgifter.

Kilde: Miljøstyrelsen.

Sidst opdateret: 24/06/2025 - 12:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]