Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Rekonstruktion vedtaget: Kæmpestor lettelse i forsyningsselskab

Byrådets forsøg på at reducere varmeprisen i Odsherred Varme ved at overtage mere gæld lykkedes ikke, da kreditorerne stemte for rekonstruktørernes plan.

Udgivet: 01/07/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Et flertal af kreditorerne har tirsdag formiddag godkendt rekonstruktionsforslaget for Odsherred Varme A/S, og dermed har forsyningsselskabet afværget den truende konkurs og kan kigge fremad.

Det skriver TV2 Øst.

"Det er en stor lettelse og glæde, at vi har fundet en løsning på denne komplekse sag. En sag, der har haft stor betydning – ikke kun lokalt, men for hele branchen", siger bestyrelsesformand i Odsherred Varme Lars Therkildsen til tv-stationen.

Med forslaget modtager de fleste kreditorer som håndværkere, entreprenører og leverandører 26 procent af deres udestående. De to finansielle kreditorer - Nordea og Kommunekredit - har over en 45-årig periode sikret sig 59,18 procent af de i alt 1,269 milliarder kroner, som var stillet i garanti til Odsherred Varme A/S.

Fik du læst?

Plan for rekonstruktion offentliggjort: Kommune står til tab på over 200 millioner

Odsherred Kommune hæfter for Kommunekredits andel, og de godt 40 procent af garantien, som med aftalen nedskrives, svarer ifølge kommunen til et tab på 244,6 millioner kroner. Nordeas nedskrivning udgør cirka 280 millioner kroner.

De tilbageværende 751 millioner kroner i gæld skal afskrives over 45 år, og rekonstruktionsforslaget er baseret på, at den voldsomme prisforhøjelse, som trådte i kraft 1. juni 2025, videreføres i hele perioden.

Forgæves forslag fra byråd

Odsherred Kommune mener, at prisforhøjelsen vil gøre det svært at drive et sundt fjernvarmeselskab, og derfor besluttede byrådet mandag aften at pålægge Kommunekredit at fremsætte et ændringsforslag i Skifteretten. Forslaget ville reducere den årlige varmepris (for et standardhus) fra godt 26.000 kroner til 24.000 kroner og samtidig øge de finansielle kreditorers tab med 40-50 millioner kroner, hvilket for kommunens vedkommende ville betyde, at alle borgere i praksis ville kompensere varmekunderne.

Fik du læst?

43 millioner ekstra: Kommune vil øge egne tab og skåne varmekunderne

Kreditorerne valgte de to rekonstruktørers plan. Ifølge Sjællandske Nyheder kom Kommunekredits forslag aldrig til debat, da der fra mødets start tegnede sig et flertal for rekonstruktionsforslaget.

Det glæder direktør i Odsherred Forsyning Pernille Ingildsen, at Skifteretten godkendte planen, så det trængte forsyningsselskab kan kigge fremad.

"Det har været en enorm lang og kompliceret proces, så det er en kæmpestor lettelse at være færdige nu, og at selskabet har mulighed for at komme videre," siger hun til avisen og tilføjer, at hun efter retsmødet vil køre hjem og takke medarbejderne i Odsherred Forsyning for den enorme indsats, de har ydet.

Hvis økonomien i Odsherred Varme forbedrer sig over de kommende 45 år, vil ekstraordinære indtægter som et led i aftalen blive reserveret til at øge tilbagebetalingen til Nordea og kommunen. Det sker ved at indarbejde en betinget gældspost på 150 millioner kroner, som reserveres til de to finansielle kreditorer.

Moderselskabet Odsherred Forsyning er også under rekonstruktion. Fristen for vedtagelse af rekonstruktionsplanen er forlænget til 27. august med begrundelsen om, at der er en salgsproces i gang for dele eller hele selskabet, skriver Sjællandske Nyheder.

Sidst opdateret: 01/07/2025 - 12:32

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]