
Fremover skal spildevandselskaber indberette overløb direkte til miljødatabasen Puls. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Spildevand
Styrelse har politianmeldt 17 spildevandsselskaber - minister er tilfreds med konsekvens
Miljø- og Ligestillingsministeriets strategi fra 2023 har ført til, at flere spildevandsselskaber er blevet politianmeldt for mere end 30 forskellige forhold. To af dem er Herning Vand og Forsyning Helsingør.
Udgivet: 01/07/2025
Miljøstyrelsen har skærpet sin tilsynspraksis over for ulovlige udledninger, så spildevandsselskaber i højere grad bliver anmeldt til politiet frem for blot at blive givet indskærpelser.
Siden 2023 er 17 spildevandsselskaber blevet politianmeldt for mindst 33 forskellige forhold, oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse. Det er blandt andet forhold, hvor spildevand er udledt uden de nødvendige tilladelser i et skovområde, i en å eller i kystnære havområder.
"Der skal være en konsekvens, når reglerne bliver overtrådt. Derfor besluttede vi i ministeriet at ændre praksis og lægge en ny strategi for tilsynet. Miljøstyrelsen politianmelder nu, hvor der ofte før kun blev givet indskærpelser. Det er en opstramning, som med 17 anmeldelser har vist sig at være nødvendig," siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.
Ændringen i tilsynspraksissen hos Miljøstyrelsen er sket på baggrund af en ny strategi, som Miljø- og Ligestillingsministeriet igangsatte i 2023.
Midtjysk og nordsjællandsk vandselskab politianmeldt
Et af stederne, hvor ulovlig udledning af spildevand har ført til politianmeldelse er ved Herning og Holstebro. Herning Vand blev politianmeldt i april for at have udledt fortyndet spildevand fra et renseanlæg i Vildbjerg til Skjern Å-systemet og i Aulum via et overløb til Storå. Det skrev Herning Folkeblad.
"Det er vigtigt for mig at understrege, at der er tale om meget fortyndet spildevand, netop fordi det er blandet med store mængder regnvand. Men det ændrer ikke på, at vi selvfølgelig skal have tilladelserne," lød det dengang fra Herning Vands direktør, Hans Erik Kristoffersen, til mediet.
Forsyning Helsingør har heller ikke haft de korrekte tilladelser til at udlede overløb i 2024, hvilket førte til en politianmeldelse i marts i år ifølge Helsingør Dagblad. Det var ulovlig udledning af opblandet spildevand og regnvand fra Helsingør Renseanlæg og Nordkysten Renseanlæg til Øresund samt overløb til Knudemosevandløbet i Ålsgårde.
En del af ministeriets strategi er også at fjerne et led i indberetningen for spildevandsselskaberne, så selskaberne fremover skal indberette mængden af overløb direkte til miljødatabasen Puls.
Sidst opdateret: 01/07/2025 - 13:25
Temaer: Vand











































