Nu er konkurrence blevet til virkelighed: Få overblikket over, hvor restaffaldet er endt

I flere dele af landet skal kommunernes restaffald fra husholdninger og genbrugspladser fra i dag fragtes til nye forbrændingsanlæg.

Udgivet: 01/07/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

1. juli er en mærkedag i affaldsbranchen. Efter flere års tilløb er de kommunalt ejede selskaber overgået til en ny, markedsdreven struktur, der er resultatet af selskabsgørelsen af de danske forbrændingsanlæg og den efterfølgende konkurrence om restaffaldet.

De fleste kommuner har haft opgaven om at modtage og behandle forbrændingsegnet affald i udbud de seneste måneder.

NB-Forsyning & Klima har gennemgået udbudsmaterialet på udbud.dk, og det står klart, at der i mange kommuner - men ikke alle - har været rift om det forbrændingsegnede affald, og i nogle tilfælde er der afgivet op mod fire bud.

NB-Forsyning & Klima har ikke oplysninger om alle landets kommuner. Vi opdaterer kortet løbende, og har du kommentarer til indholdet, er du meget velkommen til at informere redaktør Jakob Nørmark på [email protected]

Argo vandt syv nye kommuner

Den store vinder på Sjælland er Argo, der fremover skal modtage restaffald fra 16 kommuner. Ud over de ni ejerkommuner, der hidtil har forsynet anlægget i Roskilde med affald, har Argo sikret sig leverancer fra de fem nordsjællandske Norfors-kommuner samt Slagelse og Sorø kommuner, der ellers er medejere af AffaldPlus med forbrændingsanlæg i Næstved.

Vestforbrænding og ARC fastholdt deres eksisterende aftaler og deler hovedstadsområdet i mellem sig.

Argo meddelte i midten af maj, at selskabet havde vundet udbuddet for Allerød, Rudersdal og Hørsholm kommuner, hvilket bragte det samlede antal kommuner op på 16.

"Vi ser det som en anerkendelse af, at Argo leverer løsninger, der tilgodeser både økonomiske og miljømæssige hensyn, og vi ser frem til at leve op til den tillid, kommunerne viser os," sagde direktør Trine Lindegaard Holmberg i en pressemeddelelse.

Privat aktør aktiv i Midtjylland

I Jylland tegner der sig et billede af, at Nordværk og Kredsløb har vundet nye opgaver, mens Energnist med forbrændingsanlæg i Kolding og Esbjerg står til at modtage lavere mængder kommunalt restaffald.

Kredsløb har ganske vist mistet dagrenovationsaffaldet fra Djursland, da Nordværk i Aalborg konstruerede et bud, hvor prisen kunne kompensere for stigende transportomkostninger. Derimod vandt Kredsløb udbuddet i Silkeborg Kommune og har desuden sikret sig leverancer via Geminor, der har fået opgaven med at modtage og behandle restaffald i Viborg samt AFLD-kommunerne Herning, Ikast-Brande og Hedensted.

"På baggrund af markedsanalyser og vundne udbud er vi allerede i gang med at etablere en favorabel position på markedet. Vi er i stand til at overtage affaldsforbrændingen fra flere steder i landet – effektivt, økonomisk og miljøforsvarligt," skriver Kredsløb - der har forbrændingsanlæg i Skanderborg og Lisbjerg nord for Aarhus - i årsrapporten for 2024.

Geminor fungerer som mellemhandler på både dansk og udenlandsk affald, og selskabet tilbyder de kommunalt ejede forbrændingsselskaber "fleksibilitet på mængderne, fordi de kan sørge for optimal fordeling mellem de anlæg, de samarbejder med," oplyser Kredsløb til NB-Forsyning & Klima

"I forhold til de danske udbud samarbejder vi om enkelte specifikke udbud, hvor vi er sikret nogle minimumsmængder og samtidig nyder godt af fleksibiliteten f.eks. i forhold til sommerlast," skriver Kredsløb om samarbejdet med den private leverandør.

Mere kørsel og højere priser forude

Nordværk - med anlæg i Aalborg og Hjørring - modtager som noget nyt dagrenovation fra Djursland og småt brændbart affald fra genbrugspladserne i Viborg Kommune.

Fra Ebeltoft og Grenaa er der cirka 125 kilometer til Nordværks anlæg i Aalborg, og ekstra kørselstid er også en konsekvens af selskabsgørelsen på Sjælland, hvor Argo har vundet nye opgaver. Nordværk bød sågar også på affald fra tre af ARC's ejerkommuner i hovedstaden, skrev Wastetech i marts - men både i udbuddene for Dragør/Hvidovre og Frederiksberg var det nordjyske selskabs bud mindst 50 procent dyrere end ARC's.

En konsekvens af konkurrenceudsættelsen bliver stigende priser, som i sidste ende skal betales af forbrugerne via affaldsgebyret og erhvervslivet, der skal betale mere for at aflevere brændbart affald på genbrugspladserne.

"Vi har nu konkurrenceudsat de danske anlæg ud i et europæisk marked. Det betyder, at de danske priser dikteres af udviklinger i hele Europa. På nuværende tidspunkt er der en meget stor underkapacitet i Europa samlet set, og når der er underkapacitet, drives prisen op," sagde Jens Bomann Christensen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, til NB-Forsyning & Klima tidligere i maj.

Fik du læst?

Cirkulær: Konkurrenceudsættelsen resulterer i højere priser

Hvordan priserne udvikler sig, afhænger af de enkelte udbud og kommunernes udgangspunkt under hvile-i-sig-selv-systemet.

Da Forsyning Helsingør (en af de fem nordsjællandske ejerkommuner af Norfors) annoncerede, at Argo havde vundet opgaven, stillede forsyningsselskabet borgerne i udsigt, at priserne ville falde. Norfors-kommunerne er dog et særtilfælde, da de har opereret med ekstraordinært forhøjede affaldsgebyrer i 2024-25 for at mindske tabet på det udfordrerede affaldsforbrændingsanlæg, der ikke kunne selskabsgøres.

Fik du læst?

Udbud afgjort: Norfors mister alt restaffaldet

De affaldsforbrændingsanlæg, der har mistet kommunale mængder, vil opveje tabet ved at importere mere affald fra udlandet - i hvert fald på kort sigt. Hensigten med konkurrenceudsættelsen har været at reducere de danske forbrændingsanlægs kapacitet og fremprovokere nedlukninger, hvilket ville nedbringe de danske CO2-udledninger fra sektoren. Udviklingen på det europæiske marked betyder dog, at det for de fleste forbrændingsanlæg er attraktivt at fortsætte driften flere år endnu.

Fik du læst?

Her stiger CO2-udledningen: Import holder forbrændingsanlæg kørende nogle år endnu

Sidst opdateret: 03/07/2025 - 09:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]