
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Minister godkender tocifret milliardinvestering i Jylland
Elnettet mellem Aarhus og Aabenraa bliver forstærket over de næste syv år.
Udgivet: 02/07/2025
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har godkendt, at Energinet laver en investering på godt 12,5 milliarder kroner til en forstærkning af elnettet i den østlige del af Jylland. Projektet løber fra Trige ved Aarhus til Kassø ved Aabenraa, hvor verdens største, kommercielle e-metanol-anlæg blev indviet tidligere på året.
Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
"I dag har elnettet flere steder nået grænsen og er kort og godt ved at have udtjent sin værnepligt. Det skal selvfølgelig løses. Der er potentielt meget mere vedvarende energi på vej til området, og det går ikke, at et udtjent eller utilstrækkeligt elnet bliver en barriere for mere grøn strøm," siger Lars Aagaard.
Projektet løber frem til 2032 og indebærer, at der skal nedgraves 270 kilometer kabler som erstatning for elmaster, der kan nedtages i 2036. Der skal desuden etableres en ny strækning over 190 kilometer med luftledninger, ligesom Energinet skal bygge flere nye transformatorstationer. Ministeren understreger, at der også i resten af Danmark skal investeres mere i elnettet.
"Et stærkere dansk elnet er en forudsætning for den grønne omstilling. Der skal el til varmepumper, grøn fjernvarme og elbiler og i større skala til produktionserhverv og nye anlæg til grønne brændstoffer. Udbygning af elnettet er et enormt anlægsprojekt, som kommer til at tage mange år, og vi er slet ikke færdige," siger Lars Aagaard.
Energinet har haft svært ved at overholde tidsfristerne, og flaskehalse i elnettet er en begrænsende faktor for elektrificeringen af fjernvarmeanlæg i dele af landet.
Sidst opdateret: 02/07/2025 - 11:34











































