Separat kremering af kæledyr bliver mere og mere populært hos dyrekrematoriet i Hjørring.

Separat kremering af kæledyr bliver mere og mere populært hos dyrekrematoriet i Hjørring. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ankestyrelsen: Affaldsselskaber må ikke agere bedemandsforretning for kæledyr

Det kommunalt ejede forsyningsselskab Nordværk har fået et påbud fra Ankestyrelsen om at ændre praksis, efter den har konkluderet, at det ikke er lovligt at sælge urner til aske fra kremerede kæledyr.

Udgivet: 04/08/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Kæledyr er for mange en del af familien, men der er grænser for, hvad et kommunalt ejet selskab må tilbyde private, når kæledyret afgår ved døden.

Det slår Ankestyrelsen fast i en udtalelse, der bunder i nuværende og tidligere praksis hos affaldsselskabet Nordværk, som siden 2007 har varetaget dyrekrematoriet i Hjørring. I dag kan nordjyder nemlig købe en urne efter kremering, men det er ikke lovligt.

"Ankestyrelsen vurderer, at det ikke er en lovlig kommunal opgave at sælge urner til brug for udlevering af kæledyrets aske. Der er tale om egentlig erhvervsvirksomhed, som private erhvervsdrivende normalt varetager, og som går ud over, hvad der er omfattet af varmeforsyningsloven," skriver Ankestyrelsen i sin udtalelse.

Ifølge styrelsen kan salget ikke ses som en accessorisk virksomhed, da det ikke kan lægges ind under hovedaktiviteten med fælleskremering. Ligesom det heller ikke er en del af varmeforsyningsloven.

Bestyrelsen hos Nordværk fik derfor den 26. juni to måneder til at tage stilling til udtalelsen, og hvad den giver anledning til.

NB-Forsyning & Klima har kontaktet Nordværk, der bekræfter oplysningerne og svarer: "Vi har taget Ankestyrelsens afgørelse til efterretning og har igangsat en proces for ophør af salg af urner."

Priserne på urnerne varierer afhængig af størrelse og design. Urnerne er håndlavede af keramikere i Vendsyssel, og det er muligt at få indgraveret samt leveret urnerne mod betaling.

Foto: Nordværks hjemmeside

Særligt tilbud hos Nordværk

En tidligere ydelse hos dyrekrematoriet har også fået opmærksomhed hos Ankestyrelsen. Før i tiden har borgere kunnet få afhentet døde kæledyr på privatadressen af Nordværk. Selvom det ikke længere er en mulighed, bliver det af Ankestyrelsen understreget, at det ikke er en lovlig praksis for et kommunalt ejet selskab.

"Nordværk I/S har ikke redegjort for hjemmelsgrundlaget for det kommunale fællesskabs afhentning af døde kæledyr fra privatpersoner mod betaling. Ankestyrelsen lægger derfor til grund, at det ikke er beskrevet i kommunernes affaldsregulativ, og at borgerne dermed selv skal sørge for at aflevere døde kæledyr til et anvist forbrændingsanlæg," skriver Ankestyrelsen.

Kommunerne er kun pålagt at lave fælleskremering, men hos affaldsselskabet er det også muligt med en separat kremering. Ifølge Nordværk har der været en stigningen i netop den type, siden det blev etableret i 2007. I Hjørring blev der lavet cirka 850 separatkremeringer af kæledyr i 2022.

Sidst opdateret: 05/08/2025 - 09:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]