
Helle Vibeke Carstensen er kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune og bestyrelsesmedlem i FFV Energi & Miljø. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bestyrelser
Kommunaldirektør er forbindelsesofficer i FFV's bestyrelser
I over ti år har fynsk forsyningsselskab haft en bestyrelse uden kommunalpolitikere - men med kommunaldirektøren ved bordet i datterselskabernes bestyrelser. Det giver ifølge formanden et mere fortroligt rum.
Udgivet: 05/08/2025
Relevante kompetencer og konkret viden om forsyningsområdet bliver mere og mere efterspurgt, når det kommer til sammensætningen af bestyrelser i forsyningsselskaber.
En bevægelse mod mere professionalitet har været undervejs i de seneste par år, men i FFV Energi & Miljø har de fleste bestyrelsesmedlemmer været uafhængige siden 2013. Ved ikke at udpege byrådsmedlemmer til forsyningsselskabet adskiller Faaborg-Midtfyn Kommune sig dermed markant fra det store flertal af kommuner, der ofte vælger omkring en håndfuld politikere til bestyrelsen i det kommunalt ejede forsyningsselskab.
Bestyrelsens sammensætning skaber en dialog, hvor politiske uenigheder ikke finder vej ind i bestyrelseslokalet, forklarer administrerende direktør i FFV Energi & Miljø, Christian Møller.
"Det er tydeligt, at medlemmerne i vores bestyrelse ser det som deres opgave at gøre det bedst mulige for virksomhederne. Der er ikke nogen politiske diskussioner eller synspunkter," siger direktøren til NB-Forsyning & Klima.
Det var under daværende borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Jørgensen (S), at byrådet i 2011 tog beslutningen om, at bestyrelsen i forsyningsselskabet skulle være professionel. Ifølge Christian Møller stod initiativet på skuldrene af, at forsyningsselskaberne blev udskilt i enkelte virksomheder.
"De skulle derfor drives som selskaber og ikke være så politisk styret, hvor bestyrelsesmedlemmerne skulle være nogle, der varetog selskabernes interesse," siger direktøren.
Fokus på professionelle bestyrelser
Denne artikel er en del af en serie om professionelle bestyrelser i forsyningsselskaber. I serien sætter NB-Forsyning & Klima fokus på udviklingen mod mere specialiserede bestyrelser, hvor kompetencer som faglighed, erfaring og alder er i fokus.
Er du en del af en bestyrelse - eller kender du en - som netop bevæger sig i den retning eller måske gør noget helt andet? Så skriv til os på [email protected].
"Mere professionelt samarbejde"
Formand for bestyrelsen Hanne Christensen kommer med en baggrund som maskiningeniør og med flere ansættelser inden for energi og forsyning.
Samarbejdet i datterselskaberne med kommunaldirektøren, som er udpeget af kommunen som bindeled, er noget af det, som hun særligt er glad for. FFV Energi & Miljø har både et vand-, spildevand-, varme- og affaldsselskab.
"I forhold til at man skulle have kommunalpolitikere eller kommunaldirektøren siddende i en bestyrelse, så oplever jeg, at det giver et tættere forhold til ejer og en mere åben dialog, at det er en kommunaldirektør, der sidder der - end hvis man for eksempel havde et par politikere siddende,” siger hun og tilføjer:
"Der er tavshedspligt i en bestyrelse, og jeg tænker, at det som politiker kan være en svær balancegang, når man på den ene side skal håndhæve tavshedspligten, og på den anden side skal drive sin politiske agenda og vise sin holdning til tingene over for vælgerne. Jeg synes, at det giver et mere professionelt samarbejde, at det er kommunaldirektøren - også i forhold til ejerne."
Som supplement til de generelle bestyrelsesmøder i holdingselskabet FFV Energi & Miljø mødes bestyrelsesformanden og direktør Christian Møller med borgmesteren med jævne mellemrum. Ligesom de også holder møder med teknik- og miljøudvalget samt økonomiudvalget. Formålet er at sikre en kontakt med både politikerne og kommunen.
Hvert år evaluerer bestyrelsen desuden, om der er brug for nogle andre kompetencer, eller om der mangler kompetencer, i forhold til den retning, virksomheden udvikler sig i.
Forbindelsesofficer til kommunen
Det er overvejende kommunalpolitikere, som sidder i bestyrelsen i forskellige forsyningsselskaber. Det har derfor igennem årene givet anledning til en smule skepsis fra enkelte politikere i Faaborg-Midtfyn Kommune, at det er kommunaldirektøren, som udgør kommunens repræsentation.
De fleste politikere er dog enige om, at det er det rigtige valg, fortæller kommunaldirektør Helle Vibeke Carstensen.
"I de otte år, hvor jeg har siddet i bestyrelsen, har der været meget stor konsensus om, at det er den rigtige løsning. Så er der jo et særligt ansvar for mig i at holde dem orienteret, sådan at jeg er sikker på, at de stadig føler sig som en del af det," siger hun.
Når der ikke er kommunalpolitikere i de forskellige bestyrelser, bliver selskabets ejerstrategi meget vigtigere, mener Helle Vibeke Carstensen. Hendes blik er særligt rettet mod, hvorvidt selskabets aktiviteter finder sted inden for netop denne strategiske ramme.
"Det gode ved at have en ejerstrategi er, at man politisk har formuleret rammerne for, hvordan man gerne vil have selskabet drevet. Så sætter man bestyrelsen til at udføre den opgave, og så kan bestyrelsen ikke gøre andet end det, der står i den - og politikerne kan ikke blande sig i, hvordan man så gør det," siger hun og tilføjer:
"Jeg er på den måde en form for forbindelsesofficer til kommunen - både for at medvirke til det gode samarbejde med forvaltningen og at de nødvendige politiske drøftelser rejses i udvalg og kommunalbestyrelse."
Offentlige generalforsamlinger
I ejerstrategien til FFV Energi & Miljø står der, at det er ejerens mål, at forsyningsselskabet skal fremstå "professionelt, veldrevet og innovativt". Ligesom bestyrelsen efterlever kodeks for god selskabsledelse i kommunale forsyningsselskaber.
For at sikre transparens har forsyningsselskabet valgt at lave offentlige generalforsamlinger. Selvom det får en særlig størrelse, fordi der ikke er andre ejere end kommunen, siger Helle Vibeke Carstensen.
"Vi arbejder stadigvæk lidt med, hvordan vi kan gøre interessant og meningsfuldt at holde sådan en generelforsamling."
Er der stor opbakning, når I afholder generalforsamlinger?
"Nej, det er ikke overrendt. Det vil være synd at sige," siger kommunaldirektøren med et let grin og tilføjer:
"Men jeg tror, at det betyder noget for politikerne, at de og borgerne har muligheden for at deltage - og så tror jeg, at det betyder noget for ledelsen af selskabet, at man har et ønske om transparens og kommunikation."
Sidst opdateret: 05/08/2025 - 10:57











































