Klimafolkemødet 2025 er åbnet i MIddelfart torsdag formiddag.

Klimafolkemødet 2025 er åbnet i MIddelfart torsdag formiddag. - Foto: Frank Cilius/Klimafolkemødet

Klimahandling

Støtter grønne folkemøder med millionbeløb - regeringen vil skabe "holdsport"

Den lokale forankring skal styrkes, mener regeringspartierne, som nu foreslår at bruge trepartspulje til at støtte Naturmødet i Hirtshals og Klimafolkemødet i Middelfart de kommende tre år.

Udgivet: 28/08/2025

Del artiklen:

Regeringspartierne vil øge engagementet blandt danskerne til at deltage i den grønne omstilling, som særligt er bundet på aftalen om grøn trepart. Det skal ske gennem et årligt tilskud på to millioner kroner til både Naturmødet i Hirtshals og Klimafolkemødet i Middelfart fra 2026 til 2028.

"Vi har mere end nogensinde brug for at snakke sammen om den grønne omstilling. Jeg er kisteglad for, at lokale ildsjæle hvert år stabler inddragende og demokratiske begivenheder som Klimafolkemødet og Naturmødet på benene. Den grønne trepart fylder i år meget på begge folkemøder, hvilket formentlig også vil være gældende de kommende år," siger Jeppe Bruus (S), minister for grøn trepart, i en pressemeddelelse.

Aftalen bag grøn trepart indeholder en ramme på 10 millioner kroner årligt til lokale indsatser i 2025 til 2028, og det er her tilskuddet til de to folkemøder findes. Socialdemokratiets, Venstres og Moderaternes forslag går på, at man de næste tre år skal støtte den lokale forankring via økonomiske tilskud til natur- og klimamøderne.

"Den grønne omstilling er en holdsport – og vi kommer kun i mål, hvis der er flere med på holdet. Derfor er det fedt at se lokale initiativer som for eksempel Klimafolkemødet og Naturmødet, som sætter klima og natur på plakaten. Selv glæder jeg mig til, når kursen lige om lidt bliver sat mod Klimafolkemødet," lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Tre dages klimafolkemøde skudt i gang

Klimafolkemødet i Middelfart er indledt i dag, torsdag 28. august. Her deltog Jeppe Bruus i åbningen - med et kritisk blik på, hvad der har tidligere har kendetegnet den danske klimapolitik.

"Det er et år siden, at jeg på min første arbejdsdag som ny minister for grøn trepart var her på scenen. Det er fedt at komme tilbage, og når vi snakker om håb, så skal det også omsættes til handling. Det er det, som har manglet i vores klimapolitik og den grønne omstilling. Der har været for meget snak og for lidt handling."

Jeppe Bruus vil være indgå i debatter om, hvorvidt demokratiet kan redde klimaet, og opfølgningen på grøn trepart, mens Lars Aagaard kan se frem til at få stillet spørgsmålet om, hvad regeringen tør love i en ny klimalov, når han interviewes af Dagbladet Information.

Sidste år deltog 40.000 borgere i Klimafolkemødet i Middelfart, mens der ved Naturmødet i Hirtshals var 30.000 deltagere i maj, hvor mødet også foregår over tre dage.

NB-Forsyning & Klima er til stede i Middelfart, og de kommende dage bringer vi historier med afsæt i debatterne fra Klimafolkemødet.

Fik du læst?

Årets klimatræf: EU-fokus, svanemærket festivalplads og en kur mod klimaangst

Sidst opdateret: 28/08/2025 - 12:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]